4.december - kirkegården og bagedag

Efter at have afleveret drengene i skole hentede jeg min bedstemor. Sammen kørte vi på kirkegården, hvor vi vinterpyntede min far og bedstefars gravsted. Sådan har vi gjort det alle årene siden min far døde. Sommetider er min søster med - andre gange min faster, hyggeligt er det, og det føles ret godt selv at tage hånd om pyntningen af den lille have.

I silende regn arbejdede vi sammen - bedste klippede grangrene, som jeg dernæst fik lagt på gravstedet.

 

Når jeg er på kirkegården, glædes jeg over min fars gravsten og historien bag. Stenen spottede min far kort tid før hans død på en kirkegård min bedstemor og han besøgte. Han sagde, at han syntes, stenen var så fin, og at han ville ønske, at min bedstemor en gang kunne få den sten, når hun ikke skulle være her mere... Sådan blev det ikke. Ingen kender dagen før solen er gået ned, lyder et ordsprog, som jeg bittert har erfaret, er så sandt så sandt. Min bedstemor overlevede min far, og stenen blev ikke hendes, men min fars.
Så kort tid efter min fars død kørte min bedstemor og jeg til den kirkegård, hvor stenen stod. Jeg viste ikke, hvordan stenen min far havde udset sig så ud, men da min bedstemor stilede mod de gravsten, som stod i et hjørne af kirkegården, ønskede jeg, at det måtte være den gamle sten med det hvide marmorkors og efeuranker. Det var den, jeg fandt smukkest af dem alle. 
Stenen med efeurankerne havde tilhørt noget familie og stod nu i et hjørne af kirkegården sammen med andre gravsten fra sløjfede gravsteder. Jeg troede ikke, det ville være muligt, at få stenen, men fordi den var i familiens eje, og da præsten hørte vores historie, så lykkedes det os uden besvær.

Den gamle marmorplade med vore slægtninges navne ligger bag min fars marmorplade. Mine søskende og jeg har skrevet hver vores bogstav nederst på stenen som tilsammen danner - Far... og min fars navn er skrevet med hans egen smukke håndskrift -  Hvor er jeg glad for, at stenen blev så personlig.
Foran stenen placerede jeg tre hvide hyacinter - en fra Kasper, min bror, en fra Kathrine, min søster - og en fra Kristina.

Min elskede gamle bedstemor - som er så stædig, sej og hjertevarm. - Her med smil på læben og blikket rettet mod min fars sten. Jeg savner ham, men min bedstes lydløse smerte, gør mig stille.
Efter at have pyntet gravstedet, kørte jeg hjem til mine svigerforældre, hvor svigermor og jeg fortsatte vores småkagebagning. Da jeg "mødte ind", var de første vaniljekranse allerede bagt.

Farfar hentede drengene efter skole. Arthur ville gerne hjælpe med pensling og dekoration af jødekagerne.

 

I morgen, om vejret tillader det, skal vi en tur i Den Gamle By sammen med tante Rikke og kusine Dagmar. Det glæder vi os til, og jeg håber virkelig, at den storm lader vente på sig, så vi kan komme af sted.