tirsdag den 19. maj 2015

I pinsen skal jeg i haven!




Har lige været på en lille aftentur rundt i haven. Alting spirer og gror, også skvalderkål, mælkebøtter og hønsetarm.  Haven trænger, til kærlighed, tid og nænsom pleje... noget jeg slet ikke har afset tid til i år.  I pinsen SKAL jeg bare i haven, om det så regner og blæser en halv pelikan, så må jeg ud.
Haven og jeg trænger begge!




Min have er på ingen måder velfriseret, sådan en have får jeg aldrig... dertil er jeg simpelthen ikke sirlig og systematisk nok, men alligevel holder jeg meget af vores have. Den er vild, utæmmet og naturlig. Jeg holder af, at planterne gror vildt og ustyrligt op ad mure og tage - sikkert ikke det bedste for murværket, men det .... jeg på! Jeg klipper sjældent, ind i mellem er det dog alligevel nødvendigt, for at kunne komme frem i terrænet, men det er hver eneste gang med blødende hjerte.




Men i pinsen, skal jeg ud og ordne lidt - for der er alligevel visse ting i haven, der skal tæmmes og styres lidt, hvis vi skal have glæde af det. Tomater, chilier, peberfrugter og agurker skal plantes, hvis vi skal have glæde af dem - krydderurtebedet skal have en overhaling - jordbær skal rengøres for ukrudt, så der er unægtelig en del at tage hånd omkring.



Sidste efterår strøede jeg gule valmuefrø og plantede hvide tulipaner i mine rosenbede i forhaven - begge dele har båret frugt og beriget udsigten med et væld af hvide tulipaner. Om kort tid blomstrer de gule sprøde valmuer også talrigt. Sikke vidunderlig og taknemmelig naturen er!

mandag den 18. maj 2015

Kr. Himmelfartsferie i Berlin

Det et blevet mandag. Uden for regner det. Viktor er til klubaften. Arthur og Allan er nu hjemme igen efter to fodboldkampe i silende regn. Jeg har tændt op i brændeovnen! Jeg vasker tøj. - Og så tømmer jeg kameraet for billeder fra weekenden i Berlin.
 
Jeg er klar til at sætte kurs mod Berlin igen. Ja, stod det til mig, kunne vi gøre det lige med det samme.
 




Lørdag var vi, som altid når vi er i Berlin, på grønt marked på Boxi. Denne gang bugnede markedet med friske grønne asparges, og selvfølgelig måtte vi have et stort bundt med os hjem. De smager så guderne synger.
Ellers blev poserne godt fyldte med frugt, grønt og friske krydderurter til højbedet.
Og Allan, han traskede denne gang hele vejen med rundt, han plejer ellers at bænkevarme sig på legepladsen med drengene. Super hyggeligt med følgeskab og faktisk tror jeg også, at han nød det -  måske fordi der var god kaffe undervejs?
 





Som skrevet i mit tidligere indlæg var weekenden ekstra god, da vores gode venner også var i Berlin.
Da de ikke kender byen så godt, viste vi gerne nogle af de steder frem, som vi synes, er spændende at se. Ovenstående billeder er taget langs det nuværende længste stykke eksisterende mur - som strækker sig fra Ost bahnhof til Warschauer Str.
Kristoffer havde glædet sig meget til at køre med sporvogn, så heldigvis fik vi også prøvet det.


Lørdag var vi en tur på Prenzlauerberg. Her så vi vingummibamsebutikken, det er så prøvet og egentlig ikke noget at tage turen der over for. Når vi nu var i området, valgte vi at besøge den gamle jødiske kirkegård. Efter lidt søgen fandt vi den, men blot for at konstatere, at den var lukket. Der er kun adgang for publikum på hverdage. Gennem hegnet kunne vi se den fineste kirkegård med gamle gravsten, så den skal bestemt ses ved en anden lejlighed. Forgæves var vores tur dog ikke - lang fra, for Prenzlauerberg er et skønt område, og vi kom også forbi Blumencafe, hvor jeg lige fik inspiration til et pallebord. Sådan én magen til med plads til planter, vil jeg rigtig gerne have.


 
I kameraet var også billeder af vores lille besøg på Cup Cake Berlin. De laver de lækreste og tilmed smukkeste kager, og deres kakao mit sahne og konfetti krymmel er heller ikke at foragte.




Nå, tilbage til "virkeligheden". Vasketøjet snurrer og melder snart færdig. Viktor skal hentes i aftenklub. Madpakkerne smører ikke sig selv. Og trods regnvejr, skal planterne i drivhuset stadig vandes.
- Med Dan Turéll in mente;

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen


- vil jeg fluks kaste mig tilbage til hverdagen.

søndag den 17. maj 2015

Rejsetip Berlin nr. 7 - Zoologischer garten og Gedächtnis Kirche

Det har været lidt stille på bloggen med de Berlintips, jeg for en tid siden lovede. Stilheden skyldes til dels travlhed på arbejdet, men også uvisheden om, hvorvidt mine indlæg om Berlin var til glæde og inspiration? Forleden fik jeg en positiv tilbagemelding på mine indlæg om Berlin, det er næsten nok. I hvert fald det gav mig igen lyst til at finde tid til at skrive endnu mere om den by, som jeg holder så meget af.
 
Min familie og jeg er netop kommet hjem efter en dejlig Kr. Himmelfartsferie i Berlin. Denne gang nød vi byen i hyggeligt selskab med vores gode venner. Arthur fik lov at bestemme, hvad vi skulle lave fredag, og han valgte, til alles begejstring, - Zoologischer garten.
 
 

Zoologischer Garten er den ene af de to zoologiske haver i Berlin. For da byen var delt i to, lavede man også en have i det tidligere øst. Dette indlæg omhandler haven i det tidligere vest.
Haven blev åbnet d.1. August 1844, som den 9'ende europæiske zoologiske have. Kongen af Preussen Frederik Wilhelm lod sig overtale, og han afsatte et hjørne af Tiergarten til formålet. Siden er Berlin vokset så meget, at Zoo ligger midt i byen. 
Under 2. Verdenskrig blev haven voldsomt beskadiget -  ud af 3.715 dyr overlevede kun 91 – men i dag er den vokset til at høre til blandt verdens største og artrigeste zoologiske haver.

 

At det er en gammel have med historie, mærker man straks, man passerer påfugleporten ved hovedindgangen. Store gamle træer og aldrende statuer pryder haven og skaber en autentisk stemning af dyreHAVE uden for meget støj i form af iskiosker og anden tivolihalløj. 



Hovedattraktionen var i en periode isbjørneungen Knut. Knut blev verdensberømt, da hans tvilling døde ved fødslen, og moderen derefter afviste at amme ham. Knut blev herefter opfostret af dyrepasser Thomas Dörfein. Da Knutbølgen huserede på sit højeste, besøgte vi haven sammen med Viktor - han var dengang 3 år - sjældent har jeg set så megen opstandelse, og det endda med en isbjørn som hovedperson. Ærligt, det var sygt. I dag kan man ikke længere besøge Knut, da han døde at en hjernesygdom, men man kan i stedet nyde synet af andre isbjørne og alle de andre dyr. 



At arterne i haven er talrige ,hersker der ingen tvivl om. Desuden udemærker haven sig ved, at man flere steder kan komme helt tæt på dyrene, dog på en sådan måde, at dyrene altid kan trække sig bag indhegninger, hvis publikum bliver for nærgående.



Den sorte fugl oven for, lykkedes det mig at blive helt kærester med. Den ville slem gerne fotograferes, og faktisk var det til sidst mig, der blev forlegen og syntes, at den kom lige lovlig vel tæt på, da den upåagtet blev ved med at forfølge mig rundt i vogelvolieren.
Også pingvinerne kan man komme helt tæt på - og hvis man heldig, kan man stryge dem langs ryggen, når de kommer susende forbi i bassinet  


 

 

Ud over dyrehaven er der også et akvarium, som åbnede i 1913. Man kan ved indgangen købe en kombineret billet til begge attraktioner, men det er endnu ikke lykkedes os at se begge dele på én dag, dertil er der, efter min bedste overbevisning, for meget.
Når man forlader haven, foreslår jeg, at man benytter den smukke elefantudgang, og derefter skråner over gaden for at besøge endnu en seværdighed nemlig Gedäctnis Kirche.

 
Er man i området, kan man ikke undgå at bemærke Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, der i daglig tale kaldes Gedächtniskirche. Kirken står som ruin med knækket spir. Synet heraf minder os om 2. verdenskrig, hvor bomberegnen ødelagde store dele af kirken og for øvrigt også resten af Berlin.
Sådan en seværdighed og synlighed af 2. Verdenskrigs store tab - giver min endnu en grund til at holde så uendeligt meget af den by, hvortil jeg har tabt en del af mit hjerte.
 


Ruinen er kombineret med en moderne kirkebygning. Den nye kirke blev tegnet af Egon Eiermann og bygget 1959-61 i form af to bygninger: En høj søjle og en lav cylinder. De to moderne bygninger har øgenavnene 'Pudderdåsen' og 'Læbestiften'. I det delte Berlin fik kirken status som en slags vartegn for Vestberlin.
 
"Læbestiften" er under renovation og pt. godt gemt bag stilladser. Bag "læbestiften" ses ruinerne af den gamle kirke. Neden for et billede af kirkerummet i "pudderdåsen" med de smukke glasmosaikker og Kristusfiguren.



Efter at have besøgt den nye kirke, gik vi i den gamle kirke, hvor vi tændte lys. To lys placerede drengene i det badende lyshav - ét lys for min far og ét lys for Margit.