søndag den 7. december 2014

Det særlige ved julen...

 
Marina, min kære blogveninde - har i dag skrevet dette skønne indlæg på Badut.
 
Julestemning er som intet andet og her hvor vi går ind i anden uge af december må den meget gerne finde vej til "Huset ved åen." Men hvad er julestemning egentligt gjort af? Her tænker jeg på den rigtige ægte "glæde-i-maven-julestemning" og ikke den letter hektiske følelse som man kan få hevet ned over hovdet hvis man bevæger sig ud i december uden at være i den rigtige stemning fra starten. 
Jeg har spurgt alle mine børn hvad der gør dem i julehumør og sjovt nok nævnte ingen af dem julegaverne. Så satte jeg mig ned og tænkte over hvilke ting der bringer mig selv i julestemning og her er ihvertfald fem bud der godt kan få mig til at nynne med på julemelodien: 

Sådan skriver hun, "min" sødeste Marina. Hun opfordrer sine læsere til at lege med og skrive fem ting, der får dem i julehumør - skøn idé - en udfordring jeg gerne tager, og i år hvor jeg har haft travlt med opgaveskrivning, og hvor min morfar og bedstemor skranter, synes det mig endnu mere vigtigt at mærke efter, og gøre denne jul til noget særligt. 
 
 
1.
December skydes oftest i gang med en skovtur, hvor vi samler kogler, mos, små grantræer og skæve krogede grene. Intet i denne verden er, efter min overbevisning, smukkere end naturen, hvorfor langt størstedelen af julepynten her i huset er hentet i naturen. Skovturen er bedst, når jeg har nogen at samle, snuse og glædes med, så det er heldigt, at jeg oftest har følgeskab. Og efter en frisk tur ude, er det skønt at komme hjem til varm æblegløgg.
 

 
 
2.
Da vi for 13 år siden mistede vores far, besluttede mine søskende, bedstemor, faster og jeg, at vi selv ville stå for julepyntningen af gravstedet. Så hvert år pynter vi selv gravstedet med gran, fyrtoppe og hvide hyacinter - en dejlig tradition, som jeg sætter stor pris på. Sommetider er vi fælles om projektet - andre gange har vi ikke alle mulighed for at deltage, således for mig i år, hvor jeg skrev på min opgave. Heldigvis har min søster og faster klaret det i år, og så er det sikkert mig, der kan næste år. Helt sikkert er det, at hen ad eftermiddagen d.24. dec. inden jeg tager med familien i kirke, må jeg en tur på kirkegården med røde tulipaner og et lys. Også min søde veninde, Margit, som jeg desværre mistede for 5 år siden, aflægges et lille besøg - først når jeg har været hos de to, er det sådan rigtig jul.  
 

3.
Julesmåkager hører julen til. I min familie er det bestemte småkager, der er på programmet. Dragekager, som min svigermor mestrer, og som jeg gerne bager med hende.
Vaniljekranse, her deles vandene, Allan holder mest af sin mors og jeg af min bedstes. I år har jeg fået foræret bedste "vaniljekransemaskine", og nu må jeg så gøre hende kunsten efter.
Sukkerkringler og fedtebrød, som bedste bager dem.
Brunkager, opskriften er Margits, og når hjemmet dufter af netop de brunkager, mærker jeg "Margits ånd" i huset, det holder jeg af.   
Så eksperimenter vi hvert år med en eller to nye opskrifter, men ovenstående er altid på programmet.
Småkagerne deles ud til familien, særlig min morfar har et godt øje til småkager, og det er en sand fornøjelse at kunne glæde ham med disse..
 
 
4.
I Danmark har vi de skønneste seværdigheder. Den Gamle By, hører blandt mine favoritter, hvorfor vi altid aflægger det sted besøg op mod jul. Jeg elsker at se julepynt i de gamle huse. Sidste år forelskede jeg mig hovedkulds i servietduerne i den gamle købmandsgård. Min svigerinde, som er mere end ferm på fingrene, landede et helt dueslag på vores julebord sidste år. Desværre skal vi ikke holde jul sammen i år, så jeg må selv lære kunsten.
Ellers aflægger jeg gerne Hjerl hede, Vrads veteranbane, Nr. Vosborg og diverse julemarkeder besøg, da det skaber den hyggeligste ramme om december.
 
 
 
5.
Lillejuleaftens dag tager vi ud til mine forældre. Her spænder vi vognen efter den gamle traktor, og kører en tur i skoven, hvor vi leder efter årets juletræ. Det ender altid op med, at jeg bliver en smule upopulær, da jeg trods utallige juletræsmuligheder, er svær at stille tilfreds. Sidste år, måtte vi køre til naboen, men der var så til gengæld også den smukkeste rødgran, for juletræet er altid en rødgran, det holder jeg mest af. Den dufter vidunderlig og så har den tilstrækkelig grene til mine utallige julekugler. Hen af aften henter vi bedste, Allan kravler på loftet efter kasserne med juletræspynten, og min lillesøster og bror kommer Sammen pynter vi juletræet, bedste sidder ved spisebordet og pakker alle julekuglerne ud, derefter klipper vi jakobsstiger og spiser risengrøn. .
 
 
Når jeg gør status, handler julestemning og glæde for mig allermest om at være sammen med mine kære, og at vi sammen laver nogle dejlige ting - som at pynte gravsted, bage småkager, fælde juletræ, gå i skoven, klippe, klistre og glædes over det skønne ved, at vi har lidt ekstra tid til at nyde hinanden.
Godt, at du lige mindede mig om alt dette, Marina.
 
Mon vi snart ses, søde Marina?
For det er absolut også juleglæde 
 knus
 


lørdag den 6. december 2014

Jeg lurer i mørket - ind ad vinduer - og efter en mus


Så ser man lige mig - med bare ben, nøgne fødder i hjemmesko og i en stor strikketrøje -  i susende fart rundt om huset med en meget fyldt skraldepose i hånden. Ude i mørket går jeg i stå og falder i staver over månen, der lyser hele haven op. Den er fuld - himlen er er gråblå og frostklar med florlette skyer.
Så fint det er, derude i mørket. Jeg bliver en smule selvfed - og tænker, at min stue ser noget så hyggelig ud, når jeg kigger ind, så jeg henter kameraet.


Kort tid efter ser man mig, stadig med bare ben og nøgne fødder vandre rundt om huset og glo ind ad stuevinduerne. Jeg fotograferer og tænker, at der er noget så hyggeligt herude på landet.
 

Efter lidt tid smutter jeg igen ind - trækker de nøgne fødder op i lammeskindet i lænestolen og hiver strikketrøjen ud over de bare ben...
GODT, jeg vandrede ud med bare ben og derfor søgte varme i lammeskindet, for et øjeblik efter ser jeg en mus der suser hen over gulvet, i den ellers noget så hyggelige stue, jeg lige har luret på udefra. Joh, der er sandelig hyggeligt herude på landet.
 
Og her sidder jeg så i lammeskindet med fødderne oppe velvidende, at musen stadig er under sofaen. Det bliver en lang aften...og min ellers så hyggelige stue, synes slet ikke så hyggelig mere.
Så nu kan jeg så sidde herinde og kigge ud, og tænke at der pt. er skønnere ude end inde.
Fik jeg skrevet, at jeg hader mus? 



torsdag den 4. december 2014

En smuk gave

 

Jeg holder så meget af december.
 
Noget af det jeg synes, er særlig skønt ved december er, når hjemmet fyldes af gran, fyr, ene, mistelten  og hvide rene vintervækster som hyacinter, narcisser og amaryllis. Det smukkeste pynt er efter min overbevisning dent der er hentet ind fra naturen.
Jeg hat endnu ikke haft meget tid til at jule i vores hjem og tænker, at vi i weekenden skal gå all in for at skabe julehygge. I aftes fik jeg den skønneste gave, som lige passer ind i mine tanker om juleudsmykning.
 
Jeg er noget så taknemmelig for den fine gave jeg i aftes modtag af søde Karen, der driver BloomK


Karen forærede mig en kæmpe gren fra fjerne egne - en gren overdådigt smykket med kogler.
 

tirsdag den 2. december 2014

Nissen flytter ind - igen



Det er blevet d. 2. dec. og jeg fatter det dårligt.
 
Jeg har været travlt optaget af opgaveskrivning, den er nu skrevet færdig og afleveret - heldigvis...
MEN mest af alt er det pt. tankerne om min morfar, som ligger på sygehuset, der fylder - stort set alt.
 
Så det er bestemt ikke meget julehygge, der endnu har ramt matriklen, men her til aften flyttede vores husnisse dog igen ind. Heldigvis tager han sig ikke af travlhed, han melder blot sin ankomst, og forventer vel lige om lidt både småkager og risengrød ...  , det plejer han i hvert fald.



I år har han fået nyt navneskilt på døren - og fuglehus.
Jeg synes, han mangler en måtte til fordøren og en postkasse, så det må vi hellere forære ham, så han er godt stemt her i december. Nisser skal man ikke rage sig uklare med, det har vi her i huset lært af bitter erfaring.
 

Hvad mon drengene siger til, at han igen er kommet - og hvad mon der står i brevet?
Jeg kan næsten ikke vente

 
En nissedør er en herlig ting, og jeg kan varmt anbefale at  have sådan en.
Hvor meget eller hvor lidt der skal gøres, må jo afhænge af nissens aktivitetsniveau. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt, hvis der sker lidt rundt om døren, så mine drenge kan se, at nissen arbejder.
Derfor flytter nissen i nattens mulm og mørke lidt rundt. Måske er det brænde han har savet og hugget, måske et brev med en opgave, som han ønsker skal udføres. Måske er der en gave til drengene, eller måske trillebøren er fyldt med haveaffald? Der er mange muligheder.
I gemmerne har jeg lidt forskellige ting, der kan findes frem og tages væk  - meget har jeg fundet i genbrugsforretninger, men også på nettet er der rig mulighed for at købe små finurlige remedier.
Viktor og Arthur leger fortsat med ... og begge er ambivalente, for bor han der, eller er det mor, der er nissen?
 

søndag den 23. november 2014

I pauserne...

Jeg har travlt - alt for travlt, - men i pauserne er der små glimt af tid til hygge
 

Vi har besøgt "en hemmelig have", hvor vi har plukket stedsegrønt til kranse.
Vi har været på gården efter æbler og pærer
 

Vi har lavet æblemarmelade og karamelcreme, som vi har fået pakket fint ind


Om en uge har jeg knap så travlt.
Det glæder jeg mig til, for der er meget "hygge", som skal indhentes.
 
Det blev så indlæg nr. 400 på bloggen - vildt!!!! 

lørdag den 15. november 2014

bloom k - et ganske særligt sted

Jeg bor i Herning, det har jeg altid gjort og jeg tænker også, at det er her, jeg skal blive gammel. 
Når jeg bor i Herning, er det primært fordi, det er her, jeg har det meste af min familie, noget jeg sætter uvurderlig stor pris på, at have tæt på mig i min hverdag.
Jeg holder meget af Herning, virkelig, ikke et ondt ord om Herning - og faktisk "stritter" det lidt på mig, når nogen omtaler Herning i nedsættende vendinger, og tro mig det sker jævnligt. I min verden kan Herning det meste, altså næsten da - for jeg må jo blankt erkende, at jeg ofte søger udenbys, når jeg skal købe tøj til mig selv eller til mine børn. I samme åndedræt vil jeg så tilføje, at vi skam har fine tøjbutikker i Herning, som jeg gerne handler i, men at det bare er mig, der er vanskelig og at udbuddet derfor ikke er så stort, hvorfor jeg altså også søger udenbys.  


Men når jeg, relativt ofte, foretager mine blomsterindkøb, søger jeg ikke udenbys, jeg bliver i Herning. For i Herning har vi skønne bloom k.
Her kan det selvfølgelig med rette tilføjes, at det igen handler om smag og behag, men bloom k rammer mig, fordi den i sit koncept er naturlig, æstetisk, nytænkende og modig. Yderligere får jeg, hver eneste gang jeg besøger butikken, en udsøgt betjening og bærer de smukkest tænkelige buketter med derfra. 



For ca. en måned siden, da jeg igen igen igen var på besøg i butikken for at forkæle mig selv med en skøn buket, inviterede Karen, butikkens søde indehaver, mig en tur med ned i butikkens kælder. I kælderen var der allerede godt gang i produktionen til dette års jul. I de inderste gemakker, var en fantastisk krans under udarbejdelse, og det var netop den, Karen syntes, jeg skulle se.


Jeg faldt svime, kransen var simpelthen et mesterstykke.
Foran mig lå det, der lignede en voluminøs præstekrave, lavet af sirligt stivede og foldede kaffefiltre.
"Den har drillet lidt, så vi har eksperimentet, men kan du se den for dig pyntet med lys og fyr?" spurgte Karen mig begejstret. - Om jeg kunne, og jeg kunne også se, at med alt det andet Karen og bloom k' øvrige piger havde gang i nede i den kælder, så ville også denne jul i bloom k blive noget ganske særligt.
Siden den dag for en måneds tid siden, er jeg ved flere lejligheder blevet inviteret til smugkig i kælderen - hver eneste gang har jeg tænkt, hvor pokker mon de piger får ideerne fra, og hvordan pokker det lykkes dem, at føre deres ideer ud i deres kreationer?
- Jeg tror, jeg kender svaret.
Ideerne kommer, fordi de piger er sindssyg dygtige til at holde sig orienteret om tiden, fordi de er tro mod bloom k' koncept, fordi de kan deres håndværk - men måske allermest fordi de kan se. Det er en kæmpe gave at kunne se ... former, farver, kompositioner - en gave som kun er de færreste beskåret.
Og så tænker jeg, at det, at de har hinanden at sparre med, og at de tør bruge hinanden, det løfter det hele og gør det til noget unikt.   


I onsdags kiggede jeg igen forbi bloom k, da jeg manglede lidt til en vase. De første opstillinger til den kommende weekends juleåbning havde fundet vej til butikken. Jeg kunne tydeligt mærke på Karen, at hun var spændt på, om de kunne nå at blive færdige med det hele til søndag, men hun var også spændt på, om det de havde fundet på, nu var "rigtigt".
Jeg var overbevist, det ER SÅ rigtigt!
Og så mærkede jeg det, jeg før omtalte, som en af styrkesiderne i bloom k. Pia overbeviste Karen om, at de nok skulle komme i mål - og kort tid efter sagde hun "i morgen der det sikkert mig, der er frustreret og tænker, om vi kan nå det hele" - "og så er det i stedet mig, der siger, at det skal vi nok" fortsatte Karen.   




I dag har butikken haft lukket, så Karen og hendes dygtige blomsterpiger, Mette, Hanne og Pia, har kunnet arbejde på at gøre klar til åbent hus arrangementet i morgen. Jeg lovede i onsdags, at jeg ville komme forbi med hjemmebag lørdag eftermiddag, så de kunne få sig et velfortjent sødt kick.
Som lovet, dukkede jeg i eftermiddags op med kage - over skulderen havde jeg mit kamera. Det med kameraet havde vi ingen aftale om, men da jeg var på vej herhjemmefra, tænkte jeg, at jeg ville vove pelsen og tage kameraet med, måske Karen havde lyst til, at jeg knipsede lidt billeder af en hektisk dag?
Tænk, jeg fik lov, at knipse løs i de skønne omgivelser. Og her kan jeg så kun beklage billedernes kvalitet, det var trist og gråt udenfor, hvilket har gjort billederne lidt uskarpe - for motiverne fejlede så absolut intet.

 
Da jeg trådte ind i butikken, blev jeg igen blæst bagover.
Karen og de øvrige bloompiger har igen formået, som de har gjort de seneste otte år her midt i november, formået at forkæle os med en ny blomsterhistorie - historien i år er primært rød - lys rød, mellem rød, mørkere rød, blodrød, bordeauxrød, postkasserød...  tilført hvidt, gråt  - helt helt tæt på og tro mod naturen.
Jeg udtrykte straks min begejstring for historien, der udspillede sig foran mine øjne - og blev mødt af "hvor er du sød, Kristina - du er altid så positiv overfor det vi laver".  - Og ja, jeg er altid positiv overfor det bloom k laver, ikke fordi jeg er generelt, er let begejstre, men fordi de piger igen igen igen har skabt en verden af noget skævt, nytænkende, modigt, smukt og helt unikt.
 
I min verden fuldstændig fortryllende smukt
 


En lille verden af; store rustikke træskiver, sikkert skåret af Karens dygtige far, fine stammer fra skoven viklet med garn og stof, små skæve grantræer, finurlige materialer som ispinde og tandstikker, liljehoveder med sølvdrys... - skæve vækster fra fjerne egne...    
"Tænk, hvor heldige vi er, at de er rejst helt herop, så vi kan få lov til at kigge på dem", siger Karen passioneret, da mit øje falder på de skæve grene med spændende kogler. 
Passionerede, det er netop det Karen, Hanne, Pia og Mette er, og det er også det, der i høj grad fascinerer mig, jeg elsker når mennesker brænder og når man kan mærke gløden og ægtheden.


Mens jeg skriver alt dette, tænder Arthur lys i stuen - han har travlt, for der er mange lys, han synes, skal tændes. Mens han tænder, sender jeg Hanne i bloom k en tanke, i kælderen hvor hun havde travlt med at binde en krans, var der midt i al arbejdsrodet et lys - "man skal tænde et lys hver dag, og sende tanker til dem man holder af" sagde hun klogt. Tænkt, at de husker at tænde levende lys i bloom k på en dag, hvor de har så travlt, det er da fint.
"Kl. 20.00 - i aften går vi hjem, sagde Karen, da jeg forlod butikken" - det er klokken meget snart, og jeg håber, at de er færdige, så de kan nå hjem og hvile sig, efter en lllaaannnnggg arbejdsuge - inden de forhåbentlig blæses bagover i morgen af begejstrede besøgende. 
Tak for, at jeg blev budt ind mit i travheden, kære Karen, Mette, Pia og Hanne - I udgør tilsammen et ganske særligt team.

Det er vigtigt for mig at få med, at dette ikke er et indlæg jeg på nogen måde, er blevet bedt om at skrive. Det er udelukkende lavet, fordi jeg har lyst til at dele min begejstring om et ganske særligt sted i min hjemby, Herning.