lørdag den 25. april 2015

Rejsetip nr. 6 - Berlin Prenzlauer berg

 
I mit seneste indlæg om Berlin skrev jeg om "Museum für naturkunde", som ligger i Prenzlauer berg. Jeg skrev i indlægget, at jeg senere ville fortælle om flere af de gode oplevelser, vi har haft i netop det område af Berlin. Dette indlæg er primært stilet til de af jer, der skal besøge Prenzlauer berg med børn, men der er også ideer, som ikke er nødvendigvis kræver ledsagelse af børn.

Prenzlauer berg minder på mange måde om Friedrichshain. De to bydele er naboer og begge er  placeret i det tidligere øst. Kvarteret var i mange år et udpræget arbejderkvarter og husede også mange intellektuelle og kunstnere. Efter genforeningen stod mange boliger tomme i Prenzlauer Berg og de blev besat, men op gennem 90erne er mange boliger blevet renoveret, og efterhånden har området tiltrukket velhavende tilflyttere. Bydelen bliver pænere og pænere. Der bor omkring 140.000 i bydelen. Det er en nu en bydel med mange akademikere, en ung og meget børnerig befolkning.
Bydelens hjerte omkring Kollwitz platz er charmerende og besøgsværdig. Fine små specialforretninger, hyggelige cafeer, spisesteder og kaffebarer findes i hobetal. Om lørdagen er der foran parken et hyggeligt marked med økologiske fødevarer og kunsthåndværk. Skønt og afslappende er det at købe Berliner crepes og falafel på markedet og for dernæst gå i parken med den store statue af Käte Kollwitz. Her er en dejlig legeplads omkranset af gode klatretræer. Et af de herlige åndehuller i Berlin.

 
Pladsene r opkaldt efter Käthe Kollwitz 1867 -1945 som var en tysk tegner, grafiker og skulptør. Hun hørte til de mest betydningsfulde kunstnere i 1900-tallets Tyskland. Hun nåede at skabe i alt 275 værker.
Kollwitz blev uddannet fra en kunstskole for kvinder i Berlin.
Hun blev gift med lægen Karl Kollwitz, og parret bosatte sig i det fattige arbejderkvarter Prenzlauer berg i Berlin. Hendes oplevelser her under og efter 1. Verdenskrig resulterede i tegninger af kvinder og børns lidelser som det primære motiv.
Under krigen mistede hun sin søn, hvilket påvirkede hendes billeder stærkt.
Hun portrætterede den spirende arbejderbevægelse, krig og død, fortvivlelse og sorg.
I 1919 blev hun medlem af og professor ved Akademie der Künste, men blev af nazisterne tvunget til at forlade sin post. Senere fik hun også forbud mod at udstille sine værker.
Hun fortsatte dog med produktionen, men flyttede i 1943 fra Berlin.




I Chorinstrasse nr. 35. finder man Onkel Philipp's spielwerkstatt.
Magen til legetøjsforretning, har vi aldrig set. Spørgsmålet er, om der i virkeligheden findes et sidestykke til denne? - Jeg kan dårliggt tro det. Butikkens to lokaler er proppet til bristepunktet med alskens legetøj - fra gulv til loft er der legetøj  SE SELV!!!! Drengene er begge ganske imponerede og bruger gerne lang tid i butikken, det er også nødvendigt, hvis man vil tilstræbe at få det meste med. 
 



Og lad mig så på det varmeste anbefale Blumencafe på Schönhauserallee nr. 127.
Man ved, at man er i Berlin når; - man tager et gartneri, mikser gartneriet med en restaurant krydrer det med urban living, økologisk kaffe og skønne kager - for derefter at tilsætte papegøjer og katte. Så er man SÅ meget kommet til Berlin. 
Blumencafe er et finurligt og fantastisk sted. Man kan sidde inde og spise med risiko/mulighed (vælg selv) for, at en af de store papegøjer lander på skulderen. Inden for er katte der slænger sig mellem planterne i drivhuset.  Man kan også vælge at sidde ude, hvor palleborde, krukker og planter skaber et skønt miljø. Stedet er bare fedt - og så kan en planteelsker som jeg meget let lade sig friste over evne af de fine rødlerspotter med grønne planter.
 



Når vejret ikke arter sig, hvilket det ikke altid gør, selvom det ofte er varmere i Berlin end i Danmark, tager vi b.la. på museet Machmit. Desværre har jeg ikke, trods en del besøg, gode billeder fra stedet - sikkert fordi jeg, i museets ånd, er aktiv og optaget af kreative gøremål med drengene - hvorfor kameraet ikke kommer op af tasken.
MEN stedet er fantastisk. I Senefelderstrasse finder man en nedlagt kirke, som nu er lavet til museet Machmit. Et museum med højt til loftet og med plads til leg, tummel - og til kreative værksteder for børn. Midt i det højtloftede kirkerum er en labyrint i tre etager, hvor børnene kan klatre rundt.
Der er kreative værksteder, som er bemandet af frivillige, og der er skiftende aktiviteter - fælles for dem alle er, at de er "fede" ideer - som er sådan lidt økoagtige. På museet er også et bogtrykkeri, hvor man selv kan være med. Yderligere fungerer den gamle kirke som museum, hvor der løbende er forskellige udstillinger. Tænk, hvis vi i Danmark turde tage spændende bygninger i brug til den slags aktiviteter, ja endda kirkerum, her er berlinerne noget mere kreative og vovede end os. 


I det gamle kirkerum er et skønt spisested med økologiske drikkevarer og små retter. Allan og jeg har ofte siddet ved de gamle kirkeruder på pressede bølgepapstole og kigget på vores to drenge, der i den grad har muntret sig.

Prenzlauer berg er meget meget mere ... det er også loppemarked om søndagen i Mauerpark, der er Kulturbrauerei, der er et stort bygningskompleks, som anvendes til kulturelle formål. Stedet finder man på Schönhauser Allee, og det er fede alternative byggelegepladser, og  ....
Området er bestemt et fedt område både med og uden børn.

 

fredag den 17. april 2015

Rejsetip Berlin nr. 5 - En "gal" dinosaur

Min onkel er bidt af en "gal" dinosaur - virkelig! Jeg tror faktisk, at jeg kan prale af at have en onkel, der ved, næsten ALT om dinosaur.
 
Det synes jeg, er ret fantastisk, men mine drenge synes, om muligt, at det er endnu mere fantastisk.
I min onkels kælder er der mange spændende ting for ikke nok med, at han er dinosaurekspert, er han også helt pjattet med sten og fossiler. Han har deltaget i udgravninger, holder foredrag og workshops på skoler og biblioteker - og så forkæler han mine drenge med de fedeste gaver - hajtænder, knogler, fossiler, dinosaurhoveder..
Da Viktor og Arthur fejrede deres 7 og 9 års fødselsdag for deres klassekammerater, inviterede vi til dinosaurjagt - det kan du læse om HER!
Så det med at være "bidt" af dinosaur, er noget min onkel Steen, har smittet os med.
 
Og når man nu er ramt, hvor heldigt er det så ikke lige, at netop Berlin rummer en af verdens mest imponerende dinosaursamlinger.
På Prenzlauer berg finder man det imponerende museum; Museum für Naturkunde. På museet kan man se en fantastisk fossil- og mineralsamling, en imponerende flot udstilling af udstoppede dyr fra vand, land og luft - en lidt bizar samling af fostre i alle stadier. Men mest berømt er museet for to spektakulære udstillinger nemlig: den største monterede dinosaur i verden, og et udsøgt eksemplar af den tidligst kendte fugl, Archaeopteryx. Museet er etableret tilbage i 1810, og er det ældste naturhistoriske museum i Tyskland.
 

 

Imponerende og overvældende er det, når man træder ind i den første af museets smukke udstillingssale. Denne rummer nemlig verdens største intakte dinosaurskelet, den uddøde Brachiosaurus brancai. WAUW!!!!
 
Vi har besøgt museet flere gange, da det er et af de steder i Berlin, drengene meget gerne kommer.
Til museet er der en ret skøn museumsbutik, hvor jeg sammen med mine drenge godt kan bruge meget tid og mange euro, for her kan man købe de fedeste dinosaur i alverdens afskygninger. Mine drenge sover hver nat med en dinosaur i fodenden af sengen, som de har erhvervet sig på museet, men sådan må det være, når man er bidt af en gal dinosaur.
Museet er absolut et eller flere besøg værd, og har man børn med til Berlin, er det nærmest et must. I hvert fald ville det være det første, af ellers mange seværdige museer i Berlin, jeg ville vælge at vise mine børn. (Pergamon museet på Museums øen er også et godt bud) 

 
 
Og når man på Prenzlauer berg, er det jo fantastisk, at den del af byen rummer flere skønne steder for og med børn.
Derfor skal mit næste rejsetip på bloggen gå til Prenzlauer berg med børn.  

 
 

søndag den 12. april 2015

Rejsetip Berlin 4 - Friedrichshain

Mine forældres lejlighed ligger på Freidrichshain. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvor langt fra centrum lejligheden ligger. Spørgsmålet er rigtigt svært at besvare, for Berlin har ikke ét centrum, men mange af slagsen. Berlin er oprindelig opstået af mindre byer,  hvorfor hver bydel har sit eget rådhus og særegne. Yderligere var Berlin, som bekendt, indtil for 25 år siden opdelt i to - et øst og et vest. Både i øst og i vest udviklede sig et centrum - i øst omkring Alexanderplatz og i vest omkring Kurfürstendamm. Berlin består officielt af 12 distrikter/bydele, hvor af Friedrichshain er en af dem.
 
 
Friedrichshain er Berlins mindste (og skønneste) bydel. Efter murens fald blev bydelen indtaget af  studenter, kunstnere og besættere, da de misligholdte boliger på Friedrichshain, var til at betale. Bydelen var kendt for dens mangfoldighed, kulør, iværksætteri og kaos. Gennem de seneste 8 år, hvor vi er kommet i bydelen, er der sket meget. Byfornyelsen har slebet mange af de rå kanter af Friedrichshain, hvilket tiltrækker flere velbeståede tilflyttere.
Men Friedrichshain er stadig broget, ufriseret og eksperimenterende, heldigvis.
Det er min erfaring, at mange turister ikke kender så meget til Fredrichshain - sikkert fordi området ikke rummer de store kendte bygninger, eksklusive indkøbscentre eller museer. Eneste sådan rigtig kendte seværdighed er East side Gallery, det længste eksisterende stykke mur udsmykket af forskellige kunstnere (herom i et senere indlæg).
Men Freidrichshain er alligevel der, jeg holder allermest af at opholde mig. På Friedrichshain ligger spisesteder, cafeer, kaffebarer og cocktailbarer side om side ... primært området omkring Simon Dach Str. er et mekka af forskellige restauranter med retter fra alle verdensdele. På Friedrichshain finder man også et væld af fine specialforretninger.
OG det er også på Friedrichshain, man finder Boxhagener platz - et stort grønt område med græsplæne og legepladser. Rundt om pladsen er der hver lørdag økologisk bio-marked, hvor man kan købe friske æg, grøntsager, frugt, blomster, ost, kød, marmelader, krydderrier, urter ... stedet er et stort leben af mennesker. 




Jeg elsker at starte min lørdag i Berlin på markedet - elsker at snuse rundt mellem de mangle boder og handlende, hvor den ene fristelse efter den anden står i kø. Allan og drengene deler ikke ubetinget min passion, men så er det heldigt, at der på pladsen er en skøn legeplads, hvor drengene kan lege, og hvor Allan kan drikke økokaffe på bænkene under de store træer.


 
 
 
 
Ingen lørdag i Berlin uden bio-markedet og ingen søndag uden loppemarked. Kl. 16.00. lørdag ryddes pladsen med handlende. Stilladser, sejl og vogne tages ned og køres væk, for søndag kl. 11.00. fyldes pladsen på ny, denne dag med gamle sager, meget er efter min bedste overbevisning noget værre skrammel, men der kan absolut findes fine sager til fine priser. Selv har jeg købt flere gamle remedier fra tidligere østtyske skoler - anskuelsestavler og billeder. Jeg har også købt gammelt julepynt, vintage knapper og trææsker - udvalget er stort og broget.
Loppemarkedet på Boxi (sådan omtales Bohagener platz blandt berlinere), er beskrevet i mange guides til Berlin, hvorfor det om søndagen er ret turistet på Friedrichshain.   




Friedrichshain, Berlins mindste bydel tildeles min varmeste anbefaling. Der er meget at komme efter, også selvom det ikke er søndag og loppemarkedsdag. En tur rundt i gaderne omkring Boxi, for at snuse rundt i de små hyggelige butikker, eller en hyggedag med kaffe under varmelamperne på Simon Dach Str. er blandt mine yndlingsattraktioner i Berlin.  

tirsdag den 7. april 2015

Rejsetip Berlin nr. 3 - De jødiske mindesmærker

Berlin er så meget, har jeg ved flere lejligheder skrevet, og alene af den grund bliver jeg aldrig færdig med Berlin.
Berlin er i høj grad historie! 
De mennesker der oplevede 2. Verdenskrig er snart væk, men historierne om 2. Verdenskrig må endelig ikke dø med dem. Vi skal fortsat søge information om og opnå indsigt i tiden dengang.
Om hundred' Aar er alting glemt,
Venner! hvad end vi her maae lide;
skriver Carl Søeborg skriver i et digt - jeg tror, at der er stor sandhedsværdi i de to verselinjer, og derfor er det af endnu større vigtighed at få formidlet vores viden til de kommende generationer.

Berlin ønsker ikke at fortie fortiden, og man kan derfor mange steder i byen gennem museer, skulpturer, større eller mindre monumenter mindes krigen. Der findes mange mindesmærker over jøderne i Berlin. Det er nogle af de mindesmærker, dette indlæg skal omhandle.
Det er vanskeligt at tale om jøderne i Berlin uden at nævne nazisternes myrderier og forfølgelser fra 1933-1945. Omkring 6 millioner jøder blev myrdet af nazisterne i udryddelseslejre, ved skydning, ved mishandling og udsultning, på fangetransporter og på dødsmarcher. Langt de fleste i Østeuropa og Sovjetunionen. Et sted mellem 160.000 og 200.000 berlinske jøder blev brutalt myrdet.
I 1945 var der kun 8.000 jøder tilbage i Berlin.
Jødernes historie i Berlin kan dateres tilbage til år 1295 - deres liv, historie, kultur og skæbne kan opleves på Det Jødiske Museum. Museet besøgte jeg for 8 år siden, første gang jeg var i Berlin. Museet ligger i Lindenstr. på Kreuzberg, placeret i en meget speciel bygning fra 2001 tegnet af arkitekten Daniel Libeskind.
Bygningen alene er et besøg værd. Den er lavet i form af et zig-zag og bliver i folkemunde kaldt "blitz" (lynet). Museet rummer udemærkede oplevelser, men i min erindring står en bunke af jernansigter, som publikum opfordres til at gå henover, stærkest.
 


Det Jødiske Museum har jeg kun besøgt den ene gang, og det er ikke et sted, jeg nødvendigvis søger tilbage til. Det er for mig andre mindesmærker der har bundfæstet sig, og som har givet mig et indblik i jødernes skæbnesvangre historie før og under 2. Verdenskrig. 
Det største monument over de myrdede jøder er placeret midt i det centrale Berlin ved Brandenburger Tor. Alene placeringen og størrelsen af monumentet taler sit eget tydelige sprog, at dette er noget, den tyske stat og det tyske folk tager meget alvorligt.
"Holocaust-Mahnmal- Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas", hedder monumentet.
 Mindesmærket blev vedtaget i den tyske Bundesdag i 1999. efter to års byggeri blev det indviet den 10. maj 2005. 

Monumentet er lavet af New Yorkerarktitekten Peter Eisenman og består af et bølgede areal på 19000 kvadratmeter hvorpå 2711 betonsøjler i forskellige højder er rejst. Der er ikke forklaring på monumentet, så symbolikken er op til den enkelte, men sikkert er det, at monumentet er storslående og har en effektfuld virkning, hvadenten man forstiller sig den som en kold gold skov, en menneskemængde eller noget helt tredje. Der er fri adgang til monumentet døgnet rundt, og uanset tidspunkt på døgnet er det en særlig oplevelse.
Under mindesmærket ligger et besøgscentrum, som også er et besøg værd. Det beskriver Holocaust i ord, enkelte billeder og efterlader et stærkt og bevægende indtryk. Man bliver stille, når man konfronteres med omfanget af myrderierne beskrevet i små personlige historier.

Bare 100 meter væk under en parkeringsplads ligger indgangen til Hitlers fuhrerbunker. Der er intet at se, kun et optegning over bunkerens oprindelig indretning - herom i et senere indlæg.


 




Når man kommer fra undergrunden ved Friedrichsstrasse tager en bronzeskulptur lavet af billedhuggeren Frank Meisler imod. Skulpturen er en stille stund værdig.
Med titlen Züge in das leben, züge in den tod, fortælles historien om de jødiske børn - de få, der umiddelbart før krigen blev sendt med tog til England og der redede livet, og alle de jødiske børn der kom på deres sidste rejse - toget til døden

Jeg bliver glad langt ind i kroppen, når jeg ser de friske blomster, der kærligt er placeret i hænderne på de jødiske børn. Næste gang jeg skal på Friedrichsstrasse er det mig, der har blomster med.


 
Sigende udtryk skabt i bronze

  
Det gamle jødiske kvarter omkring Sofien- og Auguststrasse er et af de områder i Berlin jeg holder allermest af. De smukke gader med fine forretninger, den gamle jødiske kirkegård, Clärchens Ballhaus, Häkischer Höfe med Blidenwerkstatt Otto Weidt (indlæg herom senere) - er alle steder jeg jævnligt vender tilbage til. Fælles for stederne er, at de emmer af historie og autenticitet. 
At der skulle flere besøg i kvarteret til, inden jeg opdagede et områdets allerfineste seværdigheder, kan undre, men sådan er det utvivlsomt for mange, for snublestenene gør ikke meget væsen af sig. Det er kunstneren Günter Demnig (f. 1947), der står bag en serie af mindesmærker udformet som messingbrosten (snublesten eller stolpesteine).
 

 
Günter Demnings hjemmeside står; Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske, Èn historie. De første sten blev lagt i 1997. I dag er der støbt 17000 snublesten, de findes i Tyskland, men også i Østrig, Ungarn, Holland, Polen og Tjekkiet. I Berlin er 5000 sten lagt ned i gadebelægningen foran huse, hvor ofre fir nazismen har boet. På hver sten er indgraveret et navn. Derudover er de fakta, der kendes af følgende, fødselsdato, dato for evt. deportation, dødsdato og dødssted.
De sparsomme oplysninger gør, at fantasien og tankerne om den skæbne det menneske bag bronzekvadratet har lidt, kan folde sig ud for os i dag.
Stenene giver os mulighed for at mindes folk som individer. Man kan stå foran det hus, hvor folk boede og føle en fysisk nærhed med dem på tværs af tiden. At stå foran personernes huse giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke blot anonyme dele af en større gruppe.
 
Her i det jødiske kvarter ligger snublestenene tæt, men de er at finde rundt i hele Berlin. Når drengene eller jeg finder dem, standser vi altid op og læser de korte inskriptioner. Det afføder som oftest mange spørgsmål, som ikke altid er så let at få sat de rigtige ord på. Sammen regner vi ud, hvor "gamle" personerne blev - grimme regnestykker. Hver gang bliver jeg ramt af Berlin og af deres måde at formidle historien på. Måske er det i virkeligheden det, jeg holder så meget af ved at være her, at det er uhyggeligt autentisk, men på trods af dette alligevel smukt og fint. Jeg bliver taknemmelig over, at jeg kan lære mine børn at forstå den grusomhed jøderne og andre mennesker led under 2. Verdenskrig, fordi historien er lige rundt om os. Jeg tror, at den måde at lære og forstå historie på er den, der går rent ind, sætter sig fast og forbliver. 
 

Billedet ovenfor er taget på Auguststrasse aftenen inden fejringen af 25-års dagen for murens fald. Om det er i den anledning, at der ved samtlige snublesten i det gamle jødiske kvarter var tændt lys, ved jeg ikke - men smukt, det var det.  
Nedenfor de to jøder i Berlin "jeg bedst kender"; Marta og Hans Litten.
Parret boede på Grünbergerstr. næsten over for os. Jeg har ved flere lejligheder ladet tankerne lede mig tilbage til 1943 og forestillet mig de to midaldrende menneskers liv i Grünbergerstr.


 
Mange af vores oplevelser i Berlin har efterladt spor, viden, indsigt og gjort tænksom. Min række af jødiske mindesmærker slutter ved den absolut stærkeste og mest gribende oplevelse jeg hidtil har haft i Berlin - mindesmærket Mahnmal Gleis 17.
 
Stationen Grunewald var under Anden Verdenskrig en godsbanegård, hvor fra tusindvis af jøder blev sendt til Auschwitz, Theresienstadt og andre lejre, hvor de næsten alle omkom.
Når man stiger af S-toget og går i undergrunden, ses for enden af gangen et stort skilt
Mahnmal Gleis 17 - smuk titel - ikke?  
Det centrale element af mindesmærket er sammensat af 186 stålsveller arrangeret i kronologisk rækkefølge og sat på siden af perronkanten. Hver svelle fastsætter datoen for en transport, antallet af deporterede og destinationen  - primært koncentrationslejren Theresienstadt.
 
Her er de ikke de store armbevægelser eller et kæmpe monument, men den stille og grusomme virkelighed, der, set gennem mine øjne, udfolder sig på jernbanesvellerne ved Gleis 17 - det kræver ikke megen fantasi at se det hele udspille sig. I hvert fald lykkedes her, simpelt - men effektfuldt at sende mig 70 år tilbage i tiden og se det grusomme sceneri udspille sig for mine øjne. Derfor kapitulerede jeg og græd ... af frustration, vrede, angst, medlidenhed og af taknemmelighed. Jeg behøver vel næppe skrive, at det sted er noget ganske særligt.
 
  Arthur i en tænksom stund. 
 
Du kan, hvis du har lyst, læse om mit første møde med stedet lige her  
 
 
Bis März 1945 standen Menschen auf Gleis 17 des Bahnhofs Grunewald, um ihren Weg in den Tod anzutreten
 
  
I dette indlæg havde jeg også gerne skrevet om den jødiske kirkegård på Prenzlauer Berg. Min mor har fortalt mig om den, men desværre har jeg endnu ikke set den. Det står så absolut på min liste over seværdigheder, jeg skal se på et af mine kommende besøg i Berlin

mandag den 6. april 2015

"Påskepynt"

 
Så er vi kommet godt hjem fra Berlin, og hvis vi skal nå at få påskepyntet lidt, så er det da mere end opover. Heldigvis er pynten ikke så afgørende for om det er påske eller ej, da den udelukkende består af græsreder og forskellige æg. På markedet i Berlin har jeg købt store og flotte spættede kalkunæg. Jeg har flere gange set dem dernede, men tænkt, at de måske var for skrøbelige at transportere den langevej hjem, alligevel tog jeg denne gang chancen  og alle ti er intakte også efter, at jeg i dag har pustet dem ud.



Sidste år fik vi af vores nabo de smukkeste grønne andeæg, som deres smukke ænder havde lagt. Nu er de igen fundet frem, og ligger i et fad på sofabordet.

 
I Tyskland ses mange steder plasticæg på træerne, en tradition som langsomt breder sig op over den danske grænse, men som jeg indtil nu ikke er gået om bord i. Nu er jeg også med , og købte denne gang 3 poser med hvide plasticæg, det er godt nok ikke helt tysk, skulle jeg havde fulgt dem, havde jeg valgt alle regnbuens farver, men så dristig er jeg ikke - endnu.
 
 

Hjemmelavet påskepynt - gåseæg med ståltråd og en hjemmelavet græsrede
 


Oprydning på køkkenhylden - hvor karaflerne er rengjorte og hjemmebrygget snaps er klar til min svigerfar snart kommer og prøvesmager. Et strudseæg er puttet i montre.




I morgen melder hverdagen sig på ny, men indtil da skal den sidste feriedag stornydes.