søndag den 14. september 2014

Et godt øje til september



 
Jeg har altid haft et godt øje til efteråret - særlig september;
- hvor man kan være heldig, at sommerens varme stadig hænger ved
- hvor naturen så småt begynder at klæde sig på i gyldne nuancer
- hvor der er en særlig duft af muld,  svampe, nedfaldsblade og -frugt
- hvor strikketrøjer, tørklæder og tykke strømper er naturligt (jeg ynder at gå i det hele året)
- hvor andejagten går ind
...
 
 I dag har jeg luftet mit kamera lidt, og nu hvor billederne ruller ind på skærmen, går det for alvor op for mig, at det er blevet efterår i løbet af de par uger, jeg har opholdt mig på sofaen. Meget af det, jeg elsker ved september, har jeg fået lov til at opleve i dag.
 



Jeg har samlet krydderurter i haven, som skal i endnu en omgang djævelsk stærk chiligryde.
I går var der loppemarked i vores forsamlingshus, hvor jeg fandt denne skønne hakker, den ventede da lige på mig. Jeg forstår slet ikke, at jeg har kunnet undvære sådan et redskab, hvor er den bare fantastisk og tilmed smuk.
 


Vi har været i gårdbutikken, som lige nu bugner med lækkerier.



Og da solen gik ned - lyset blev til tusmørke, for senere at blive til mørke... da ventede vi ved søen på, at ænderne skulle komme.

Det har været en stille aften... hvor regnen lavede cirkler på søens vandoverflade. Hvor gode stemmer fra lavt talende jægere og mine drenge, blev afløst af den særlige lyd der er, når en flok af ænder nærmer sig, for igen at blive afløst af lyden af en skarp i ørefaldende fiskehejre. 
Dernæst store brag i tusmørket når skud løsnes - efterfulgt af plask på vandspejlet.
Hunde der gør... og hjemmelavet æblekage i laden med stearinlys og grønne mænd.

Er der noget at sige til, at jeg har et godt øje til september?


lørdag den 13. september 2014

Dalialykke

Åh, det var sådan en dejlig dag i går.
Jeg er så småt begyndt at komme lidt ud i verden igen. Efter 14 dage på sofaen er det en befrielse igen at kunne køre bil.
I går hentede jeg drengene efter skole og kørte en tur til min mormor og morfar, hvor jeg havde glemt min taske aftenen forinden, da vi fejrede min mormors 85 års fødselsdag. I deres have spiste vi is under egetræet, mærkede den varme efterårssol brænde sig ind i huden og nød hinanden.  
Dernæst kørte vi ind og hentede min bedste, som vi havde lovet aftensmad og fredagshygge. Tænk, jeg ved jeg skriver det ofte, men tænk, tre bedsteforældre, som godt nok er gamle, og hver især har deres udfordringer, men som alle det på trods er rørige og fuld af kærlighed til mig og mine kære, jeg er SÅ heldig og rig. 


Min mor havde inviteret os en tur på gården, så bedste kunne få en stor buket dalier. Hvor blev hun glad for den invitation.
Mine forældres have er netop nu et overdådigt blomsterhav af dalier i utallige farver og former.
Jeg knipsede løs med kameraet, kunne slet slet ikke lade være med at forsøge at indfange noget af magien. Jeg håber, at bare noget glæden og gårdagens eftersol er fanget, men det er svært, for ikke meget når den lykke, det er, at komme ud i efterårssol, være omgivet af sine kære og plukke dalier.  



Min smukke mor, daliabuket til bedste og Viktor på frierfødder



Arthur med den dalia, han syntes, var den smukkeste af alle. Den var også blandt mine favoritter.


Arthur havde af en pind, lidt elefantgræs og blade lavet en fiskestang.
Her er han på vej ned gennem haven til søen. Den alvidende fortæller, kan allerede nu afsløre, at det eneste bid han fik, var skindet af en død frø, ikke videre lækkert, men han var ret godt tilfreds med den fangst , så den studerede vi i lang til, læs her, at moderen mente, at mindre tid havde kunnet gøre det.



De første kastanjer er faldet til jorden.
Bedste betragter Arthur, der har smidt tøjet og hoppet i søen.



I søen havde Arthur travlt med at finde frøkapsler fra afblomstrede gule iris. Viktor og jeg pillede frøkapslerne fri af frø, og drengene ståede frøene i søen, så der forhåbentlig kommer endnu flere gule iris langs søens bred til næste år.




Min smukke søde Viktor, som efterhånden bliver så stor, og så sjældent lader sig fotografere.






Og når man nu er ved bedstemor og bedstefar, så er det bare om at komme i køkkenhaven med bedstefar og hjælpe til med at samle kartofler og rykke gulerødder op.




fredag den 5. september 2014

Gaver med hjerte

I dag har jeg haft besøg af min søde og dygtige veninde.
Ikke nok med at hun forkælede mig med dejlig morgenmad, hun havde også den skønneste gave med.
Bare indpakningen... - det i sig selv - wauw!
Tænk, Lise har sirligt skåret det fine ornament som pryder pakken. Sikke en tid hun har investeret i mig, hvor er jeg taknemmelig!
Nu er det fine ornament bragt i sikkerhed i bogen "Bifolket", og når jeg er på benene igen, går turen, som noget af det allerførste, til rammeforretningen, for den skal indrammes og hænges op.



Og under papiret var flere lækkerier som rammer mig i hjertet, dels fordi det var smukke ting, men mest af alt fordi de alle er hjemmelavede, og alle lavet til mig med omtanke for hvem jeg er, og hvad jeg holder af. Hvilken lykke, og hvilken rigdom jeg i dag fik foræret udover, at jeg blev beriget med gode ord, tanker og nærvær. Tak søde Lise!


Lises små fine frøposer, er det ikke en kær ide?
Efter Lises besøg havde spisebordet udviklet sig til et kreabord med garn, gaver, billeder godt blandet med de sidste rester fra morgenspisningen og et nyhøstet bundt krydderurter fra haven, som skal laves til en krans.
Hyggeligt rod.


Rigtig dejlig weekend til jer alle

onsdag den 3. september 2014

"I lodret"




Dagene sniger sig af sted... ikke med hastige skridt, men stille og roligt - foruroligende stille.
Når man venter og har ondt, er dagene lange.
Jeg har ondt!  - Og jeg venter med længsel på at komme på benene igen.
 
I fredags blev jeg opereret. Ikke alt gik efter planen, desværre, men jeg tror alligevel på, at det nok skal vise sig at være det hele værd.
Heldigvis havde jeg "glemt", eller i hvert fald fortrængt, hvor ondt og langsommelig en proces det var, da jeg sidst blev opereret.
Da jeg sidst blev opereret, var jeg netop begyndt at blogge her på Ylvalishule, og jeg har i dag rejst tilbage til de indlæg, jeg dengang skrev. her!
 
Det var en hæslig tid, hvor jeg befandt mig i et smertehelvede af dimensioner, som jeg, som allerede skrevet, heldigvis har været i stand til at fortrænge. Ikke nok med, at jeg var fysisk hårdt ramt, og stort set lå på langs i tre uger, var jeg også trist, og udviklede, set i bagklogskabens klare lys, en mindre form for angst. Tristheden og de indre dæmoner drev virkelig gæk med mig.
Heldigvis er det denne gang ikke så slet som sidst, og allerede i dag kunne jeg bevæge mig over til kaffe ved genboen, langsomt - men lidt har også ret.
Og her til aften, var jeg med Arthur en tur i haven og nyde dagens sidste solstråler.


Farmor har stikket en ny trøje til Arthur. Det er hun ferm til!
Skønne farver, som Arthur er så smuk i.



I haven plukkende vi en skøn velduftende buket af krydderurterne; bronzefennikel, oregano, salvie, melisse, lavendel, mynte og dild. Arthur lavede en rede af græs og nedfaldsblade på græsplænen, som han har store forventninger om, at en fugl vil lægge æg inden for nærmeste fremtid. Jeg tænker, at den fugl vist skal hjælpes lidt på vej.



Dejligt, at komme lidt ud. Selvom benet gør herrenas, er det herligt at være "i lodret", sådan er jeg nu engang bedst tjent. For meget "i vandret" gør mig rastløs, vemodig og for mange indre dæmoner  bider sig fast i haserne på mig, hvilket jeg nægter må ske denne gang. Så jeg kigger mig om efter al den skønhed, der er omkring mig, bestræber mig indædt på, at lukke øjnene for nullemænd, stankelben og fluelort. Og samler energi til endnu flere minutter "i lodret" i morgen.