...

 

I pinsen ville jeg i haven, jeg ville trodse vind og vejr havde jeg proklameret, for i pinsen ville jeg i haven. Det hele blev så meget anderledes end forventet, min morfar er syg, igen - mit hjerte bløder, for min morfar - og for min mormor, som begge kæmper deres kampe med og for livet-  og samtidig med tankerne om en ukendt fremtid med eller uden hinanden.

Jeg bestræber mig på at nyde øjeblikkene sammen med dem og være tilstede. Men nuet i deres tilstedevær er forbundet med et følelsesbombardement af frustration, sorg, taknemmelighed og inderlig kærlighed, som jeg dårligt kan navigere i.

Tankerne tager i denne tid på rejser tilbage i tid med dem som to af nøglepersonerne i mit liv - det er kærlige, taknemmelige, men også ganske overvældende følelser det ind i mellem kan afstedkomme.   

At jeg midt i dette samtidig er i gang med at afslutte min 9.klasse, som gennem de seneste tre år har arbejdet sig under huden af mig og har fyldt mit arbejdsliv med lykke og udfordringer -  føles ganske overvældende.

 

Det skal mærkes, at vi lever - lige nu mærker jeg det i et omfang, så jeg i hvert fald ikke er i tvivl.

- Jeg ler meget og højt, fordi der er så meget at være taknemmelig for.

- Jeg længes og mindes, så det river i hjertet

- Jeg græder ofte, fordi jeg ikke kan lade være

-  Jeg elsker mine kære, fordi jeg har været ualmindelig heldig med dem.

- Jeg sover dårligt, fordi jeg våger

- Jeg tror vist ikke så meget, men jeg klamrer mig fast til håbet og ønsker mig som sjældent før

 

Jeg kan mærke, jeg er i live - og i bund og grund, så tænker jeg, at det er ganske godt en gang i mellem at mærke rigtig godt efter, så det hele ikke bliver selvfølgeligt.