Mauerfall 25 jahren

Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Berlin i går fejrede 25-års dagen for murens fald. Flere 100.000. turister var taget til Berlin i denne weekend for at være med til fejringen, og blandt disse var vi. Hvor talstærk menneskemængden i disse dage har været i Berlin, vides ikke, men man anslår, at aldrig har en novemberdag i Berlin været så besøgt som i går

Jeg vil vove den påstand, at jeg altid interesseret har lyttet efter i historietimerne, men trods det er det aldrig rigtig lykkes nogen af mine historielærere at trænge igennem med budskabet og omstændighederne omkring Berlinmuren.
Først i mit voksne liv, og måske i særdeleshed først efter, at jeg ganske ofte besøger Berlin, er det lykkes mig at forstå tankerne bag muren.
Dette indlæg bliver, kan jeg allerede nu mærke, et langt indlæg, da alle mine oplevelser og tanker, skal nedfældes, mens de stadig er friske i hukommelsen. Så er det op til dig, om du er med på et langt indlæg.

Selve konstruktionen af muren begyndte natten mellem d. 12. og 13.aug. i 1961.

Muren skilte Vestberlin fra Østberlin og resten af DDR. Det var DDR, der lukkede grænsen mellem de to dele af Tyskland. Den reelle årsag til byggeriet af muren var at forhindre, at befolkningen flygtede til det rigere og  demokratiske vesten, hvilket ville medføre en økonomisk kollaps for DDR. Berlin var det eneste sted, hvor østtyskere stadig uhindret kunne flygte til vesten.

 

Mellem 1961 og 1989, mens muren stod, flygtede over 5.000 fra øst til vest. Lidt over 3.200 blev arresteret for flugtforsøg, mens 136 blev dræbt under flugtforsøg. Yderligere blev 251 mennesker dræbt ved grænsekontrollen i Berlin.

 

 

Berlinmuren faldt endeligt natten mellem torsdag 9. nov. og fredag d. 10. nov. i 1989.

Årsagerne  til murens fald var det stærke pres fra befolkningen om at indføre rejsefrihed og den øgede republikflugt fra DDR til Vesttyskland.

 

Klokken 18:53: En af topfolkene i DDR-styret, SED-politbureaumedlem Günter Schabowski, fortæller i Østberlin på en pressekonference, der bliver sendt direkte i østtysk tv, om en ny rejseforordning.
Den skal give østtyskerne mulighed for at foretage private rejser til udlandet uden særlige forhåndskrav. Loven skal først træde i kraft næste dag, men da flere pressefolk spørger, hvornår den skal gælde fra, roder Schabowski i sine papirer og fremstammer: »Det sker efter mit kendskab ... det er med det samme ... øjeblikkeligt«. "Ab sofort"

Omkring klokken 21:20: Tusinder af østberlinere har samlet sig ved grænseovergangen Bornholmer Strasse i østbydelen Prenzlauer Berg og kræver grænsebommen hævet.
Grænsevagterne venter forgæves på en ordre fra oven. Fra. klokken 23 er presset på grænseovergangen ved Bornholmer Strasse så stort, at vagterne til sidst åbner grænsen og opgiver kontrollen.

Klokken 22:44: Politiet i Vestberlin melder, at Muren på vestsiden af Brandenburger Tor har fået skader, fordi folk er begyndt at hamre løs på den med hamre.

Millioner af DDR-borgere får en entusiastisk modtagelse i Vestberlin.
I løbet af de næste 45 minutter krydser omkring 20.000 mennesker grænseovergangen og i løbet af natten krydser flere millioner østtyskere grænseovergangene.

Lørdag aften tog vi en tur ind til Brandenburger Tor. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at så mange havde fundet derind allerede et døgn før den egentlige happening. I sneglefart bevægede vi os, sammen med menneskemassen, fra Pariser platz v. Brandenburger Tor under byporten med sejrsgudinden Victoria til den anden side af byporten, hvor muren tidligere gik.

Den tidligere murgrænse mellem øst og vest kan stadig ses i gaderne, hvor to rækker af brosten markerer skellet.

Under 25-års jubilæet er den tidligere grænse markeret med 7000 lysende balloner, som tilsammen danner en lichtgrenze.

 

Øverst; rigsdagen hvor regeringen og parlamentet holder til

Nederst; v.Hauptbahnhof med udsigt over Spree og med Fernsehturm i baggrunden

 

Efter overvældende oplevelser ved Brandenburger Tor tog vi til det gamle jødiske centrum omkring Sofien- og Auguststrasse. Her drak vi kaffe på det gamle dansested Clärchens ballhaus og spiste dejlig tapas på en nærliggende restaurant.
Dernæst gik vi gennem de smukke gader i de jødiske kvarter, hvor snublestenene, som jeg så ofte har omtalt her på bloggen, ligger tæt. Om det var i forbindelse med jubilæet, at der var placeret lys ved samtlige snublesten lørdag aften, ved jeg ikke, men gribende og smuk var det.
Når jeg i skrivende stund fra min lænestol godt hjemme i Danmark genser dette billede, ved jeg, hvorfor Berlin har ramt mig lige i hjertekuglen.  

Efter at have oplevet Brandenburger Tor lørdag aften, blev vi hurtigt enige om, at vi ville se ballonopstigning i noget roligere omgivelser. Derfor valgte vi at tage til East Side Gallery. Hvor vi håbede på godt udsyn og knap så mange mennesker.
East Side Gallery er med sine 1316 meter det længst stykke bevarede Berlinmur. Den står i Mühlenstraße i bydelen Friedrichshain-Kreuzberg og løber parallelt med floden Spree mellem den smukke bro Oberbaumbrücke og Berlin Ostbahnhof. Muren er udsmykket af 118 kunstnere fra 21 lande. Der er i alt 106 motiver, der er malet på den østlige side af muren. Malerierne relaterer til de politiske forandringer i årene 1989 og 1990.

 

Ingen tvivl om, at menneskemasserne ved East side Gallery var mindre end på Brandenburger Tor, men mange, som i rigtig mange, havde også fundet denne vej. Trods mange mennesker foregik det alt sammen stille og roligt. I spænding ventede vi på, at ballonerne kl. 19.15. skulle stige til vejrs. Hvad der præcis skete, og hvordan man præcis havde forestillet sig, at ballonerne skulle sendes af sted, ved vi ikke. Men ved ca. 19.35 tiden løsnedes de første balloner deres standere og over det næste kvarters tid steg ballonerne mod den sorte aftenhimmel. Det så rigtig fint ud, og der blev jublet og klappet. Men finest er symbolikken og tankerne bag de lysende balloner. På hver enkelt ballon var monteret en personlig hilsen, som sammen med ballonerne steg til vejrs. 

Og der i mørket, sammen med min familie, blev jeg varm, rørt og glad langt ind.

Det krævede ikke megen fantasi at fremkalde sig billeder af glade, opstemte, forvirrede og delvis skræmte Østberlinere, da muren for 25 år siden faldt.

Jeg håber, at mine drenge tager denne oplevelse med sig, som noget af det fineste, de har, og måske kommer til, at opleve i deres liv.  

Tilslut et fantastisk billede fundet på Wikipedia.

En ældre kvinde, som vinker til alt det nye i Vest efter 28 års adskillelse.