fredag den 3. april 2015

Rejsetip Berlin nr. 1 - Chorin


Jeg har fået en ide, som jeg håber, I synes om? (Det skal læses som et spørgsmål)

Ideen er er stærkt inspireret af kæreste Marina, som hver fredag på BADUT laver fine rejseindlæg med skønne ideer fra familiens rejser rundt om i verden. Det er min erfaring, at Berlin er et yndet rejsemål. Jeg oplever, at danskernes interesse for byen er stadigt stigende. Relativt ofte bliver jeg spurgt efter spændende seværdigheder, gode spisesteder mm. når nogen i min omgangskreds skal aflægge Berlin visit. Og selvfølgelig deler jeg gerne ud af den, om end stadig begrænsede, viden, jeg har.  

Berlin ligger i fornuftig køreafstand fra Danmark. Fra det Midt jyske er der ca. 600km., som på en god dag (aften/nat) kan tilbagelægges på ca. 6 timer. Berlin er et mekka af seværdigheder, hvad enten man sværmer for dem med historisk islæt eller ej. I bund og grund er Berlin, som de fleste storbyer, så meget... at jeg har tabt en del af mit hjerte til Berlin, kan ingen, der kender mig være i tvivl om. Over de seneste 8 år har jeg sammen med min familie besøgt byen ca. 35-40 gange - vildt, og alligevel er jeg så langt langt fra færdig - jo mere byen kommer under huden, jo større er ved afrejsen længslen efter snart at komme tilbage og mærke, lære og opleve mere.
Jeg har gennem årene samlet ord, billeder, stemninger, ideer og tanker - som jeg gerne deler her, i et beskedent håb om, at jeg måske kan inspirere andre til at besøge byen, måske inspirere til at opleve seværdigheder, som ikke lige falder først for? Ved lidt held kan det måske endda lykkes mig, at få mine læsere til at byde ind med deres tanker og ideer om Berlin? Gid det var muligt, for først da bliver det jo rigtig givtigt.
Jeg har besluttet at jeg de kommende måneder hver weekend vil skrive et indlæg om Berlin. Jeg håber, at I er med på en lille rejse mod øst til Tysklands hovedstad; skønne upolerede imponerende Berlin.

Lidt misvisende starter min række af indlæg om Berlin med en times kørsel øst for Berlin, fordi det er der, vi har været i dag. Jeg vil gerne tage jer med til Chorin - hvor der ligger et fantastisk smukt kloster. Sidste år i påsken aflagde vi stedet besøg, ikke så meget for klosteret, men mere fordi der ved klosteret, var et fængende middelaldermarked, der siden det sidste besøg, har stået øverst på drengenes liste over, hvad vi bare måtte se igen.

Allerede på afstand kan man se det gamle cistercienserkloster, som er en af ​​de vigtigste arkitektoniske monumenter i den tidlige gotiske mursten arkitektur i Brandenburg. Klosteret er fascinerende smukt og ligeledes området omkring klosteret med skove og søer. Klosteret er bygget i 1273 som et familiekloster.
Man omtaler i Tyskland klosteret Chorin, som et "landets smukkeste smykker."


Vores sidste besøg og flere billeder af slottet kan du læse om her
 
Også i dag var rammen for et fantastisk middelaldermarked sat. Allerede ved indgangen henføres man til en svunden tid, en tid hvor vejende vimpler, middelaldertelte, kutteklædte munke, fæstemøer og riddere med ringbrynjer er hverdagskost. Som i en tidslomme indsluses vi gennem porten sat 1000 år tilbage - på pladsen blander dufte af nybagt brød og smedjerøg sig med lyde af hestehove, gøjlerbjælder og sværdkamp. 
Så det eneste det kræver er, at lade øjnene danse mellem de mange indtryk - og tage ind, inspireres, forundres og tage ved lære.    
 
 


Boderne bød på et slaraffenland af keramik, krydderier, smykker, tøj, sæber, mad, drikke, horn, våben, glas, træ...
Der var teater, leg med ild og akrobatik, musiske indslag - fantastiske dragter af mytiske figurer.
Tønden med stjerner er en ide, jeg tager med mig hjem - sådan én (eller flere) skal laves til min have, den er da så skøn.



 
 




Mistelten er ret almindelig i Tyskland, og jeg har utallige gange kigget langt efter de grønne vækster øverst i træernes toppe. 
I området omkring Chorin er træerne tætte af mistelten, men selvfølgelig er de placeret netop for højt til, at man kan nå dem ... MEN, på køreturen i dag var det bid... et overraskende og på det nærmeste hysterisk vræl, væltede til min egen overraskelse ud af mig, da jeg ved vejkanten så dette. En fæl storm rasede over Tyskland for nogle døgn siden. Desværre kostede stormen 9 mennesker livet, frygteligt... - og det kommer derfor til at virke lidt banalt, når jeg kan "hygge" mig med, at netop den selvsamme storm har blæst store træer omkuld, så jeg kunne plukke store mængder af den ellers ufremkommelige mistelten. Nu er bagagerummet fyldt med mistelten, sygt - mener, manden og mine børn, men jeg er næsten i euforisk tilstand. De ved vist ikke hvad en lille dusk koster op mod jul. Nu er det godt nok ikke op mod jul, og der er sikkert ikke penge i ...., men jeg er glad!


Jeg ved godt, at det for langt de fleste, er naturligt, at de første gange de besøger Berlin, bliver i kernen af Berlin og ser nogle steder "man som turist i Berlin bare må se". De steder skal jeg også nok blogge om, for jeg har også set dem. Alligevel tænker jeg, at hvis man har en længere ferie til rådighed, eller hvis man besøger byen flere gange, så er Chorin kloster, og de skiftende arrangementer stedet byder på så absolut et besøg værd.

8 kommentarer:

  1. Hvor spændende - vi kører til Berlin næste weekend og har aldrig været der før. Vi har talt om at vi lige skulle bruge en dag i Påsken på at finde ud af hvad vi skal se. Er godt klar over at det nok ikke er meget vi kan nå på et par dage, men har du nogle forslag til noget vi bare skal opleve eller se?

    Knus Nina

    SvarSlet
  2. Kæreste Nina.... Hvor spændende og ja, jeg har helt sikkert en masse forslag. Kan du ikke lige skrive lidt om, hvad der er jeres interesser - hvor mange I er og alder mm. så skal jeg nok "rode lidt i arkiverne"
    Rigtig god påske - kh. Kristina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa, jeg tror vi er lidt til det hele. Er dog alle betaget af gamle flotte bygninger, monumenter og slotte. Vi er to voksne og tre børn i alderen 14, 10 og 7 år. Vi kører selv derned og skal bo i en lejlighed i Charlottenburg :-)

      Slet
    2. Lyder dejligt. Der er selvfølgelig mange muligheder, men jeg synes flg. er et must første gang man er i Berlin.
      - Brandenburger Tor - og det jødiske mindesmærker "Das Denkmal"
      - En kanalrundfart, så man får en fornemmelse af bykernen fra vandsiden - en virkelig god oplevelse, og en god måde at danne sig et indtryk af bygningerne på- Museumsinsel, Rigsdagen... I kan stige på flere steder ved Spree, omkring hovedbanegården.
      - Det jødiske kvarter omkring Häkischer höfe - Auguststrasse - Clärchens Ball haus. Området er hyggeligt g autentisk.
      - Museum für naturkunde med imponerende dinosaurskeletter - nok det museum jeg selv ville vælge med mine børn, men også Neues museum, er en oplevelse.
      Er I til slotte og fine bygninger er Potsdam absolut seværdig, men I skal afsætte en hel dag derude, da der er slotte og bygninger til en hel uge.
      - Endelig ikke Fjernsynstårnet - reserver hellere plads til at komme i Rigsdagen, det kan gøres over nettet, måske er I for sent ude, men så må I gøre det næste gang I skal derned :) Det er gratis, der er god og tilmed guidet udsigt. Fjernsynstårnet er dyrt og ikke ventetiden værd (min mening!)
      Loppemarked om søndag fra kl. 11.00. på Boxhagener platz på Friedrichshain eller Mauerpark på Prenzlaue Berg
      Vi har denne gang været under jorden v. Gesundbrunnen - http://berliner-unterwelten.de/unterwerk-gesundbrunnen.325.0.html
      FANTASTISK oplevelse, og der er guidede ture på engelsk. Det kan varmt anbefales.

      Skriv endelig retur, hvis I mangler andre ideer - eller hvis det beskrevne ikke lige falder i jeres smag.
      Rigtig god tur til skønne Berlin. Håber, I vil nyde det.

      Kh. Kristina

      Slet
    3. Tusind tak for forslag - der er meget vi kan bruge. Lyder spændende med det underjordiske - tror jeg også vi vil prøve :-)

      Knus Nina

      Slet
    4. Dejligt, hvis I kan bruge noget af det foreslåede. Turen under jorden er bestemt et spændende sted - det tager ca. 1½ time :) Så I kan nå meget mere den dag
      Endnu en gang rigtig god tur.
      Kh. Kristina

      Slet
  3. Nøj som jeg da glæder mig til at nyde godt af alt din Berlin viden og på den måde komme lidt på rejse til det Berlin som jeg slet ikke kender.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og nøj, hvor det dog glæder mig, at du skriver sådan. Jeg glæder mig til at dele rejsen med dig. KNUS

      Slet