søndag den 12. april 2015

Rejsetip Berlin 4 - Friedrichshain

Mine forældres lejlighed ligger på Freidrichshain. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvor langt fra centrum lejligheden ligger. Spørgsmålet er rigtigt svært at besvare, for Berlin har ikke ét centrum, men mange af slagsen. Berlin er oprindelig opstået af mindre byer,  hvorfor hver bydel har sit eget rådhus og særegne. Yderligere var Berlin, som bekendt, indtil for 25 år siden opdelt i to - et øst og et vest. Både i øst og i vest udviklede sig et centrum - i øst omkring Alexanderplatz og i vest omkring Kurfürstendamm. Berlin består officielt af 12 distrikter/bydele, hvor af Friedrichshain er en af dem.
 
 
Friedrichshain er Berlins mindste (og skønneste) bydel. Efter murens fald blev bydelen indtaget af  studenter, kunstnere og besættere, da de misligholdte boliger på Friedrichshain, var til at betale. Bydelen var kendt for dens mangfoldighed, kulør, iværksætteri og kaos. Gennem de seneste 8 år, hvor vi er kommet i bydelen, er der sket meget. Byfornyelsen har slebet mange af de rå kanter af Friedrichshain, hvilket tiltrækker flere velbeståede tilflyttere.
Men Friedrichshain er stadig broget, ufriseret og eksperimenterende, heldigvis.
Det er min erfaring, at mange turister ikke kender så meget til Fredrichshain - sikkert fordi området ikke rummer de store kendte bygninger, eksklusive indkøbscentre eller museer. Eneste sådan rigtig kendte seværdighed er East side Gallery, det længste eksisterende stykke mur udsmykket af forskellige kunstnere (herom i et senere indlæg).
Men Freidrichshain er alligevel der, jeg holder allermest af at opholde mig. På Friedrichshain ligger spisesteder, cafeer, kaffebarer og cocktailbarer side om side ... primært området omkring Simon Dach Str. er et mekka af forskellige restauranter med retter fra alle verdensdele. På Friedrichshain finder man også et væld af fine specialforretninger.
OG det er også på Friedrichshain, man finder Boxhagener platz - et stort grønt område med græsplæne og legepladser. Rundt om pladsen er der hver lørdag økologisk bio-marked, hvor man kan købe friske æg, grøntsager, frugt, blomster, ost, kød, marmelader, krydderrier, urter ... stedet er et stort leben af mennesker. 




Jeg elsker at starte min lørdag i Berlin på markedet - elsker at snuse rundt mellem de mangle boder og handlende, hvor den ene fristelse efter den anden står i kø. Allan og drengene deler ikke ubetinget min passion, men så er det heldigt, at der på pladsen er en skøn legeplads, hvor drengene kan lege, og hvor Allan kan drikke økokaffe på bænkene under de store træer.


 
 
 
 
Ingen lørdag i Berlin uden bio-markedet og ingen søndag uden loppemarked. Kl. 16.00. lørdag ryddes pladsen med handlende. Stilladser, sejl og vogne tages ned og køres væk, for søndag kl. 11.00. fyldes pladsen på ny, denne dag med gamle sager, meget er efter min bedste overbevisning noget værre skrammel, men der kan absolut findes fine sager til fine priser. Selv har jeg købt flere gamle remedier fra tidligere østtyske skoler - anskuelsestavler og billeder. Jeg har også købt gammelt julepynt, vintage knapper og trææsker - udvalget er stort og broget.
Loppemarkedet på Boxi (sådan omtales Bohagener platz blandt berlinere), er beskrevet i mange guides til Berlin, hvorfor det om søndagen er ret turistet på Friedrichshain.   




Friedrichshain, Berlins mindste bydel tildeles min varmeste anbefaling. Der er meget at komme efter, også selvom det ikke er søndag og loppemarkedsdag. En tur rundt i gaderne omkring Boxi, for at snuse rundt i de små hyggelige butikker, eller en hyggedag med kaffe under varmelamperne på Simon Dach Str. er blandt mine yndlingsattraktioner i Berlin.  

4 kommentarer:

  1. Nøj hvor det lyder skønt. Et rigtigt lokalt sted med kolorit som man med tiden kan komme til at kende rigtigt godt og føle sig helt lokal. Det er da det mest perfekte sted at have en lejlighed.

    Nød sådan vores lille tur igår også selvom det næsten var lidt for kort.... Håber I kom godt hjem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bestemt det mest perfekte sted!!!! - Og selv tak, det var hyggeligt, men bestemt for kort tid ... - det havde jeg ikke lige tænkt ordentligt i gennem. I dag ligger jeg underdrejet med kvalme og hovedpine, pokker stå i det!
      Men, mon ikke jeg snart er på benene igen, det satser jeg på, for jeg har dårligt tid til at ligge på langs.
      KNUS

      Slet
  2. Håber det går bedre søde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, er i bedring. Har lige været i bad, fået lidt at spise og nu er jeg så træt - igen..., men jeg har det bedre.
      KNUS

      Slet