tirsdag den 7. april 2015

Rejsetip Berlin nr. 3 - De jødiske mindesmærker

Berlin er så meget, har jeg ved flere lejligheder skrevet, og alene af den grund bliver jeg aldrig færdig med Berlin.
Berlin er i høj grad historie! 
De mennesker der oplevede 2. Verdenskrig er snart væk, men historierne om 2. Verdenskrig må endelig ikke dø med dem. Vi skal fortsat søge information om og opnå indsigt i tiden dengang.
Om hundred' Aar er alting glemt,
Venner! hvad end vi her maae lide;
skriver Carl Søeborg skriver i et digt - jeg tror, at der er stor sandhedsværdi i de to verselinjer, og derfor er det af endnu større vigtighed at få formidlet vores viden til de kommende generationer.

Berlin ønsker ikke at fortie fortiden, og man kan derfor mange steder i byen gennem museer, skulpturer, større eller mindre monumenter mindes krigen. Der findes mange mindesmærker over jøderne i Berlin. Det er nogle af de mindesmærker, dette indlæg skal omhandle.
Det er vanskeligt at tale om jøderne i Berlin uden at nævne nazisternes myrderier og forfølgelser fra 1933-1945. Omkring 6 millioner jøder blev myrdet af nazisterne i udryddelseslejre, ved skydning, ved mishandling og udsultning, på fangetransporter og på dødsmarcher. Langt de fleste i Østeuropa og Sovjetunionen. Et sted mellem 160.000 og 200.000 berlinske jøder blev brutalt myrdet.
I 1945 var der kun 8.000 jøder tilbage i Berlin.
Jødernes historie i Berlin kan dateres tilbage til år 1295 - deres liv, historie, kultur og skæbne kan opleves på Det Jødiske Museum. Museet besøgte jeg for 8 år siden, første gang jeg var i Berlin. Museet ligger i Lindenstr. på Kreuzberg, placeret i en meget speciel bygning fra 2001 tegnet af arkitekten Daniel Libeskind.
Bygningen alene er et besøg værd. Den er lavet i form af et zig-zag og bliver i folkemunde kaldt "blitz" (lynet). Museet rummer udemærkede oplevelser, men i min erindring står en bunke af jernansigter, som publikum opfordres til at gå henover, stærkest.
 


Det Jødiske Museum har jeg kun besøgt den ene gang, og det er ikke et sted, jeg nødvendigvis søger tilbage til. Det er for mig andre mindesmærker der har bundfæstet sig, og som har givet mig et indblik i jødernes skæbnesvangre historie før og under 2. Verdenskrig. 
Det største monument over de myrdede jøder er placeret midt i det centrale Berlin ved Brandenburger Tor. Alene placeringen og størrelsen af monumentet taler sit eget tydelige sprog, at dette er noget, den tyske stat og det tyske folk tager meget alvorligt.
"Holocaust-Mahnmal- Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas", hedder monumentet.
 Mindesmærket blev vedtaget i den tyske Bundesdag i 1999. efter to års byggeri blev det indviet den 10. maj 2005. 

Monumentet er lavet af New Yorkerarktitekten Peter Eisenman og består af et bølgede areal på 19000 kvadratmeter hvorpå 2711 betonsøjler i forskellige højder er rejst. Der er ikke forklaring på monumentet, så symbolikken er op til den enkelte, men sikkert er det, at monumentet er storslående og har en effektfuld virkning, hvadenten man forstiller sig den som en kold gold skov, en menneskemængde eller noget helt tredje. Der er fri adgang til monumentet døgnet rundt, og uanset tidspunkt på døgnet er det en særlig oplevelse.
Under mindesmærket ligger et besøgscentrum, som også er et besøg værd. Det beskriver Holocaust i ord, enkelte billeder og efterlader et stærkt og bevægende indtryk. Man bliver stille, når man konfronteres med omfanget af myrderierne beskrevet i små personlige historier.

Bare 100 meter væk under en parkeringsplads ligger indgangen til Hitlers fuhrerbunker. Der er intet at se, kun et optegning over bunkerens oprindelig indretning - herom i et senere indlæg.


 




Når man kommer fra undergrunden ved Friedrichsstrasse tager en bronzeskulptur lavet af billedhuggeren Frank Meisler imod. Skulpturen er en stille stund værdig.
Med titlen Züge in das leben, züge in den tod, fortælles historien om de jødiske børn - de få, der umiddelbart før krigen blev sendt med tog til England og der redede livet, og alle de jødiske børn der kom på deres sidste rejse - toget til døden

Jeg bliver glad langt ind i kroppen, når jeg ser de friske blomster, der kærligt er placeret i hænderne på de jødiske børn. Næste gang jeg skal på Friedrichsstrasse er det mig, der har blomster med.


 
Sigende udtryk skabt i bronze

  
Det gamle jødiske kvarter omkring Sofien- og Auguststrasse er et af de områder i Berlin jeg holder allermest af. De smukke gader med fine forretninger, den gamle jødiske kirkegård, Clärchens Ballhaus, Häkischer Höfe med Blidenwerkstatt Otto Weidt (indlæg herom senere) - er alle steder jeg jævnligt vender tilbage til. Fælles for stederne er, at de emmer af historie og autenticitet. 
At der skulle flere besøg i kvarteret til, inden jeg opdagede et områdets allerfineste seværdigheder, kan undre, men sådan er det utvivlsomt for mange, for snublestenene gør ikke meget væsen af sig. Det er kunstneren Günter Demnig (f. 1947), der står bag en serie af mindesmærker udformet som messingbrosten (snublesten eller stolpesteine).
 

 
Günter Demnings hjemmeside står; Et menneske er først glemt, når dets navn er glemt”. Med stenene foran husene holdes mindet om de mennesker, der engang boede der, i live. Én sten. Ét navn. Ét menneske, Èn historie. De første sten blev lagt i 1997. I dag er der støbt 17000 snublesten, de findes i Tyskland, men også i Østrig, Ungarn, Holland, Polen og Tjekkiet. I Berlin er 5000 sten lagt ned i gadebelægningen foran huse, hvor ofre fir nazismen har boet. På hver sten er indgraveret et navn. Derudover er de fakta, der kendes af følgende, fødselsdato, dato for evt. deportation, dødsdato og dødssted.
De sparsomme oplysninger gør, at fantasien og tankerne om den skæbne det menneske bag bronzekvadratet har lidt, kan folde sig ud for os i dag.
Stenene giver os mulighed for at mindes folk som individer. Man kan stå foran det hus, hvor folk boede og føle en fysisk nærhed med dem på tværs af tiden. At stå foran personernes huse giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke blot anonyme dele af en større gruppe.
 
Her i det jødiske kvarter ligger snublestenene tæt, men de er at finde rundt i hele Berlin. Når drengene eller jeg finder dem, standser vi altid op og læser de korte inskriptioner. Det afføder som oftest mange spørgsmål, som ikke altid er så let at få sat de rigtige ord på. Sammen regner vi ud, hvor "gamle" personerne blev - grimme regnestykker. Hver gang bliver jeg ramt af Berlin og af deres måde at formidle historien på. Måske er det i virkeligheden det, jeg holder så meget af ved at være her, at det er uhyggeligt autentisk, men på trods af dette alligevel smukt og fint. Jeg bliver taknemmelig over, at jeg kan lære mine børn at forstå den grusomhed jøderne og andre mennesker led under 2. Verdenskrig, fordi historien er lige rundt om os. Jeg tror, at den måde at lære og forstå historie på er den, der går rent ind, sætter sig fast og forbliver. 
 

Billedet ovenfor er taget på Auguststrasse aftenen inden fejringen af 25-års dagen for murens fald. Om det er i den anledning, at der ved samtlige snublesten i det gamle jødiske kvarter var tændt lys, ved jeg ikke - men smukt, det var det.  
Nedenfor de to jøder i Berlin "jeg bedst kender"; Marta og Hans Litten.
Parret boede på Grünbergerstr. næsten over for os. Jeg har ved flere lejligheder ladet tankerne lede mig tilbage til 1943 og forestillet mig de to midaldrende menneskers liv i Grünbergerstr.


 
Mange af vores oplevelser i Berlin har efterladt spor, viden, indsigt og gjort tænksom. Min række af jødiske mindesmærker slutter ved den absolut stærkeste og mest gribende oplevelse jeg hidtil har haft i Berlin - mindesmærket Mahnmal Gleis 17.
 
Stationen Grunewald var under Anden Verdenskrig en godsbanegård, hvor fra tusindvis af jøder blev sendt til Auschwitz, Theresienstadt og andre lejre, hvor de næsten alle omkom.
Når man stiger af S-toget og går i undergrunden, ses for enden af gangen et stort skilt
Mahnmal Gleis 17 - smuk titel - ikke?  
Det centrale element af mindesmærket er sammensat af 186 stålsveller arrangeret i kronologisk rækkefølge og sat på siden af perronkanten. Hver svelle fastsætter datoen for en transport, antallet af deporterede og destinationen  - primært koncentrationslejren Theresienstadt.
 
Her er de ikke de store armbevægelser eller et kæmpe monument, men den stille og grusomme virkelighed, der, set gennem mine øjne, udfolder sig på jernbanesvellerne ved Gleis 17 - det kræver ikke megen fantasi at se det hele udspille sig. I hvert fald lykkedes her, simpelt - men effektfuldt at sende mig 70 år tilbage i tiden og se det grusomme sceneri udspille sig for mine øjne. Derfor kapitulerede jeg og græd ... af frustration, vrede, angst, medlidenhed og af taknemmelighed. Jeg behøver vel næppe skrive, at det sted er noget ganske særligt.
 
  Arthur i en tænksom stund. 
 
Du kan, hvis du har lyst, læse om mit første møde med stedet lige her  
 
 
Bis März 1945 standen Menschen auf Gleis 17 des Bahnhofs Grunewald, um ihren Weg in den Tod anzutreten
 
  
I dette indlæg havde jeg også gerne skrevet om den jødiske kirkegård på Prenzlauer Berg. Min mor har fortalt mig om den, men desværre har jeg endnu ikke set den. Det står så absolut på min liste over seværdigheder, jeg skal se på et af mine kommende besøg i Berlin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar