fredag den 17. januar 2014

Lidt tanker om et hamsterhjul...

I en tilstand af tristhed bestræber jeg mig på at NYDE denne sidste orlovsdag.

Jeg har virkelig nydt min orlov. At have god tid og fri i december til at lave mange af de ting, jeg ellers ikke når i december, har været fantastisk. Og at starte det nye år med en rejse og efterfølgende en uge herhjemme med dejlige dage, har selvfølgelig også været fantastisk.
- Mandag ringer klokken igen ind til skoledag og hverdag, egentlig burde jeg jo glæde mig, men sådan har jeg det bare ikke helt, i hvert fald ikke lige i dag. 
Det her skal vare ved, i hvert fald en tid endnu. Jeg er slet ikke færdig med eller træt af at holde orlov. Jeg ved jo godt, i hvert fald med min sunde fornuft, at det primært er rart at have fri, fordi der er noget, der venter og noget at komme tilbage til, men det er bare lidt trist, at det at kunne hente drengene efter skole, have god tid og masser af overskud fra på mandag igen bliver afløst af hverdag, lange dage og travlhed.



Jeg er i syv sind... overvejer, om det er det rigtige, jeg laver? - Hvis ikke...- hvad skal jeg så? Hvad kan jeg egentlig finde ud af?
Jeg har stillet mig selv de spørgsmål før, sådan har de fleste af os vel gjort, fra tid til anden?
Som min kloge veninde og søde kollega i dag sagde til mig "Kristina, fra på mandag er du inde i hamsterhjulet igen, og så holder du også af det". Det er jo rigtig nok, for selvfølgelig glæder jeg mig  til at se "mine" børn i skolen igen - og glæder mig til at undervise og lave nye projekter, men lige i dag er jeg lidt trist og en anelse desperat over, at "arbejdsfriheden" er nået til sidste dag.
Så i dag putter jeg mig - med ild i brændeovnen, stearinlys og syslerier. Drengene hygger på værelserne... der kommer gode lyde dernede fra - og Allan, han har taget plads på sofaen og ser fjernsyn "direkte fra Christiansborg".



Og jeg? Ja, selvfølgelig skal jeg bruge weekenden på at få vendt sindsstemningen, og det skal nok lykkes. Således, at jeg på mandag er klar til at tage fat igen. Så når hamsterhjulet igen ruller, så har jeg selvfølgelig tænkt mig at være klar og få det bedste ud af det.   



Nu er den helt tør, ... søstjernen fandt jeg i en grotte på Fuerte Ventura. Ved første øjekast troede jeg, det var en slange og turde derfor knap røre, men ved nærmere eftersyn så jeg hvor fin en søstjerne,  det var, der lå der i grottens sandbund. Tænk, at naturen kan sammensætte så smukke farver og strukturer.
 
 
Arthur og jeg har her sidst på eftermiddagen leget lidt med maskintape og Winblad platter.



Og Allan på langs med fødderne varmet af de skønne hjemmestrikkede strikkestrømper jeg forleden fandt i genbrugsforretningen til 20,- kr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar