søndag den 15. december 2013

15. december

På bloggen ohyouprettythings er der i øjeblikket mulighed for at vinde spillet Lynhistorier.

Uden at forklare reglerne  i spillet til bunds, kan jeg fortælle, at det et sjovt spil, hvor alle vinder – man deltager ved at fortælle og lytte. Spillet bliver forklaret således: Lynhistorier er skabt for at lokke historier fra det virkelige liv frem. Vi er alle sammen fulde af dem. Nogle gange skal de bare hjælpes lidt på vej”.
For at deltage i give-away’en skal man blot fortælle en god historie på udfra ét af de tre udvalgte fortællekort. “En øjenåbner”, “Vi var mange i bilen” eller “Min tidligste erindring”.

Da jeg så titlen "en øjenåbner", trængte nedenstående historie på. Den synes jeg lige, at jeg også ville dele her.



En øjenåbner, var det virkelig dengang min morfar gjorde tilnærmelser til min mormor på hans helt egen facon.
Min mor fik mig som ganske ung, og derfor boede jeg og min mor de første af mine leveår hos min morfar og mormor. Min morfar er uden sidestykke.
Han finder på, lige så hurtig som en gris kan blinke  - skarnstreger? Egentlig ikke… original/genial? – Begge dele, tror jeg


Vi skal langt tilbage i tiden, ca. 35 år.
Det stormer voldsomt, jord og sand fyger på markerne omkring min mormor og morfars gamle hvide hus fra 1800 tallet. Porten i min morfars smedeværkstedet klaprer, til trods for, at to store jernkæder er bundet sammen og holdes fast med en kæmpe forhammer, tror jeg, det hedder. Telefontrådene synger skingert. Transformatortårnet længere oppe ad vejen taber de øverste mursten.

Min morfar er på loftet, han suser omkring med skumsprøjten… Tagstene på det gamle hus, rasler af en efter en, og morfar sikrer, det han kan.
Efter en tid bliver jeg kaldt på loftet. Jeg er så lille, at jeg kan kravle ud i gavlen og med skumsprøjten fastgøre de udsatte tagsten.
Jeg husker stadig stemningen, min morfar i den blå kedeldragt, og min mormor som hundeangst, det er hun ofte, når det gælder mig, så til fra trappen…
I lang tid sikrede vi tagsten, min elskede morfar og jeg… – og endelig var vi færdige
.


Min morfar tog skumsprøjten i hånden, og med mig i hælene traskede vi ned til mormor. Da min morfar  står i døråbningen mellem bryggers og køkken, får han øje på mormor og spørger kækt
"nå mutter, skal du have skum i babelutterne?" Sådan sagde han virkelig.
 Min mormor rødmede, og jeg husker noget med, at hun syntes, det var upassende. Jeg viste ,hvad babelutter var og forstod da også, at det var voksensnak. Og DET var en øjenåbner, for jeg havde aldrig tidligere set min morfar gøre tilnærmelser til min mormor på den måde.
Sidenhed har jeg lært meget mere – min morfars snak om bagdørsindianere ved jeg nu også, hvad betyder… Og at springe ud fra spisebordet – ved jeg også hvad betyder, selvom jeg helst havde været den viden foruden.
Min morfar er så skøn, ligeledes min mormor. Og når stormen raser, a’la  Bodil forleden, så husker jeg altid min morfars ord om mormors babelutter – og mindes i kærlig erindring den aften jeg skumsprøjtede tagsten for første gang i mit liv.

Lynhistorier, ja tak… for jeg har mange på lager om min morfar, hvis jeg lige får de rigtige stikord...


Min elskede morfar og mormor

Sommetider overvejer jeg, at alle min morfars "skarnstreger" burde nedfældes og blive til en børnebog. Måske en gang, for der er som skrevet rigtig rigtig mange gode historier.
Når jeg i mit arbejde en gang i mellem sendes i de yngste klasser som vikar, for øvrigt - det værste jeg ved, har jeg god held med at få ro ved fortælle om min morfar. Børnene siger hver gang jeg har fortalt, "det er da løgn - ikke?" - Jeg ville ønske, at noget af det var, men indtil videre er jeg ikke gået tør for sandfærdige historier om morfar. Så hvorfor fortælle løgnehistorier, når de sandfærdige historier om morfar er langt bedre?

2 kommentarer:

  1. Enig! Det levede liv overgår altid, hvad vi kan finde på. Tak for din historie om din morfar. Det fik mig til at tænke på min morfar, der var sømand fra han var 14. Han har set sin bedste ven blive spist af en Krokodille og slæbt golfkøller for Dronning Ingrid. Hele sit liv drømte han om, at sidde i en kanariegul skjorte og skrive tal i kolonner på et kontor. Det kom han aldrig til. I stedet så han Congo, Buenos Aires og Sydstaterne langt før de fleste andre danskere. Da han blev gammel ville han bare gerne sidde i fred med sit ekstrablad og en guldøl eller bygge lego mens han fortalte sine børnebørn historier fra de 7 have.

    SvarSlet
    Svar
    1. åååårrrhhh, din morfar lyder godt nok skøn, Pernille. Måske vi skulle samle alle vore historier om to morfædre til en bog, det lyder som om de to herrer tilsammen har en del at byde på :)
      Kh. Kristina

      Slet