Drengene og jeg har i de sidste to dage nydt tiden sammen med Therese & Louise og deres børn.
I går forlod vi Herning - kørte vi gennem dis og tåge, men da vi nåede sommerhuset, skinnede solen.
Så i tykke trøjer kunne vi nyde solen, fjordudsigt og middagsmaden på tarassen.
Jeg er vildt imponeret over vores 6 børn; Agnes, Sylvester, Albert, Philippa, Arthur & Viktor - som fordeler sig mellem 2-9 år. Hvor har de hygget sig, og hvor har de været gode til at passe på hinanden og gøre plads til hinanden.
Det varede ikke længe, før alle gik i gang med at bygge huler af fældede egetræer. Mens de yngste sov til middag plukkede vi æbler og brombær. ÅÅÅHHH, var vi da bare kommet lidt tidligere på efteråret, så ville vi have høstet brombær. I stedet måtte Louise og jeg på skift hyle op, fordi vi for at få de sidste af dette års brombær, måtte helt ind i brombærkrattet, hvor tårnene hidsigt åd sig gennem strømpebukser og strikketrøjer. Men det lykkedes os alligevel, fordi vi begge er så skide bærstædige, at samle nok brombær til en smule marmelade.
Ved Spøttrup borg er en meget fin og velassorteret klosterhave, som vi også kiggede os omkring i.
Og selvom en del af klosterhavens planter er visnet og gået i hi for vinteren, var der alligevel meget at beundre og dufte til.
På vejen hjem fra borgen kørte vi forbi en masse havtorn, og igen måtte Louise og jeg bide tænderne sammen. Havtorn er virkelig krasbørstige og har de ondeste pigge, men plukket det blev de. Og nu skal der laves snaps og marmelade.
I dag var vejret mindre solrigt, men luften var mild, og vi begav os efter morgenmaden en tur til vandet. Her fandt vi sneglehuse, sten - og det lykkedes vist samtlige at få våde bukser og strømper.
Tak til Louise & Therese for en dejlig tur. - og tak til vores skønne børn.
Hvor føles det godt, trygt og rart at være i jeres selskab. Og hvor det glæder mig at se vores børn være så omsorgsfulde ved hinanden.
Viktor & Agnes hånd i hånd
Ingen kommentarer:
Send en kommentar