torsdag den 18. juli 2013

Ren turisme - i den - i Berlin - i dag ...

I aftes var vi på geocaching i vores nabolag på Freidrichshain. Koordinaterne ledte os af veje, vi ikke tidligere har set, så det var rigtig sjovt.
Jeg har skrevet om dem i tidligere indlæg her på bloggen - stolpesteine - bronzekvadraterne som pludselig ligger mellem brostenene og erindrer os om, at der engang boede jøder i nærheden af de placerede stolpesteine. Vi har indtil videre ikke set så mange stolpesteine på Friedrichshain, men i aftes da vores rute gik ad nye stier og veje, stødte vi på mange. Traditionen tro læste jeg navne og årstal på stenene højt for drengene, og så fik vi os en lille snak.  
 
 
 
Geocaching på Frankfurter Tor - med Fernsehturm  på Alexanderplatz forude
 
 
Lige i vores nabolag - med høj musik, røgelse, tatoveringer og bajere...
 
 
I dag tog vi U-Bahn til Friedrichsstrasse, hvor vi tog på kanalrundfart på Spree. Det var sjovt og anderledes at se det hele fra vandsiden.
 

Reichstag Berlin - hvor der er åben for publikum... fra kuplen er der en fantastisk udsigt ud over Berlin - og med et kig ned i kuplen kan man se de folkevalgte medlemmer.


Museumsinsel - hvor fem af de store museer i Berlin er placeret. Blandt disse Pergamonmuseet, som er en fantastisk oplevelse. Jeg var åndeløs, da jeg første gang besøgte museet - og der for øjnene af mig viste sig Pergamonalteret. Alteret stammer fra det 2. århundrede før kristi fødsel. Det er ganske overvældende og surrealistisk, at det har ladet sig gøre at pille så stor en struktur ned og flytte hele molevitten ind på et museum i Berlin.

 
Berliner dom
 
 
Arthur nyder sejlturen - her kommer vi forbi Rotes rathaus og fersehturm

 
Efter sejlturen besøgte vi Checkpoint Charlie. Det var den mest kendte grænseovergang mellem det gamle Øst- og Vestberlin. Vi var også en tur på museet, men der var frygtelig hedt derinde, og mange mennesker på begrænset plads.
Vi nåede dog at se lidt, og stedet gør bestemt indtryk. Hu-ha, det er ikke småting, de mennesker der besluttede sig for at tage flugten fra øst til vest begav sig ud på. Skulle man være i tvivl, om den alvor der lå i, at muren forhindrede mennesker fra øst til at komme til vest, og hvilken længsel dette medførte, så giver museet en øjenåbner for dette. Mennesker der har ladet sig transportere i motorrum, i højtalere ... vha. katapulter, luftballoner, hjemmelavede interimistiske flyvemaskiner - de har ment det  - det var med livet som indsats - og når vi kigger på gemmestederne under flugten, er det et under, at så "mange" nåede til friheden på den anden side af muren.

2 kommentarer:

  1. Åh, jeg savner allerede. Selvom jeg lige har været der ;)

    SvarSlet
  2. Kære Malene... - Ja, Berlin kan man sagtens blive afhængig af. Det er godt, at der trods alt ikke er så langt endda :) Men Danmark er nu også dejligt, ikke mindst når solen skinner.

    SvarSlet