Pfaueninsel i Berlin

Vi har endnu en gang indkvarteret os i lejligheden på Friedrichshain.

I dag gik turen til den naturskønne og eventyrlige ø Phaueninsel i den sydvestlige del af Berlin. Vi har besøgt denne ø to gange tidligere, men vi finder stedet så mærkværdigt og seværdigt, at vi gerne kommer der igen og igen. Denne gang var det drengene, der ønskede at gense øen.

 

Pfaueninsel ligger i floden Havel i Wannseeområdet.

For at komme til øen må man med passagerfærgen ved det lille færgeleje - efter knap 2 minutters sejllads ligger færgen til land på øen.

 

Øen har været sagnomspundet siden det 17 århundrede, hvor alkymisten Johannes Krunkel forsøgte at fremstille kunstigt guld på øen - guldet lykkedes det ham aldrig at fremstille, men det lykkedes ham istedet at fremstille rubinglas.

Hundrede år senere blev Frederik Wilhelm 2. på sine sejlture fascineret af øen, og kongen besluttede sig for at give sin unge elskerinde Wilhelmine Encke et standsmæssigt sted at bo. Derfor lod han opføre et hvidt slot, inspireret af et romersk forladt landhus. Slottet er bygget i træ, og kan stadig ses på øen. Yderligere blev øen i 1795 anlagt som park af Johann Gottlie Brendel. Over de næste år, hvor Wilhelmine boede på øen blev flere romantiske bygninger opført.

 

Efterfølgeren Frederik Wilhelm 3. og hans gemalinde havde også hang til det sentimentale og lod ydeligere en række boliger og et menageri med blandt andet bjørne, kænguruer, aber og påfugle opføre. Det var dyrene fra øen, der blev grundstammen til opførelsen af Berlins zoo i Tiergarten. 

Tilbage på øen er stadig påfuglene, deraf øens navn, som man møder, når man bevæger sig rundt på øen.

Øen er ganske eventyrelig med rosenhave, voliere, fontæne, smukke træer og frodige planter.

 

 

Forrige sommer da vi sidste gang besøgte øen, havde vi købt chokoladeis. Det var så som så med at nyde vores is, for hver en bevægelse vi gjorde, blev nøje fulgt af et par chokoladeglade påfugle. I håb om at lokke de smukke påfugle på meget nært hold, købte vi også i dag chokoladeis, og den slags is holder påfuglene stadig meget af.

Ved anløbsbroen spankulerede en flot han rundt. Viktor kunne på afstand se, at den var ved at tabe en af dens halefjer, så han nærmede sig i håb om at få fat i fjeren... Påfuglen smed ikke fjeren, men lurede snart Viktors vaffelis, og så måtte Viktor dele.

 

Om det var af ren taknemmelighed for is, at påfuglen smed fjeren, må stå i det uvisse, men den smed en fjer, som kom med os hjem. Og tålmodighed lønner sig, for mindsanten om vi ikke fandt endnu en halefjer på vores vej.

Det hvide slot som kong Wilhelm 2. lod opføre til elskerinden. Jeg har tidligere set slottet indvendigt - det var en meget smuk og god oplevelse. Særligt husker jeg dansesalen på 2.sal, hvor der var de mest fortryllende lysekroner til levende lys.