søndag den 7. juli 2013

Geocaching på Mors

Vi har i dag været på Mors for at besøge Jesper. 
Efter at have spist vores frokost kørte vi rundt på Mors. Jesper arbejder på Mors turistbureau, så nogen bedre guide, kan man vel næppe forestille sig!
Mors er dog ganske fantastisk! Vores rute gik ad små snoede veje langs kysten mod den nordlige del af Mors. Smukt, smukt  SMUKT... - og at solen skinnede, himlen var blå og kornet vejede i vinden, gjorde, om muligt, det hele endnu smukkere. Det ene storslåede landskab blev afløst af det næste. På markerne græssede køer, geder, får og heste - dansk sommer når det er allersmukkest.
 

Første sted vi gjorde holdt, var ved Ejerslev havn, hvor Ejerslev molergrav ligger.


 

Min onkel er passioneret stensamler. Han samler sten, fossiler og hans kælder er et skattekammer af fund, han gennem mange år har gjort rundt i Danmark og på rejser. Derfor var han heller ikke længe om, at kigge og banke lag af moleren.

 
Jesper har for Mors turistbureau  placeret 12 geocaching poster rundt omkring på Mors. Jesper  introducerede os for denne fantastiske skattejagt, som kort fortalt, til dem der ikke kender det, går ud på, at man ved hjælp af en GPS-modtager eller en smartphone finder geocacher, som er "skatte", der er placeret over hele verden.
Skattene (små billige genstande) er ofte gemt i beholdere. Man kan så tage en af genstandene mod at lægge en anden genstand i stedet. Derfor medbringer mange nogle små ting til at bytte med. Ideen er, at man tager en ting og lægger en ny ting i de geocacher, man finder.
I geocachen findes der altid en logbog, som man skriver i. Efterfølgende logges fundet på geocachens side på internettet (Geocaching.com).

 
Jesper skrev koordinaterne ind på uret, og så gik den vilde skattejagt rundt om molergraven og søen.




Efter vi havde fundet den første skat og spist is, gik køreturen videre mod Mors' højeste punkt - Salgerhøj. På vores vej stødte vi på en skøn vejkantskiosk. Søpindsvin og krabbekugler - jamen, det er da for hyggeligt og slet ikke til at stå for. Så bilen gjorde holdt, og med os hjem kom en samling af søpindsvin, som nu er i glasskabet på Viktors værelse, hvor mange af de andre naturskatte han og Arthur har samlet, er udstillet.

 

Da vi nåede frem til Salgerhøj, nød vi den bjergtagende udsigt, - det er et stykke enestående natur, der folder sig ud for ens øjne, når man fra Salgerhøj, som ligger 89 meter over havets overflade, kigger sig rundt.

Koordinaterne blev endnu en gang skrevet ind - Viktor blev endnu en gang betroet styringen, han var virkelig god.


Og så af sted igen - gennem brombærkrat, lyng, kaprifolie, tæt skov, buskads og høje bregner. Sikke en herlig skattejagt - og jeg må beundre Jesper, for de fantastiske steder han har fundet til placering skattene. - Jeg gætter på, at han også selv har følt, at han var på skattejagt, da han fandt gemmestederne .


 


Og så blev skatten fundet.
 



Det har været en dejlig dag ... Og geocaching kunne nemt blive et hit herhjemme. I hvert fald skal vi meget snart til Mors igen og finde flere af Jespers skatte.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar