søndag den 19. maj 2013

Pinseferie i BERLIN

Så er vi her igen, i Berlin, på forlænget pinseferie.
Hvor har vi dog haft nogle dejlige dage hernede. Godt sommerferien nærmer sig, så Berlin snart er på vores to do liste igen.
Vi har denne gang været en tur ved Rigsdagen. Set og leget i springvandene - videre gennem parken hvor en sæbeboblemand opholdt os i længere tid. Derefter et stop ved to "statuer" og videre til Brandenburger Tor, hvor utallige gadekunstnere optrådte. Bagved Brandenburger Tor ligger det jødiske mindesmærke; Denkmal. Også denne gang var vi forbi mindesmærket, fordi stedet er så fascinerende.




 

Om søndagen er der loppemarked på Friedrichshain. Det har, hvis jeg skal bestemme, ikke været en rigtig søndag i Berlin uden et besøg på markedet. Der er et væld af ting og sager, det meste er efter min bedste overbevisning ganske usmageligt, men der kan, hvis man leder efter det, gøres fine fund. I dag var en lille stand, hvor der blev solgt fine gamle skolelitografier. Det var meget svært at vælge, jeg kunne bestemt have købt mange flere. Jeg købte to, dateret tilbage til 1910. Nu skal de med hjem og indrammes. Imens jeg støvede rundt på markedet, hyggede mine drenge sig på legepladsen, heldigt at der en god legeplads på Boxi.



Ellers har vi været i Treptow for at lede efter vinbjergsnegle. Sidste gang vi besøgte stedet, fandt vi vinbjergsnegle, det havde vi håbet, at vi ville gøre igen. Jeg havde virkelig håbet, at finde en masse, så de kunne komme med hjem i vores have, men de puttede sig, gjorde de. I stedet gik vi en tur ved det enorme monument over Den Røde Hær. Monumentet er anlagt mellem 1946-49 på graven af 5000 udvalgte russiske soldater, der måtte lade livet i slaget om Berlin i 1945. Stedet er overvældende med sine enorme statuer, lange anlagte mosaik passager og mausolæet.



Da vi havde været rundt på pladsen, tog vi en tur videre ned gennem Treptowerpark og nød en gåtur langs floden Spree. Vi gik over broen til den lille ø; Insel der Jugend. Hvor vi fik dyppet fødderne i floden og nydt solen.

 
 

Sidste sommer skrev jeg følgende om forlystelsesparken i Plänterwald:

Efter sejlturen på Spree var vi rundt om forlystelsesparken i Plänterwald. Mærkværdigt sted - indtil 2002 var det forlystelsespark, men grundet manglende besøg og dårlig økonomi blev parken lukket. Nu står parken forladt som en spøgelsesby, men forlystelserne er der stadig. Gennem gitterhegn, slyngplanter og høje træer kan man, hvis man strækker sig lidt, se gamle radiobiler, svanebåde, rutsjebaner og et gigantisk pariserhjul... fra flodsiden ser man kun lidt, men går man rundt om parken og gennem skoven, så kan man se meget mere - den gamle indgang, lokomotiv, kæmpe dinosaurfigurer...
Det er nu tre år siden mine forældre viste mig stedet, og siden har det jævnligt spøgt i min fantasi. Jeg har flere gange været på nettet, hvor jeg har set de skønneste billeder, som folk har sneget sig til at tage i den forladte forlystelsespark.
Min nysgerrighed og eventyrlyst byder mig i den grad, at finde et hul i hegnet og snige mig på opdagelse i parken. Men min autoritetstro, og angsten for ikke at være troværdig i, at skuespille den som dum dansker, der ikke forstår skiltene om adgang forbudt, forbyder mig at kravle derind. Parken er under opsyn af vagter der jævnligt cykler en runde derinde. Min mor har fortalt mig, at parken som noget nyt, ved sjældne lejligheder har åbent for publikum, det skal jeg lige undersøge nærmere. På den anden side er det fascinerede, og det der pirrer min eventyrlyst, at stedet er utilgængelig for publikum og, at man kun kan få del i lidt af eventyret i parken ved at kigge gennem hegnet.
At have sådan et sted stående i Danmark, ville være utænkeligt. Det er også det, der gør Berlin til noget særligt.

Efter vores tur rundt ved Spree og et besøg på den lille Ø - "måtte" vi lige en tur forbi den gamle forlystelsespark, og stjæle os til lidt mystik gennem hegnet. Tænk, indgangen til forlystelsesparken var i dag åben, og det gamle tog vi indtil nu kun har set gennem hegnet, stod klar til dagens sidste afgang med rundtur i parken. Kun et enkelt sæde var ledigt, det må have ventet på os, og det lykkedes os med as og mas at presse rumperne sammen. Så gik togturen af sted - præcis ligeså magisk, som jeg havde håbet på. Forbi de gamle forladte forlystelser, gennem krat, tætbevokset eventyrskov, over sump og gennem en mørk tunnel.... WUAW.
Desværre var det ikke så nemt, at knipse ret mange gode billeder i farten, og samtidig se det hele med egne øjne. Efter vi havde taget turen gik vi lidt rundt, men desværre var alt det spændende af sikkerhedsmæssige hensyn afspærret... Fedt fedt fedt... endelig at komme på den "rigtige" side af hegnet.




2 kommentarer:

  1. Aj hvor spændende. Uffe og jeg har tit talt om, hvor sjovt det kunne være at komme ind. Det vil vi prøve en gang!

    SvarSlet
  2. Kære Hanne-Lene... I må simpelthen af sted, det er bestemt en god oplevelse. Mon I også har tilbragt pinsen i Berlin? Jeg kan se, at Planterwald har en facebookside, jeg tænker, at man måske på denne, kan opdateres omkring, hvilke tidspunkter parken har åben.
    Kh. Kristina

    SvarSlet