torsdag den 28. juni 2012

Lidt om "biler" - de helt unikke!


I aftes måtte jeg i den grad hanke op i mig selv og i bentøjet. Min skønne 9.klasse havde dimission og som klasselærer (værkfører) for dem, skulle jeg holde tale. Jeg er ikke specielt vild med at holde tale - jeg bliver svedig, forlegen og grådlabil ... - men alt det forsøgte jeg at parkere - kravlede i kedeldragten - iførte mig fedtet kasket og tog oliekanden i hånden. 

Dimissionstale til 9.a på Herningsholmskolen

Holmen er et stort autoværksted med en lang historie bag sig. Gennem mange årtier har mekanikere arbejdet for, at udvikle gode, stabile og unikke køretøjer. Mange vogne har været under behandling i en eller flere af Holmens mange afdelinger.

Værkstedet er i to etager - på st. etagen arbejdes med de lidt ”skævere” vogntyper, hvor der skal rodes dybt i værktøjskassen for at finde de rigtige værktøjer og reservedele.                          
På første etage findes årgangsmodellerne.

Med overdragelsen af værkstedet Lorenzen & Co. fulgte 25 unikke køretøjer samt en detaljeret manual til hver enkelt køretøj. Hen over sommeren blev manualerne læst, og det stod klart, at det arbejde der først var gjort på Jeannefabrikken og siden i Lorenzen & Co. var særdeles godt og gedint håndværk.

Hen over sommeren skiftede værkstedet navn fra Lorenzen og Co. til Grauting og Søn. 
Også teamet omkring værkstedet blev sammensat.
Af:
To erfarne damer med gode sprogkundskaber, som kunne arbejde med oversættelse af instruktionsbøgerne til tysk og engelsk.
En medarbejder med flair for bæredygtighed og CO2 udslip.
Og også på den tekniske side blev teamet dækket ind af to personer, som var kyndige i tavler, poler, strøm og teknik.

Da vi efter sommerferien - for to år siden slog porten op, var lykken gjort. I værkstedet strålede 25 modeller om kap med hinanden.

Der var sportsmodellerne, hurtige og frække i vendingerne. Som giver baghjul og efterlader hjulspænd. Betrækket gledet ned, så man netop kan se lidt af udstødningen - pigerne er vilde med de modeller.
Der var 4-trækkere med turbo - hvor man straks mærkede fremdrift og acceleration. Dem hvor slapper af fordi det kører, men som også giver sved på panden, fordi de konstant søger væk fra alfarvej og tager på nye eventyr.
Der var de konfontable flydere - hvor man i bedste tilbagelænet stil kan nyde livet og udsigten.
Der var også små og vakse modeller med meget ekstraudstyr og som med tiden er blevet omlakeret en del gange. 
Og så er der camperne, den rummelige model som forstå at sætte farten ned. Tuller rundt i landskabet og byder på picknik - her er sang, rytmer og god stemning.
Samlingen rummer også et par unikke kørertøjer - nemlig knallerterne, de er tunede og uden filter, skønne er de, og dem sætter vi alle uvurderlig stor pris på.

Arbejdet i værkstedet har selvfølgelig også budt på udfordringer.
Det er ingen hemmelighed, at pladsen i værkstedet har været trang, men I skal have, at I altid har været uhyre gode til at vise hinanden hensyn, så I ikke har efterladt ridser og buler i lakken på hinanden.
Efter endte køretur, har I altid fundet jer en plads i værkstedet, uden at skæve til, hvor i værkstedet og ved siden af hvilken af de andre vogne pladsen var ledig.
Indimellem har vi haft hvinende dæk, det har krævet ekstra indkøb af lyddæmpere.
Tomgang - heller ikke ukendt - men efter et velment spark til dækket, eller en knyttet næve (velment naturligvis) i kølerhjelmen er motoren igen kommet i omdrejninger. 

Gennem de år I har været på Holmen, har de forskellige afdelinger og de mekanikere i har været igennem udviklet jeres køreegenskaber.
De seneste måneder er I alle blevet testet og prøvekørt. Mine kolleger og jeg forsikrer, at I alle er toptunede. I kender færdselsreglerne, og I har pærerne i orden.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har overvejet at beholde jer…  - men
Vi ved, at I er nu klar til at køre ud på de større veje. Jeres GPSer er indstillet.
Kunsten består nu i at finde det gear der passer jer bedst og lade jeres GPS finde de veje, der leder jer derhen, hvor I gerne vil.
For nogle af jer vil motorvejen være det rigtige valg.
For andre - vil valget af de små og snoede landeveje være det naturlige.
Undervejs på jeres rejse vil I måske opleve, at I er kørt forkert.
Så stands op, find nærmeste afkørsel og sæt kursen mod en ny destination.
Det handler ikke om, hvilke veje I kører ad for nå destinationen, men at I når frem på allerbedste vis.

Når I på jeres vej møder bump og ujævnheder - for de kommer - så mærk efter, brug den erfaring det giver, men kør derefter videre.
Og skulle I, kære kørertøjer, få brug for at få tjekket en pære eller mangler I en reservedel, så har Grauting og Søn åben hele døgnet.
Der er altid en ekstra plads i vores værksted
Tilbage er at sige til jer - vores kære vogne - pas godt på jer selv og hinanden ude i trafikken … 

FARvel












3 kommentarer:

  1. Synes godt om..!
    Sikke en dejlig tale, Kristina.

    SvarSlet
  2. Tusind tak, kære Didde. Den var længe udervejs, først mellem ørerne og derefter på papiret :) Jeg er også selv blevet tilfreds med resultatet, men mest tilfreds er jeg med, at jeg ikke stortudede da jeg holdt talen for mine elever - godt jeg havde min mekanikerkollega, Ander ved min side - det hjalp lidt på nerverne :) rigtig dejlig sommer til dig og dine.

    SvarSlet
  3. Ja jeg ville helt sikkert også blive grådlabil... Godt det gik godt!
    Rigtig god sommer.

    SvarSlet