bloom k - et ganske særligt sted

Jeg bor i Herning, det har jeg altid gjort og jeg tænker også, at det er her, jeg skal blive gammel. 
Når jeg bor i Herning, er det primært fordi, det er her, jeg har det meste af min familie, noget jeg sætter uvurderlig stor pris på, at have tæt på mig i min hverdag.
Jeg holder meget af Herning, virkelig, ikke et ondt ord om Herning - og faktisk "stritter" det lidt på mig, når nogen omtaler Herning i nedsættende vendinger, og tro mig det sker jævnligt. I min verden kan Herning det meste, altså næsten da - for jeg må jo blankt erkende, at jeg ofte søger udenbys, når jeg skal købe tøj til mig selv eller til mine børn. I samme åndedræt vil jeg så tilføje, at vi skam har fine tøjbutikker i Herning, som jeg gerne handler i, men at det bare er mig, der er vanskelig og at udbuddet derfor ikke er så stort, hvorfor jeg altså også søger udenbys.  

Men når jeg, relativt ofte, foretager mine blomsterindkøb, søger jeg ikke udenbys, jeg bliver i Herning. For i Herning har vi skønne bloom k.
Her kan det selvfølgelig med rette tilføjes, at det igen handler om smag og behag, men bloom k rammer mig, fordi den i sit koncept er naturlig, æstetisk, nytænkende og modig. Yderligere får jeg, hver eneste gang jeg besøger butikken, en udsøgt betjening og bærer de smukkest tænkelige buketter med derfra. 

For ca. en måned siden, da jeg igen igen igen var på besøg i butikken for at forkæle mig selv med en skøn buket, inviterede Karen, butikkens søde indehaver, mig en tur med ned i butikkens kælder. I kælderen var der allerede godt gang i produktionen til dette års jul. I de inderste gemakker, var en fantastisk krans under udarbejdelse, og det var netop den, Karen syntes, jeg skulle se.

Jeg faldt svime, kransen var simpelthen et mesterstykke.
Foran mig lå det, der lignede en voluminøs præstekrave, lavet af sirligt stivede og foldede kaffefiltre.
"Den har drillet lidt, så vi har eksperimentet, men kan du se den for dig pyntet med lys og fyr?" spurgte Karen mig begejstret. - Om jeg kunne, og jeg kunne også se, at med alt det andet Karen og bloom k' øvrige piger havde gang i nede i den kælder, så ville også denne jul i bloom k blive noget ganske særligt.
Siden den dag for en måneds tid siden, er jeg ved flere lejligheder blevet inviteret til smugkig i kælderen - hver eneste gang har jeg tænkt, hvor pokker mon de piger får ideerne fra, og hvordan pokker det lykkes dem, at føre deres ideer ud i deres kreationer?
- Jeg tror, jeg kender svaret.
Ideerne kommer, fordi de piger er sindssyg dygtige til at holde sig orienteret om tiden, fordi de er tro mod bloom k' koncept, fordi de kan deres håndværk - men måske allermest fordi de kan se. Det er en kæmpe gave at kunne se ... former, farver, kompositioner - en gave som kun er de færreste beskåret.
Og så tænker jeg, at det, at de har hinanden at sparre med, og at de tør bruge hinanden, det løfter det hele og gør det til noget unikt.   

I onsdags kiggede jeg igen forbi bloom k, da jeg manglede lidt til en vase. De første opstillinger til den kommende weekends juleåbning havde fundet vej til butikken. Jeg kunne tydeligt mærke på Karen, at hun var spændt på, om de kunne nå at blive færdige med det hele til søndag, men hun var også spændt på, om det de havde fundet på, nu var "rigtigt".
Jeg var overbevist, det ER SÅ rigtigt!
Og så mærkede jeg det, jeg før omtalte, som en af styrkesiderne i bloom k. Pia overbeviste Karen om, at de nok skulle komme i mål - og kort tid efter sagde hun "i morgen der det sikkert mig, der er frustreret og tænker, om vi kan nå det hele" - "og så er det i stedet mig, der siger, at det skal vi nok" fortsatte Karen.   

I dag har butikken haft lukket, så Karen og hendes dygtige blomsterpiger, Mette, Hanne og Pia, har kunnet arbejde på at gøre klar til åbent hus arrangementet i morgen. Jeg lovede i onsdags, at jeg ville komme forbi med hjemmebag lørdag eftermiddag, så de kunne få sig et velfortjent sødt kick.
Som lovet, dukkede jeg i eftermiddags op med kage - over skulderen havde jeg mit kamera. Det med kameraet havde vi ingen aftale om, men da jeg var på vej herhjemmefra, tænkte jeg, at jeg ville vove pelsen og tage kameraet med, måske Karen havde lyst til, at jeg knipsede lidt billeder af en hektisk dag?
Tænk, jeg fik lov, at knipse løs i de skønne omgivelser. Og her kan jeg så kun beklage billedernes kvalitet, det var trist og gråt udenfor, hvilket har gjort billederne lidt uskarpe - for motiverne fejlede så absolut intet.

 
Da jeg trådte ind i butikken, blev jeg igen blæst bagover.
Karen og de øvrige bloompiger har igen formået, som de har gjort de seneste otte år her midt i november, formået at forkæle os med en ny blomsterhistorie - historien i år er primært rød - lys rød, mellem rød, mørkere rød, blodrød, bordeauxrød, postkasserød...  tilført hvidt, gråt  - helt helt tæt på og tro mod naturen.
Jeg udtrykte straks min begejstring for historien, der udspillede sig foran mine øjne - og blev mødt af "hvor er du sød, Kristina - du er altid så positiv overfor det vi laver".  - Og ja, jeg er altid positiv overfor det bloom k laver, ikke fordi jeg er generelt, er let begejstre, men fordi de piger igen igen igen har skabt en verden af noget skævt, nytænkende, modigt, smukt og helt unikt.

 

I min verden fuldstændig fortryllende smukt

 

En lille verden af; store rustikke træskiver, sikkert skåret af Karens dygtige far, fine stammer fra skoven viklet med garn og stof, små skæve grantræer, finurlige materialer som ispinde og tandstikker, liljehoveder med sølvdrys... - skæve vækster fra fjerne egne...    
"Tænk, hvor heldige vi er, at de er rejst helt herop, så vi kan få lov til at kigge på dem", siger Karen passioneret, da mit øje falder på de skæve grene med spændende kogler. 
Passionerede, det er netop det Karen, Hanne, Pia og Mette er, og det er også det, der i høj grad fascinerer mig, jeg elsker når mennesker brænder og når man kan mærke gløden og ægtheden.

Mens jeg skriver alt dette, tænder Arthur lys i stuen - han har travlt, for der er mange lys, han synes, skal tændes. Mens han tænder, sender jeg Hanne i bloom k en tanke, i kælderen hvor hun havde travlt med at binde en krans, var der midt i al arbejdsrodet et lys - "man skal tænde et lys hver dag, og sende tanker til dem man holder af" sagde hun klogt. Tænkt, at de husker at tænde levende lys i bloom k på en dag, hvor de har så travlt, det er da fint.
"Kl. 20.00 - i aften går vi hjem, sagde Karen, da jeg forlod butikken" - det er klokken meget snart, og jeg håber, at de er færdige, så de kan nå hjem og hvile sig, efter en lllaaannnnggg arbejdsuge - inden de forhåbentlig blæses bagover i morgen af begejstrede besøgende. 
Tak for, at jeg blev budt ind mit i travheden, kære Karen, Mette, Pia og Hanne - I udgør tilsammen et ganske særligt team.

Det er vigtigt for mig at få med, at dette ikke er et indlæg jeg på nogen måde, er blevet bedt om at skrive. Det er udelukkende lavet, fordi jeg har lyst til at dele min begejstring om et ganske særligt sted i min hjemby, Herning.