Dalialykke

Åh, det var sådan en dejlig dag i går.

Jeg er så småt begyndt at komme lidt ud i verden igen. Efter 14 dage på sofaen er det en befrielse igen at kunne køre bil.

I går hentede jeg drengene efter skole og kørte en tur til min mormor og morfar, hvor jeg havde glemt min taske aftenen forinden, da vi fejrede min mormors 85 års fødselsdag. I deres have spiste vi is under egetræet, mærkede den varme efterårssol brænde sig ind i huden og nød hinanden.  

Dernæst kørte vi ind og hentede min bedste, som vi havde lovet aftensmad og fredagshygge. Tænk, jeg ved jeg skriver det ofte, men tænk, tre bedsteforældre, som godt nok er gamle, og hver især har deres udfordringer, men som alle det på trods er rørige og fuld af kærlighed til mig og mine kære, jeg er SÅ heldig og rig. 

Min mor havde inviteret os en tur på gården, så bedste kunne få en stor buket dalier. Hvor blev hun glad for den invitation.

Mine forældres have er netop nu et overdådigt blomsterhav af dalier i utallige farver og former.

Jeg knipsede løs med kameraet, kunne slet slet ikke lade være med at forsøge at indfange noget af magien. Jeg håber, at bare noget glæden og gårdagens eftersol er fanget, men det er svært, for ikke meget når den lykke, det er, at komme ud i efterårssol, være omgivet af sine kære og plukke dalier.  

Min smukke mor, daliabuket til bedste og Viktor på frierfødder

Arthur med den dalia, han syntes, var den smukkeste af alle. Den var også blandt mine favoritter.

Arthur havde af en pind, lidt elefantgræs og blade lavet en fiskestang.

Her er han på vej ned gennem haven til søen. Den alvidende fortæller, kan allerede nu afsløre, at det eneste bid han fik, var skindet af en død frø, ikke videre lækkert, men han var ret godt tilfreds med den fangst , så den studerede vi i lang til, læs her, at moderen mente, at mindre tid havde kunnet gøre det.

De første kastanjer er faldet til jorden.
Bedste betragter Arthur, der har smidt tøjet og hoppet i søen.

I søen havde Arthur travlt med at finde frøkapsler fra afblomstrede gule iris. Viktor og jeg pillede frøkapslerne fri af frø, og drengene ståede frøene i søen, så der forhåbentlig kommer endnu flere gule iris langs søens bred til næste år.

Min smukke søde Viktor, som efterhånden bliver så stor, og så sjældent lader sig fotografere.

Og når man nu er ved bedstemor og bedstefar, så er det bare om at komme i køkkenhaven med bedstefar og hjælpe til med at samle kartofler og rykke gulerødder op.