søndag den 20. april 2014

Påske i Berlin 1 - Mahnmal gleis 17

I går var vi i Potsdam. På vores vej til Potsdam, stod vi af ved S-banestationen Grunewald.
Jeg har ved flere lejligheder hørt det bevægende mindesmærke Mahnmal Gleis 17 omtalt, og jeg har længe ønsket at se det.
Grunewald var under Anden Verdenskrig en godsbanegård, hvorfra tusindvis af jødiske medborgere blev sendt til Auschwitz, Theresienstadt og andre lejre, hvor næsten alle omkom.

 
Når man stiger af S-toget og går i undergrunden, mødes man for enden af gangen af et stort skilt
Mahnmal Gleis 17 - smuk titel - ikke?  
 
Det centrale element af mindesmærket er sammensat af 186 stålsveller arrangeret i kronologisk rækkefølge og sat på siden af perronkanten. Hver svelle fastsætter datoen for en transport, antallet af deporterede og destinationen  - primært koncentrationslejren Theresienstadt.
 
 
 
Det stærke og stille monoment slog fuldstændig benene væk under mig - i skrivende stund triller tårerne påny.
Ved mange lejligheder ønsker jeg så inderligt at kunne lukke mine øjne og for mit indre se det liv og kende den historie der på det pågældende sted, har fundet sted.
Som jeg stod der på Gleis 17 med øjnene rettet mod inskriptionerne i svellerne. kom virkeligheden alt alt for tæt på.
6 dage i streg fra d. 21.sep. - 26.sep. blev hver dag 100 jøder sendt af sted fra Gleis 17 - og sådan fortsatte det med dage - ugers mellemrum, hvor et eksplosivt stigende antal sendtes mod deres grusomme skæbne. Helt indtil en måned før Tyskland kapitulerede blev jøder sendt af sted fra denne banegård.  
I min egen lille verden så jeg min familie vandre langs svellerne - mine børn, mand, forældre, søster og Cecilie. I et splitsekund mærkede jeg, hvilken tung byrde af rædsel og grusomhed dette sted bar, det virkede fuldstændig overrumplende på mig, og hulkende brød jeg sammen.
 
Viktor opdagede det, trøstede mig - slet ikke i orden, slet slet ikke,. Det lykkedes efter en tid, at komme til besindelse igen og lade fornuften råde over mine voldsomme følelser.
 

 
Til dato er dette det stærkeste mindesmærke, jeg har set. Jeg ved og mærker, at dette sted - denne dag med mine kære, har kilet sig fast som en erindring om at være medmenneskelig, lydhør og have plads til det, der måtte synes anderledes, skævt og fremmed.  
Og midt i alt det golde spirer foråret, og minder os om, at livet går videre - men at vi skal huske vores historie, og at vi er forpligtede på at fortælle vores børn den. Arthur fandt en sten, som vi placerede på en af svellerne - nu ved drengene, at sådan ærer jøderne de døde.


Selv på min fødselsdag sendtes 100 jøder mod koncentrationslejren Theresienstadt fra Gleis 17 

 
In jedem Monat von Oktober 1941 bis März 1945 standen Menschen auf Gleis 17 des Bahnhofs Grunewald, um ihren Weg in den Tod anzutreten.

8 kommentarer:

  1. Kristina, man græder når noget når hjertet.
    Hvor ser det dejligt ud i Berlin, gennem din linse og dine ord. Tak! KNUS

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Lise... Ja, du har ret. Dette gik virkelig i hjertet på en rigtig fin måde.
      Håber, du har nydt påsken med dine kære.
      KNUS retur til dejlige dig!

      Slet
  2. det fik mig til at mindes de to gange jeg har besøgt Theresienstadt. Der er noget ondt, der sidder så dybt, at det bider i jorden, på disse steder. Jeg forstår den overvældende følelse du oplevede. Selv begyndte jeg i al stilhed, at kramme træerne, for tanken om hvad de har været vidne til, var ikke til at bære.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Trine - TAK for din fine kommentar!
      Theresienstadt, har jeg endnu "til gode" - men ved, at det også er et sted jeg en gang må se. Egentlig er jeg glad for, at du forstår min reaktion, for jeg blev helt overrumplet over, at jeg reagerede således foran mine børn. Du har ret - det bider i jorden - fin metafor, som beskriver det rigtig god.

      Håber, du har nydt påsken med dine kære.
      Kh. Kristina

      Slet
  3. Selv helt omme på min side af skærmen kan jeg mærke det gyse. Hvor er det utroligt når man kan skabe noget så smukt til minde om noget så rædselsfuldt og så faktisk NÅ moderne mennesker så mange år efter.

    Jeg synes det var så fint at Victor kunne trøste dig. Jeg tror kun det gjorde ham godt og formidlede at det var noget forfærdeligt der var sket lige der. Børn må sådan set godt se de voksnes sorg, det gør det kun mere ok for dem selv når de også sørger. Det vigtige er bare at vi voksne samler os igen som du gjorde det så det ikke bliver ukontrollabelt og utrygt. Din stille sorg over noget der skete for så længe siden er helt sikkert ikke skræmmende og slet ikke når han oplevede at han kunne hjælpe dig. Måske hjælper det ham til bedre at kunne håndterer når andre er i sorg en anden gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er klog, kære Marina. Derfor holder jeg så meget af dig!

      Slet
  4. Hej Trine, Jeg så at i havde lejet en meget smuk ødegård i Sverige i Merhult. Mit navn er Sofie Siboni, jeg er instruktør på en kortfilm og leder i den forbindelse efter en ødegård i Sverige, der ser ud som det sted i har været. Hvor har i lejet den henne? Den er jo virkelig smuk.

    Med venlig hilsen
    Sofie Siboni

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sofie - Jeg søgte efter ødegårde på nettet og fandt Mörklehult. Prøv at søge på Merhult eller Mörklehult - så tror jeg, du kan finde stedet. Det er danskere der har det - vi gav 8000,- for en uge. Hvis du ikke kan finde det, skal jeg prøve at lede i mine gamle mails.
      Kh. Kristina

      Slet