mandag den 23. december 2013

23. december

Jeg havde så mange mange planer for, alt det jeg skulle nå i dag...
Hurtig i vendingen tænkte jeg, at jeg lige fluks kunne ordne overetagen, og de malerspande der stod i vejen deroppe, kunne lige sættes i skabet i soveværelset, for efter jul skal jeg jo have malet ganggulvet. Hvornår lærer jeg det? - hastværk er lastværk.
Pludselig lød et brag i soveværelset, hylden i skabet var brudt sammen under de to store malespandes vægt, og plask på soveværelsesgulvet flød ca. 10 l hvid maling... Overalt var der maling, gulv, seng, tøj, møbler - ja endda på vinduerne. I fire timer skrubbede min søster og jeg gulv, møbler, tøj... - Og det endte med at ganske lidt er røget på tabskontoen. - Men sikke en dag og nu er jeg bagud for mine planer, og tager de sene timer i brug.

Her til aften hentede vi bedste, så hun kunne komme ud og hjælpe med at pynte juletræ. Bedste sad ved spisebordet og satte tråde i de kugler, der manglede. Min søster, drengene og jeg hjalp hinanden med pyntning af træet. Cecilie og min lillebror lavede risengrød.







Bedste havde købt stjernekastere til juletræet, og selvfølgelig skulle en enkelt lige prøves. Viktor var dog noget bestænkelig, da han tændte den stjernekaster, han havde fået.


Fra min bedstemor kender jeg Jakobsstiger.  Det er silkepapirs stiger som hænges på juletræet fra øverst til nederst. Det er et rigtig syslearbejde at klippe stigerne og ligeledes at få dem foldet ud, men her hører Jakobsstigerne sig til. Bedste klipper og min sæter og jeg folder ud og hænger op. Hvert år laver vi nye, da de er så "skøre" og skrøbelige, at det ikke er muligt at genbruge dem fra år til år.



Og nu er bedste taget hjem, hele huset sover - men jeg har travlt, for jeg er jo bagud af dansen. Så jeg pakker gaver ind. Også ved nissedøren har jeg travlt, da nissen også har lagt gaver til drengene, og har fået pyntet juletræ. Træskoene er fundet frem, og ligeledes en skål med ris...




Og nu er det sengetid ... - og så må jeg løbe det hurtigere i morgen, så jeg kan indhente alt det, jeg havde planlagt skulle være sket i dag, og som så brat blev ændret af hvid maling.

2 kommentarer:

  1. Jeg føler dybt med dig over dit malingsuheld. Godt I fik reddet det meste. Glæder mig til at hygge sammen med jer både i dagens løb og i aften. Flæskestegen er på vej i sous vide bad, vi skal nok nå det hele ved fælles hjælp.

    SvarSlet
  2. Og jeg glæder mig til, at I kommer. KNUS

    SvarSlet