onsdag den 25. december 2013

24.december

Kan en juleaften være "perfekt", jeg tror det!
I hvert fald er jeg nu glad, træt og meget taknemmelig faldet om i sofaen. På værelset småsnakker Viktor, Arthur og kusine Dagmar. Som sild i en tønde ligger de filtret ind i hinandens arme, fordi de insisterede på, at de alle skulle sove i underkøjen. Stuen sejler med gavepair, julegaver og tomme flasker. Stearinlysene er næsten brændt ned, og foran mig står Baileys og småkager og nu nyder jeg  stilheden efter et døgn med drøn på.
 

Cecilie og min lillesøster kørte herfra i formiddags, og siden da har det hele gået slag i slag, men på den gode måde. Jeg hentede bedste, og sammen kørte vi på kirkegården. Vi trodsede den silende regn og den hidsige vind. Vi fik med møje og besvær tændt lys for min far og bedstefar. Dernæst nåede jeg lige hjem inden min svoger, svigerinde, niece og min svigerindes gamle søde mor kom og hjalp med juleforberedelserne.
Brødrene var i køkkenet, hvor de lavede vaniljeæbler, rødkål, kalkun, waldorfsalat, kartofler...
Min svigerinde, Rikke, og jeg, fik lavet prototypen til servietterne, og dernæst tog Rikke over. Hun strøg, stivede og foldede sig gennem 10 smukke svaneservietter. Jeg fik tændt lys, ordnet indpakning af de sidste gaver, dækket bord...

 



Børnene ventede i  forventningsfuld spænding. Tiden gik med karbad, computerspil, tv, leg... 
 
 
Så kom mine svigerforældre... Svigerfar og Allan passede maden, medens vi andre tog til julegudstjeneste. Og efter vi havde sunget "Dejlig er jorden", den smukkeste af alle salmer, kørte vi hjem. Der er noget særligt ved at komme hjem til duften af jul - kalkun, rødkål, gran og stearinlys der blander sig med hinanden, i en harmoni som hører en juleaften til.
 

 
 


Og inden vi kunne bænkes ved bordet måtte svigermor i køkkenet og lave brune kartofler og sauce.




Maden blev fantastisk. - Der er ros til Brødrene Laursen og svigermor. Flæskesteg tilberedt i sous vide kar, kalkun, - brune-, hvide- og franske kartofler, waldorfsalat, hjemmelavet rødkål, portvinssauce, vaniljeæbler m. rønnebærgelé - syltede asier, grønne tomater, rødbeder og agurker.




Og til dessert min svigermors ris a'la mande


Og så dans om juletræet... Farfar trak i julemandsdragten.
Juletræet blev tændt ´med levende lys og stjernekastere.
Alle bestemte den julesang/salme de ønskede, og vi kom på den måde vidt omkring. Fra de ukristelige "Ræven rask over isen" -  "Til julebal i Nisseland", " Nissen er en kunstig mand" - og til salmerne "Her kommer Jesus dine små" og "Det kimer nu"...
- Og tilslut, med Arthur forrest, rundt i dansende kæde gennem hele huset - "Nu er det jul igen".





Børnene delte pakker ud, som vi skiftedes til at pakke op. Og tænk, jeg har fået så mange af mine ønsker opfyldt, hvor er jeg heldig.
Under pakkeuddeling kom min mor, Birger (bonusfar) - og lillebror. - Hyggeligt. De havde nu fået Birger gamle mor hjem i seng inde på plejehjemmet, og kom derfor forbi og fik deres gaver og så drengene pakke deres gave ud - jagtdress, så de kan komme med på andejagt igen. 
Kan en juleaften være perfekt - bestemt - og at hjælpe hinanden med forberedelserne og næsten være sammen med alle dem på dagen, der er de nærmeste, så er lykken gjort. Og dem jeg ikke nåede at se i dag, ser jeg til julefrokost i morgen og overmorgen.

 
Glædelig jul

2 kommentarer:

  1. Tusind tak for en dejlig og smuk juleaften. Vi er klar igen om to år. Det er noget af det dejligste at tilbringe dagen sammen med at lave forberedelser ril juleaften. En skøn tradition vi er ved at bygge op....jeg tror faktisk vi allerede nu kan kalde det en tradition. Glædelig jul.

    SvarSlet
  2. Ja, lad det være en tradition! Det var dejligt at være sammen med jer :) Vi ses igen 4.juledag. KNUS herfra

    SvarSlet