torsdag den 12. december 2013

12.december

Jeg er en samler!
 
Jeg samler på bøger, knapper, perler, gammelt julepynt, lerkrus
og
på gamle blonder, Kaj Bojesens figurer, musselmalet stel
og
på gamle dåser, hulsten, kurve, udstiksfigurer 
og
på planter, gevirer, garn, syltekrukker
og
....
 
Ind i mellem bliver pladsen for trang til alle mine skatte. I dag har jeg ryddet op og sorteret på vores/mit lille biblioteket. Jeg elsker bøger. Som barn havde jeg vældig mange bøger, men værdsatte dem ikke rigtig, jeg  syntes vist dengang de var grimme - "bøger er rigdom", kan jeg høre min mor sige. Siden har jeg forstået, at hun havde ret.
Bøger er en enorm rigdom. Jeg har efterhånden samlet mange bøger - primært børnebøger, indretningsbøger, kogebøger, dansk litteraturbøger, naturbøger og kunstbøger. I perioder læser jeg meget, og andre gange kan der gå lang tid i mellem bøgerne, ærgerligt, for jeg elsker at læse en god bog.
Lige nu læser jeg "Kvinden i buret", en genre jeg sjældent kaster mig over, men jeg kan li den.
 


 
Nu hvor der er rart at være på "biblioteket", kan det være, at jeg vil læse lidt mere i den kommende tid. I hvert fald kan jeg nu overskue, hvad jeg har på hylderne dernede.
 


For en tid siden lovede jeg mig selv, at jeg ville holde igen med indkøb af gamle julekugler til juletræet, da der efterhånden ikke er plads til flere kugler på træet. Jeg må konstatere at min moral og selvdisciplin ikke er stikker ret dybt. Nedenfor ses dette års "nyindkøb" af julestads - Kristina dog!



 
Jeg har været en tur i udhuset efter kogler, nellikeappelsinerne og kastanjekapslerne med glimmer. Nellikeappelsinerne henter jeg med glæde frem år efter år. Hvis man stikker nelliker helt tæt sammen i en appelsin, konserverer appelsinen, og nellikekuglen kan derved holde i mange år. Det er et relativt stort arbejde, men jeg synes, det er det hele værd.
Kastanjekapslerne samlede Margit og jeg, det sidste efterår vi oplevede sammen. Vi tørrede de fine kapsler, og med spraylim og glimmer fik de nyt liv - smukt, synes jeg.
 

 
Ellers har jeg været på tur efter magnoliegrene, spist safranbrød og hygget mig med drengene.
 



Arthur har haft besøg af en klassekammerat. Han var også meget optaget af nissedøren. I aften skal der laves lidt mere ved døren. Jeg har indkøbt en lille rygsæk, økse og et par save, som skal overraske drengene i morgen tidlig.

2 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig til at se dit juletræ pyntet med alt den smukke gamle glaspynt.

    SvarSlet