lørdag den 30. november 2013

Jeg glæder mig!

Det er været den vildeste uge... - med mange gøremål, nu er jeg i mål, og det føles, når jeg mærker efter, fantastisk godt.
Det er ekstra vildt, fordi jeg indtil d.19. jan. har orlov fra mit arbejde. En rest barsel jeg aldrig har fået brugt, og jeg kan faktisk ikke forestille mig noget bedre tidspunkt at trække stikket på end netop nu. Jeg glæder mig så meget til at have god tid til at julepynte, bage, tage på juleindkøb og hygge sammen med og om mine drenge.
Jeg glæder mig til at fejre juleaften herhjemme, og til at have god tid til at gøre det hele klar.
Jeg glæder mig til julefrokoster med familien.
Jeg glæder mig til nytårsaften med gode venner.
Jeg glæder mig til, at vi i januar skal på guldbryllupsrejse med mine svigerforældre.
Jeg glæder glæder glæder mig over livet og over mine kære.

Dagen i dag har jeg været træt, træt ovenpå en hektisk arbejdsuge, hvor meget skulle lukkes ned - inden jeg med ro i sindet kunne gå på orlov. Så i dag har vi sovet længe, hygget os med nybagte safranbrød, været på besøg ved min mormor og morfar, hentet en pakke på posthuset og sendt Allan til julefrokost.
I morgen skal vi på skovtur, spise æbleskiver og drikke gløgg sammen med Allans familie, hvor er vi heldige.
 

I pakken på posthuset var et par fine æsker jeg har bestilt... - den øverste æske har jeg en gang fået af min bedstemor, og da jeg på nettet så en næsten magen til, kunne jeg ikke lade være med at købe den. Synes, de er fine sammen. Indtil videre er de placeret i rumdeleren i vores soveværelse, og der står de vist ganske godt.

 
Efter jeg var færdig på arbejdet i går, tog jeg sammen med Therese en tur til Bloom K og købte en buket. Stor og vild pynter den i min vindueskarm.


Denne æske kunne jeg heller ikke stå for. Jeg ved endnu ikke helt, hvad den skal bruges til, og hvor jeg skal have den - indtil videre gemmer den på et par gamle juletræsophæng, som forleden kom med hjem fra genbrugsbutikken. De tre udstiksforme er også "nye" - en kanin, en ko og et får, alle nogen jeg ikke i forvejen havde i samlingen så endnu et godt køb.


I pakken på posthuset var også en ældre karaffel. Det kræver en del karafler, for at al den likør og snaps jeg har brygget, kan komme til sin ret. Jeg synes, de gamle facetslebne karafler er så smukke, og jeg er meget glad for den der i dag var i pakken. Nu er hindbærsnapsen, som har en fantastisk rød nuance, hældt over i den.

2 kommentarer:

  1. Sikke nogle smukke æsker. Den nye er da et fund...matcher mormors som var de
    et par der endelig har fundet sammen. Smuk grenbuket til vinduet.
    Hinbærsnaps..mmmhmmmm....det lyder godt :) Tillykke med de fine ting.

    SvarSlet
  2. Æskerne er SÅ fine, og du har da ret, de to æsker ventede på hinanden, godt argument, når min mand spørger, hvad jeg skal med flere æsker. Hindbærsnap er virkelig lækkert, bestemt noget jeg også må lave næste år.
    Rigtig dejlig weekend til dig.
    Kh. Kristina

    SvarSlet