tirsdag den 23. juli 2013

En krans ...

Jeg har siddet under parasollens skygge og bundet krans... En krans som skal være en sidste kærlig hilsen, til hende vi skal til begravelse ved i morgen.
Da jeg for fire år siden mistede min elskede veninde Margit, bandt jeg også selv kransen - egentlig var jeg ikke tilfreds med det, jeg dengang fik lavet, måske fordi jeg viste, at jeg aldrig ville kunne gøre den så fin, som Margit selv kunne have lavet den. Selvom jeg ikke var tilfreds med resultatet, føltes det alligevel så rigtigt og fint, at plukke blomster på de steder, vi så ofte havde været sammen, og binde dem og den historie med til hende... sammen med alle de taknemmelige tanker til hende og tårer over at have mistet hende, som også blev bundet med.  
 

I dag tog jeg så revanse og kastede mig ud i endnu en begravelseskrans. Det tog lang tid, dels fordi jeg må gøre noget af arbejdet om, da jeg i første omgang, ikke havde fået bundet kransen jævn. Og dels fordi, jeg måtte på planteskolen af flere omgange for at have blomster nok. Min svigermor har også været med ekstra løvefod og violfrøstjerne fra hendes have, og det blev til flere ture langs grøftekanten. Nu er den færdig, og jeg er faktisk tilfreds med resultatet. Kransen er blevet tilpas vild med grøftekantsplanterne - og samtidig fin og sart med brudeslør og liljer.
Nu håber, håber, håber jeg, at den med vand fra forstøveren og i garagens "kulde" kan holde sig til i morgen.
 

Der er noget meditativt ved at binde kranse til særlige begivenheder - i hvert fald har mine tanker været langt omkring i dag - fra min egen far, som vi mistede for præcis 12 somre siden, hvor tanken om selv at binde en krans, var helt uden for rækkevidde, da døden dengang kom så pludselig og slog alt omkring mig i stykker...  til Margit, som jeg viste og mærkede gennem lang tid, at horisonten ikke var så langt væk, og derfor havde tid til at arbejde med tankerne, savnet og tomheden, hvis man da kan forberede sig på det  ... til mine gamle bedsteforældre, som jeg er evig taknemmelig for er, men konstant er bange for at miste... - og til Allans gode kammerat som netop har mistet hans mor, og som af den grund må have så frygteligt ondt indeni.


4 kommentarer:

  1. Den er SMUK!!
    Knus Lise (LE)

    SvarSlet
  2. Tusinde tak! Kæreste Lise - det er jeg glad for at høre.

    SvarSlet
  3. Kransen er lige så smuk som tanken bag, hold da op hvor er det smukt......
    Det du gør der er en rigtig god måde at bearbejde sin sorg på og så følsomt at lægge sine tanker i det værk man laver.....
    Jeg håber at den holdt natten og at dagen i dag bliver ikke alt for hård ved dig.

    Kæmpe knus og kram herfra.

    SvarSlet
  4. Kære "Elfepige"

    - Tak for din kærlige hilsen. Kransen holdt - næsten... og det var en fin dag. Denne gang var det ikke mig, der havde mistet, men en kær ven... Så det der var smerteligt ved dagen i går og tiden nu, er at et menneske vi holder meget af, har mistet hans mor alt alt for tidligt - og selvfølgelig sender det tankerne tilbage til den sommer, hvor jeg selv mistede min far.

    Håber, du nyder sommeren med dine kære.
    Kh. Kristina

    SvarSlet