Amalie har fået killinger, tre søde killinger, som vi indtil nu, kun har haft mulighed for at nyde på afstand. For Amalie, som mine forældres kat hedder, har været noget så snedig. Killingerne har hun placeret i halmballerne, og lavet tunneller, så vores arme præcis er for korte til at få fat i de små uldne klumper. En enkelt killing er det med as og mas ved en enkelt lejlighed lykkedes os at få ud, men derefter blev tunellen, af Amalie, gravet endnu dybere, så lykken varede kort.
Nu er killingerne blevet så store, at Amalie ikke længere kan holde helt styr på dem... I går kørte min søster, drengene og jeg over på gården.
Nysgerrige kom de tre bedårende uldtotter os i møde, og haps... - så stod vi klar. Så vi fik nusset, ååååhhh'et, kysset og krammet de små totter. Noget så sødt som kattekillinger findes der næsten ikke i min verden.
Og når man er på killingevisit i maskinhuset, er det nu hyggeligt at hoppe ned i kornet og sidde i høet
ÅÅÅÅHHH... Håber ikke, de små killinger led overlast af al den kærlighed min skønne familie knuste dem med.
En tur i haven og se den blomstrende guldregn. Guldregnen har aldrig hørt blandt mine favoritter, men jeg bøjer mig i støvet, hvor er den dog smuk netop nu.
Viktor og jeg var et smut ved Skærbæk sø. Hvor svævebanen og gyngerne blev afprøvet.
Jeg elsker det stykke natur, som heldigvis ikke er så langt væk fra vores bopæl.
Årh, dit indlæg fylder mig med gode minder fra mine egne kattekillingejagter på høloftet. Hvert år var det den samme fryd at finde et nuttet kuld, der ku' nusses i timevis ❤ kattekillinger tricker virkeligt mit "nååååårh-gen" ;-)
SvarSletDejligt, - tak for din søde kommentar... Her (også her) har vi en fælles "passion"... for det er præcis som du beskriver. Glæden over at finde kuldet - kramme de små, stikke næsen i den fine pels, og mærke de små skarpe klør. Og ja, nnnnåååårrrrrhhhh-genet bliver flittigt brugt :)
SvarSlet