mandag den 6. maj 2013

I søen...

 
Det har bestemt været en dejlig weekend. De første bøgetræer er sprunget ud. Jeg har været på planteskolen og har købt nye krydderurter. Nye sorter som ikke tidligere har fundet vej til min have - som jordbærmynte, stevia, mandarinmynte og lakrids. Lidt omvendt rækkefølge at starte på planteskolen inden bedene er rengjorte og klar - men noget så typisk mig. Jeg har taget tilløb, og er nu begyndt at fjerne mos i min forhave. Det har efterhånden kvalt alt andet, og nu er jeg blevet godt og grundig træt af det. 
 

I dag havde jeg tidlig fri fra skole, og kunne hente drengene da deres skoledag sluttede. Vi kørte ud til mine forældre, så jeg kunne tilse de plantekasser, jeg har derude. Mine stauder var totalt invaderet af skvalderkål, løbende mynte og kvikgræs, men nu er det væsentlig reduceret.
Drengene nød det gode vejr. Vi hentede fiskenettene. Først blev de brugt til at indfange lysegule sommerfugle, og derefter gik turen til søen.



Haletudser og skøjteløbere kom i baljen. Dog konstaterede Arthur, at der længere ude i søen var endnu flere tudseæg, og da vejret var godt, tillod jeg årets første søbadning. Hvor de dog hyggede sig. Kolde, møgbeskidte, rødkindede, glade og lettere forfrosne kom de senere op af vandet. Solen varmede dem hurtigt igennem igen.
 

Sikke dog en vidunderlig tid. Tusindfryd i græsplænen. Anemoner i skovbunden, mirabelletræer i blomst. Amalie med kattekillinger i maven. Kyllinger i hønsehuset og spirende lysegrøn lykke.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar