I går var vi til min søsters fødselsdag. Hele familien samlet til morgenmad i gildesalen hos vores forældre. Dernæst med familien på traktortur i skoven, leg på boldbanen og solskinshygge i haven.
I aftes fik jeg lavet Arthurs pom pom træ færdig. Den lille skammel har fået nyt liv efter en omgang blå maling. Så nu er det hjørne på Arthurs værelse ved at tage form. Tilbage er blot, at Allan tager fat om alle ledningerne, så der kommer lidt orden i dem.
Viktor ønskede sig også pom pomer på værelset, men der er ikke rigtig plads til et helt træ. I stedet lavede vi en ranke, som nu hænger ned fra geviret på et af de små trofæer.
På vores mange ture i skoven har vi samlet mange knogler fra rådyr. Min onkel holder heldigvis meget af dyreknogler, skeletter, fossiler, sten... Arthur og Viktor har samlet en pæn stor mængde knogler og kranier, som onkel Sten er blevet foræret (hvor er jeg taknemmelig for, at jeg ikke skal finde plads til det hele herhjemme). Drengene har fået den fineste gave af ham med tak for knogler. Vættelys han har fundet på Møn og søpindsvin fra Fur. Sikke herlige skatte.
Skattene er nu gemt i skabet sammen med strudseæg, fysikflasker og drager.... et rigtig drenge skattekammer skab.
Jeg har luret onkel Sten kunsten af med at rengøre knogler og kranier, så lige nu ligger tre kranier og venter på at komme i klorinbad - utroligt hvad man som mor til to drenge indvilliger i.
I dag har drengene været med onkel, tante og kusine Dagmar på veterantogtur. Herhjemme blev der bagt hindbærsnitter, kokostoppe og valnøddeboller. Hindbærsnitter blev vældig gode - og jeg deler derfor gerne opskriften.
200 g. koldt smør
350 g. mel
1½ spsk. vaniljesukker
100 g. sukker
1 æg.
Dejen samles - gerne i røremaskine.
Udstik dejen med den ønskede form, jeg valgte et hjerte. (De kan naturligvis også laves som stænger)
Bages ca. 10 min. ved 200 grader
Når hjerterne er afkølet, lægges de sammen med god hindbærsyltetøj i mellem.
Derefter hvid glasur rørt med en smule citronsaft - og lidt krymmel.
De kunne godt blive vanedannende.
Det var vældig hyggeligt at have drengen med på togtur. Tak for lån.
SvarSletDet er bestemt os der takker! De har snakket om det igen i dag, og er begge enige om, at det var en rigtig dejlig oplevelse.
SvarSletKærligst Kristina
Det er rigtig fint, det pom-pom-træ! Og trofæerne er en fed vægudsmykning! :-)
SvarSletKære Trine - tusind tak. Pom pom træet fylder hjørnet ud, og trofæernne er jeg ret pjattet med. Har netop bestilt lidt flere plader, som skal males, så vi kan få lidt flere trofæer på væggen :)
SvarSlet