Der er langt mellem indlæggene, længere end jeg ønsker, men jeg må konstatere, at jeg har meget om ørerne, og tiden til indlæg, billeder og ord er derfor begrænset. Men i dag har jeg kreeret en krans. En krans til min morfar.
Fredag var jeg på planteskolen for at købe en, men ingen faldt rigtig i min smag, så jeg købte i stedet en halmkrans og grønt til at binde om.
I silende regn smuttede jeg på bare tæer en hurtig tur i haven efter orange bær og buksbom... en kold fornøjelse. Så det var godt at komme ind i varmen igen, hvor spisebordet udgjorde det for blomsterværksted. Godt en time senere var kransen bundet, og Viktor og jeg kørte ind til mormor.
En tur på kirkegården. En hurtig tur for regnen piskede ned. Kransen ligger nu i skovbunden ved morfar. Jeg savner ham, hver evig eneste dag er han i mine tanker... for det er jeg taknemmelig, men ind i mellem tager det næsten pusten fra mig, at jeg skal leve resten af mit liv uden ham.
Han ville have kigget hovedrystende på billederne af mine bare tæer i novemberkulden. Jeg ville ikke have fået ros for den præstation. Kransen havde i bedste fald udløst et lille bifald, men det var blevet overdøvet af, at jeg havde fået tudet ørerne fulde med formaninger om, hvor tosset det var ... blærebetændelse, lungebetændelse og hvad ellers af alskens alvorlige sygdomsonder der kunne ramme mig med den letsindighed. Han har ret, det er fisme dumt!
Håber, den kan ligge der i skovbunden og se fin ud i lang tid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar