onsdag den 27. juli 2016

ITALY dag 4 - noget om at (for)købe sig ferskner


I går var besøgte vi en vingård, og i min begejstring for stedet og dets meget fine frugt købte jeg 7 kg. ferskner... Nogen vil måske mene, at jeg forkøbte mig, og ved nærmere eftertanke, kan jeg ikke afvise, at det har et gran af sandhed over sig. I hvert fald betakker jeg mig for, at jeg ikke købte det 12 kg. vinavleren mente var en passende mængde til vores lille familie. Så jeg har nu i 2-3 timer kreeret ferskenmarmelade i store mængder. Tre forskellige varianter er det blevet til, og kun sølle 9 store ferskner (ca. 2 kg.) er tilbage i kurven.


I går søgte lidt information på nettet om, hvordan man laver ferskenmarmelade, da jeg ikke tidligere har eksperimenteret med det. Jeg fandt frem til forskellige opskrifter, som jeg har fiflet lidt med... - og tror, at jeg har eksperimenteret mig frem til tre fine varianter.

- en med rosmarin og citron
- en med kanel og citron
- en med mandler og vanilje



Jeg havde på vores gåture i området set, at der flere steder vokser "vild" rosmarin, så  vi plukkede en masse - alt for meget, så nu skal jeg i løbet af i morgen have fundet ud af, hvad jeg kan bruge det til.
Jeg tænker, at jeg skal have gang i nogle tomater?



Det meste af aftenen har jeg stået på terrassen. Over bjergene, som jeg kan se fra vores terrasse, har det lynet. Det har buldret så hyggeligt i det fjerne, og enkelte regndråber ramte parasollen, hvorunder jeg snittede, men aftenen føles alligevel lun og venlig.
Alessandro, som ejer hotellet her, har den flittigste mor. Hun har i samtlige af de år, vi har været her, fejet fortov, poolområdet ... hun er en rigtig husalf. Da jeg stod under parasollen med ferskner op over begge ører smilede hun. Jeg ved ikke helt, om det var et kærligt og anerkendende smil, eller om hun i stedet tænkte, du godeste hvad har den kvinde dog gang i ? Men i hvert fald stod jeg præcis samme sted, da hun kom forbi to timer senere, og da blev smilet endnu bredere. 



Ellers har vi været lidt rundt på gåben i området. Drengene fanger stadig Pokemons, og det giver rig mulighed for at kigge på huse og fantastiske køkkenhaver. Mange af køkkenhaverne er overdådige med citroner, nektariner, figner, meloner, tomater, agurker, druer .... - og som neden for kæmpe græskar, som i dette tilfælde lavede et gigantisk tag over stedet terrasse og garage.




Og så har vi selvfølgelig også været en tur ved havet. Viktor er i gang med en serie om Skyggernes Lærling, og for første gang sådan rigtig for alvor ser jeg ham opleve læseglæde. Det der med, kan vi sige, at jeg lige læse to kapitler mere, og så går vi? Han er fuldstændig opslugt, ind i mellem til Arthurs store fortrydelse, da han ofte må vente på storebror, der bare liiiiige skal læse et kapitel mere, inden han har tid til at bade.
Jeg nyder, at Viktor har det sådan, for det er sådan en dejlig tilstand at være i. Også jeg er gået i gang med endnu en roman. Sissel Jo Gazans "Dinosaurens fjer". Jeg har faktisk været i gang med den en gang tidligere, hvor den ikke rigtig fangede mig, men nu er jeg på, kan jeg mærke. Så jeg glæder mig til, at jeg i morgen skal til vandet og læse.


I morgen i de seneste af eftermiddagens timer, hvor solen ikke er alt for hård, vil jeg sidde mellem de fiskene på molen og læse. Og så skal jeg jo altså også have fundet en fin opskrift, så jeg kan få syltet de 3 kg. blommer fra vinslottet , og jeg skal have fundet noget, så jeg kan få brugt det fine rosmarin vi i dag har plukket.

2 kommentarer:

  1. Fantastiske billeder og jeg er imponeret over, at du virkelig orker at sylte i ferien 😊 Det der med læseglæde......det er guld værd, når børnene finder den. Så er der ingen vej tilbage: så skal der shoppes bøger 😉🎓

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Hanne-Lene - Jeg elsker at sylte! Og med al den dejlighed der findes her, ville det faktisk være en skam ikke at orke det :) Læseglæde er vidunderlig, og han må få ALLE de bøger, han ønsker sig. Kærlige tanker fra Italien

      Slet