Ylvalishule

Der er vist ikke meget i mit hjem, der bimler, bamler, stråler og som i bund og grund bare er alt alt for meget. MEN på mit juletræ tager jeg revanche ... ikke lidt, men voldsom revanche. Mit juletræ er et rent bombardement af gammelt og selvgjort julepynt.

Mine gamle glaskugler er for mig de smukkeste guldæg. Hen over året ligger de sirligt indpakket og sikkert gemt på loftet, men når julen nærmer sig, finder vi kassen frem og pakker al den fine julestads ud. Drengene deltager gerne, og selvfølgelig skal de være med. Det kostede dyrt, da drengene var yngre, når kuglerne blev smadret af små ivrige hænder. Derfor må jeg også blankt erkende, at jeg nu er nervøs og måske nok overdreven belærende med bemærkninger som "pas nuuuu pppåååå",  når jeg overværer deres udpakning af mine guldæg.  

Glæden ved gammelt julepynt startede ret tidligt i mit liv. Min bedstemor bad mig i en alder af 10 år dele nogle julekugler mellem mit fætter og jeg - jeg husker til stadighed, hvordan jeg forsøgte at dele kuglerne mellem os, det var svært, det erkender jeg, for hvor ville jeg gerne have de fineste til mig selv. Jeg tror faktisk, det endte med, at bedste måtte give sit besyv med, så fordelingen ikke blev alt alt for urimelig.

Tilbage fra dengang har jeg stadig lidt kugler. Den fineste er den lange istap, som jeg værner om, og er et af mine kæreste ejer.

Min samling tæller nu omkring 350 gamle julekugler, et ret svimlende antal, men slet ikke nok til, at jeg stopper min samlemani. Hvert eneste år køber jeg nye - jeg kan simpelthen ikke lade være. 

Jeg oplever, at mit juletræ er meget personligt, fordi en del af pynten er forbundet med gode minder om mennesker, jeg holder meget af.

På juletræet hænger små fine engle, som jeg har fået foræret af min bedstemor. Englene stammer fra min bedstemors gudfar, så dem passer jeg naturligvis rigtig godt på.

Istappen, en af mine første kugler, husker jeg fra juletræet i mit barndomshjem. Da mine forældre blev skilt, pakkede jeg istappen og tre andre kugler ned til mig selv, så de har fulgt mig længe.

Desværre mistede vi min far for 13 år siden, og måske derfor er istappen fra hans barndomshjem, blevet mig så kær. I hvert fald tænker jeg altid på ham, når jeg hænger istappen på juletræet. På den måde føler jeg, at han er med. Drengene kender historien, og de ved, at netop denne er mig særlig kær.

Den tjekkiske julekugle til venstre har jeg netop fået i julegave af min søde veninde, Therese.

Til højre et billede af en fin pibe, som jeg for år tilbage fik foræret af min kære veninde Louise. Fantastisk, at mine to skønne veninder kender min lidenskab og dejligt er det, at jeg "pynter de to med ind i træet".  

Øverst på træet hænger tre grønne kogler, det er deres plads hvert eneste år. De to af koglerne har jeg fået af Margit, min elskede veninde. Jeg savner hende, ofte... men på det tidspunkt jeg i kassen når til de fine grønne kogler, er hun ved mig, og så hører jeg hendes stemme ... "hæng julepynten ind i træet, så er det smukkest". Det bestræber jeg mig så på, for jeg synes, hun har ret. Pynten er smukkest, når den fordeler sig rundt i træet, ikke kun på den yderste spids af grenene, men ind mellem grenene og gerne helt ind til stammen.

At min bedste er mere end ferm til at bruge hænderne, kan ingen der læser med her være i tvivl om. Hun er en sand mester til, at skabe de skønneste ting. Hvert år beriger hun os med fint julepynt, som hendes gamle hænder på magisk vis stadig fremtryller. Selvfølgelig har hendes kreationer også en særlig plads i mit hjerte. Fuglen på billedet her over, lavede vi for nogle år siden mange af, efter vi havde set nogle lignende i en juleudgave af Bolig Liv 

Paraplyen har bedste i år lavet ca. hundrede af. Ideen opstod, da jeg i sensommeren var på besøg i Silkeborg, hvor jeg i en af mine foretrukne antikvitetsforretninger fandt en gammel silkepapirsparaply i julekassen. Paraplyen blev købt, og bedste har i Aktivcenteret fået en af de ældre herrer til at lave 150 paraplyskæfter. Gennem de seneste måneder har hun klippet og syet de fine paraplyer til hendes kære i de farver, vi holder allermest af.
Silkepapirskurven er en tradition, som min bedstemor har med fra sit hjem. Sammen med min oldemor klippede min bedstemor lillejuleaften de fine kurve til juletræet.

De franske anemoner lavede bedste og jeg for år tilbage. Jeg er helt pjattet med dem. Knoppen har vi lavet af sort velourstof fra en gammel pude og rundt om denne er foldet crepepapir. Vi har netop aftalt, at vi i det nye år, skal lave flere af disse, da flere i familien gerne vil have dem.

De små rondeller lavede vi også for år tilbage. Bedste har i sine gemmere de fineste blonder og border, som vi skulle finde på noget at bruge til., det er vist en fin løsning.

De hvide silkepapirsnelliker er også en gammel tradition, som bedste har lært mig. Gennem årene har vi kreeret mange af disse - også roser, som jeg desværre ikke har flere af, men vi må vist lave nogle nye, for de hører sig ligesom også til på juletræet.

Og Jakobsstigerne - vores tradition. Hvert år inviterer jeg bedste og søster lillejuleaften, så vi kan lave disse til træet. De kan ikke gemmes, dertil er de for skrøbelige. Men jeg synes, det er sådan en fin tradition, vi har sammen har skabt, at vi lillejuleaften klipper Jakobsstiger efter at risengrøden er spist.

 Jeg er ikke færdig med at fortælle om juletræet... så I må forberede jer på endnu et indlæg