onsdag den 16. juli 2014

Berlin del 2

Efter drengenes store ønske, tog vi i dag på computerspielemuseum på Karl - Marx - Allee
Drengene hyggede sig i en verden, jeg slet ikke forstår mig på.
 

 
Dernæst tog vi U-Bahn til Alexanderplatz.
Alexanderplatz er bedst kendt for Fernsehturm, der efter delingen i øst og vest, blev østberlins prestigefyldte varetegn og sendemast, der skulle kunne ses ovre på ”den anden side”. Tårnet er 368 m højt, stod færdigt i 1969. I dag er tårnet et yndet udsigtspunkt.


 
Fra Alexanderplatz gik vi til Hackescher markt og derfra videre til Hackesche Höfe.
Hackesche Höfe er et kompleks af 8 sammenhængende indre baggårde. I alt strækker gårdene sig over et areal på 9.200 m². Stedet er noget så hyggeligt, og der ligger de fineste cafeer og butikker i gårdene. I dag gik vi efter en relativ ny butik i hof nr. VII; Eat Berlin.
Eat Berlin er en fin forretning, som sælger skønne madvarer, der er produceret i og omkring Berlin.


 
Nu hvor vi snart selv skal i gang med at producere honning, er det jo nærlæggende at prøvesmage andres honning. Så vi købte i Eat Berlin to glas speciel honning, et med pistacie samt et glas med chokolade og karamel. Dernæst gik vi ned i det gamle jødiske kvarter omkring Sofienstrasse og Auguststrasse. Jeg holder meget af netop det område i Berlin.
Her i det jødiske kvarter ligger snublestenene (stolpesteine) tæt, og vi standser gerne op og læser de korte inskriptioner.
 

Et menneske er først glemt, når deres navn er glemt

Kunstneren Günter Demnig (f. 1947) står bag en serie af mindesmærker udformet som messingbrosten.
De lægges ned i gadebelægningen foran huse, hvor ofre for nazismen har boet. På hver sten er indgraveret et navn. Derudover de fakta, der kendes af følgende fødselsdato, dato for evt. deportation, dødsdato og dødssted.
Med stenene mindes folk som individer. Man kan stå lige foran det hus, hvor folk boede og føle en fysisk nærhed til dem på tværs af tiden. At stå foran personernes huse giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke blot anonyme dele af en større gruppe.

 
 
Et af mine absolutte yndlingssteder i Berlin, er Clärchens Ballhaus, som ligger i Auguststrasse.
Jeg har skrevet om stedet lige; HER
Desværre var der lukket til den gamle spejlsal, hvor jeg ellers kan svimle helt væk i de smukke omgivelser. Skønt er der nu også i gårdhaven og i dansesalen med det gamle blylametta på væggene.
Jeg tænker, at der er rigtig gang i den her i aften, hvor der danses Swing kl. 21.00.
Arthur puttede en blomst bag øret, og dristede sig til et par hurtige dansetrin på det gamle og godt slidte sildebensparketgulv i dansesalen
 


 


Her i aften har drengene og jeg set filmen; Drengen i den stribede pyjamas... - fantastisk film, om 2.Verdenskrig, om jøder og et unikt venskab på trods...
På bagsiden af filmen stod der fra 11 og opefter, så jeg tænkte, at hvis jeg så den sammen med drengene, gik det an.
Jeg sidder stadig i stuen, for der er en del spørgsmål, der trænger sig på, efter vi har set filmen - og de skal sove godt mine drenge, så jeg svarer gerne og tålmodigt. Jeg fortryder nu, at jeg ikke ventede et par år med at vise dem den film. God det er den! Men barsk og efterlader mange spørgsmål, om et menneskesyn, som er så uhyggeligt svært at forstå og forklare. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar