tirsdag den 14. januar 2014

Fuerte Ventura


Der har været stille på bloggen i den sidste uges tid, da vi har været på ferie på Fuerte Ventura.
Farfar og farmor havde inviteret i anledning af deres guldbryllup. Ikke ilde at rejse fra vintermørket ned til sol og varmegrader.

Dagene på Fuerte Ventura blev nydt i hinandens selskab. Drengene og kusine Dagmar har badet i poolen og i havet.
Fantastisk at slå altandøren op med udsigt til blåt hav og skyfri himmel.
 


På stranden lever "vilde" jordegern, som meget gerne vil håndfordres med nødder, brød, bananer ... De små egern er så bedårende med deres smukke farver - og nuttede ser de ud når de gesvindte suser omkring på de stejle klippevægge.  
 


Fuerte Ventura er en spansk ø og den næststørste af de Kanariske Øer.
Klimaet er tørt og øen består primært af vulkanske lavelandskaber - så øen fremstår primært gold og øde. De grønne oaser opstår ved vedholdende vanding.


Fra vores hotel havde vi udsigt til lavalandskabet. En eftermiddag besluttede vi os for at bestige et af de enorme lavabjerge, og med as mas og seje udholdende børn lykkedes det os efter 1½ time at nå topppen.

 
Granatæbler gror der også på Fuerte Ventura


Vi fik bygget fine sandslotte ved havet, og vi nød synet af dem så længe det varede, inden de blev skyllet bort med tidevandet.
 


Vi lejede en bil og kørte til den sydligste del af øen, hvor vi så Villa Winter. Stedet blev opført i fyrrene af en tysk naziofficer. Turen til Villa Winter gik af stejle lavebjerge med hårnålesving, og vi var noget rundtossede, det gik dog hurtigt over, da vi bjergtagede nåede vores mål. - Gudesmukt med gold landskab, voldsomme bølger - og resterne af noget der engang har været en imponerende smuk villa ude i ingenting. 




På vores køretur rundt på øen blev vi stoppet af en flok vilde æsler, der meget gerne ville fodres gennem vinduerne... Vi bestak dem med æbler, og efter en rum tid, fik vi nådigst lov til at fortsætte vores køretur.
 

 
På vores tur rundt på øen så vi også smukke bjerggrotter og et frilandsmuseum. Og så, tåber som vi åbenbart er, min svigerinde og jeg, fik vi smagt på kaktusmælk. Det frarådes på det kraftigste. At vi tilmed lod børnene smage på saften, er næsten utilgiveligt. I fire timer led vi på bilens bagsæde af de vildeste halsbrande - tunger og ganer var glohede. Og nej, saften fra kaktussen smagte ikke grimt i starten, og var på ingen måde stærk, da vi smagte- smerten, varmen, gløden og den voldsomme stærke smag kom snigende. 
Du godeste hvilken dumhed at smage på kaktusser, og tro at de tilnærmelsesvis nærmer sig den skønne kaktusmarmelade vi fik serveret til vores morgenmad.
 




Og nu er vi så hjemme igen til vintermørke og sne - men i virkeligheden er det slet ikke så ringe endda. I hvert fald trænger vi vist alle til, at det igen efter en lang og skøn juleferie nu bliver hverdag igen.  

4 kommentarer:

  1. Tak for godt selskab på turen. Jeg lover dig.....jeg smager ikke kaktusmælk igen (uden at have tjekket om det er en spiselig kaktus det kommer fra), din beskrivelse af vores oplevelse er uhyggelig korrekt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og jeg lover dig, at jeg ikke serverer mere kaktusmælk for dig! Uhyggelig korrekt - hu-ha, jeg er faktisk ikke helt sikker på, at mine ord slår til, når jeg tænker tilbage på de rædsomme timer der fulgte i kølvandet af de små dråber kaktusmælk. - KNUS herfra

      Slet
  2. Vildt fine billeder! Jeg længes jo helt efter sommer og sol nu :-)
    Kh Ulla.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak - har netop kigget dine skønne billeder fra julen i Danmark - skønne billeder.
      Sol og sommer kan man virkelig længes efter i denne tid - og jeg ville gerne have stoppet lommerne fulde af sol og sommer og have haft lidt med hjem, men det må så fastholdes mellem ørerne i stedet.
      Kh. Kristina

      Slet