søndag den 22. december 2013

22. december

Tju-hej... dagen i dag har været fyldt med gøremål, alle af den hyggelige slags. Vi har været på gården efter grøntsager - æbler, kartofler, rødkål og den smukkeste grønkålsstok.
 
Vi har lavet endnu mere konfekt - og endnu en portion brændte mandler.
Syltede rødbeder, - asier og - agurker er alle tilført ny sukkerlage, da jeg efter smagning konstaterede, at jeg havde været lige vel rundhåndet med krydderierne.  


Drengene og jeg har været en tur ved bedsteolde og pyntet hendes juletræ. Min bedste har det smukkeste gamle julepynt. Det er en fryd at pakke de fine kugler ud, som alle er nøjsomt pakket ned i fine æsker og med køkkenrulle omkring. Drengene og jeg pyntede træet, og smukt det blev det. Stjernekastere blev tændt og vi spiste nylavede klejner, som bedste havde lavet i den store sorte støbejernsgryde i køkkenet.



På besøg hos bedste kom også min faster og onkel  - og de havde julegaver med til drengene.
Hold nu ... nogle flotte gaver. Min onkel, som er dinosaurekspert, dinosaurfødselsdag  ... havde lavet en dinosaur til hver af drengene.
Hovederne har han lavet i ler og derefter malet. Hvor er de flotte og sikke et arbejde - og sikke en lykke, at have en onkel, der gider investere den tid i mine drenge - jeg er så taknemmelig!
Da vi skulle inde fra bedste, skete det værst tænkelige. Arthur, som havde hørt, vi skulle hjem, gik i stuen for at hente dinosauren, og bang ... han tabte den, og den gik i stykker...
Jeg var grædefærdig, og vred, det indrømmer jeg blankt. Arthur stod som stivnet, inden han begyndte at græde. Min onkel er en stor pædagog, og han lovede Arthur, at han nok skulle fikse dinosauren, så den blev klar, når vi kom til julefrokost ved dem 2.juledag.
Der var en noget trykket stemning på vej hjem i bilen, Arthur var stille - det var jeg også.. og så græd han igen, for nu skulle onkel Steen bruge hele julen i kælderen for at fikse dinosauren. Jeg kunne have trumfet, ved at sige "Ja, det skal han"! - Men så smeltede mit hjerte, og jeg trøstede ham.
Nu har vi båret Viktors dinosaur i sikkerhed på værelset. Det er dog den sejest tænkelige julegave. Jeg er SÅ taknemmelig over, at jeg har en familie, der er så dygtige med hænderne, men mest af alt over, at de bruger så meget tid på mine drenge, jeg er heldig! 


Her i aften har jeg haft besøg af de skønneste - Therese & Louise. Vi har givet hinanden julegaver, og vi har lukket op. Jeg har fået de fineste sager, af to veninder der kender mig rigtig godt. Hvor er jeg glad for gaverne, og hvor er jeg glad for at have to veninder, som kender mig så godt, at de rammer det jeg holder af så præcist i deres gaver til mig. Er de bare halvt så glade for de gaver, jeg har givet dem, som jeg er for deres, så har jeg gjort det godt.
 

Her er gaverne til
Louise; Æblelikør, Selma Lagerlöf - legenden om julerosen - samt en rakubrændt keramikhest af Trine Toft
Therese; Æblelikør, Käler skål og en mulepose af Henriette
Desværre fik jeg fotograferet gaverne inden jeg fik hængt en af min bedstemors ballerinaer på hver af pakkerne.


Og i morgen venter endnu en dejlig dag med juletræspyntning, madlavning, oprydning, hygge ...

8 kommentarer:

  1. Hvor ærgerligt med den dino. Jeg har fulgt med på din blog et stykke tid, og jeg finder så meget inspiration her, så mange tak for det:)
    Rigtig glædelig jul til dig og din familie.

    mvh Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dorte - hvor er det dejligt at høre, mange mange tak! Ja, det er så ærgerligt med den dino, men jeg er nu alligevel sikker på, at vores onkel nok skal få den fikset, selvom det godt nok er ærgerligt for ham, at skulle i gang med at reparere en dino, han netop har lavet.
      Dig og dine ønskes ligeledes en rigtig glædelig jul. Kh. Kristina

      Slet
  2. Årh søde Arthur. Man taber jo ikke med vilje. Det lyder rigtig dejligt i jeres hyggelige hjem. Lise LE

    SvarSlet
    Svar
    1. KÆRESTE Lise - dit dejlige skønne brev er fundet - tusinde tak! Du gør mig glad og godt. Rigtig dejlig ferie... Og så glæder jeg mig til at se dig i det nye år. Hvad min vi finder på? - Jeg ved, at det skal nok blive spændende og smukt. De kærligste tanker Kristina

      Slet
    2. GLAD for det nåede frem. Glæder mig til mange hyggelige dage med dig søde du. LE

      Slet
    3. Lige over, kæreste Lise. Håber, I nyder dagene i sommerhuset -og at der forude venter en dejlig rejse. KNUS herfra

      Slet
  3. Det var så synd for jer allesammen, men allermest for Arthur tænker jeg. At tabe den julegave man lige har fået er frygteligt, at samtidigt skuffe mor og skaffe onkel ekstra arbejde er næsten ikke til at bære. Jeg har tænkt på ham siden jeg læste det på min telefon en aften (og jeg får altså ikke kommenteret fra telefon). Håber nu det hele endte godt.

    SvarSlet
  4. Kæreste Marina -
    Ja, i det øjeblik det skete, var jeg godt nok træt af Artur... mest af alt fordi, jeg syntes, det var mangel på forsigtighed og ligegyldighed overfor min onkels store arbejde. Ved nærmere eftertanke kan jeg jo sagtens se, hvad der skete. Arthur, var simpelthen så glad for den dinosaur, at den bare skulle med hjem, vi måtte endelig ikke glemme den, derfor tog han selv affære, og forsøgte at løfte den. Arthur, var ked af det, og det synes jeg, er rigtig godt, han blev - fordi han mærkede, at vi var andre der blev også blev kede af det. Jeg håber, at det har lært ham, at en sådan gave skal man passe ekstra på, fordi det er ekstraordinært, at nogen bruger så meget tid på at glæde ham med sådan en gave.
    Onkel Steen, har nu dinosauren i kælderen, hvor den er på hospitalet ... vi har tilset den i dag, og den skal nok blive fin igen - jeg betvivler på ingen måde min onkels evner. Arthur har kigget længe på den, og han glæder sig til at få den på værelset, når den er klar. Så, kære Marina, alt ender godt ... - tak for tankerne, og nu jeg kender Arthur, tænker jeg, at det formegentlig ikke er den sidste ting min eleskede dreng kommer til at ødelægge. Gale katte får revet skind, og sådan en er Arthur - fuld af spontanitet, hittepåsomhed, energi og vovemod - tilsat et skrøbelig og eftertænksomt sind - Jeg håber, at alle de fine kvaliteter og egenskaber må kombineres i ham, så han ikke får alt for mange søvnløse nætter.
    Kærligst Kristina

    SvarSlet