lørdag den 28. september 2013

Dinosaurfødselsdag

Den seneste uges tid har vi arbejdet på at gøre klar til drengenes dinosaur fødselsdagsfester.
Heldigvis havde min mor og Birger endnu en gang lånt os gildesalen på Malmkjær. Udfordringen bestod i år, efter drengenes ønske, i, at lave en dinosaurfest. Så for tre uger siden sendte vi invitationerne ud. Vi havde lavet avisen Dinotidende, hvori man kunne læse, at der for nylig var gjort flere knoglefund på gårdens jorde, og at de fundne knogler formodentlig stammende fra dinosaurerne. Derfor havde man inviteret ekspeditionsleder og dinosaurforsker Hr. Virring til Malmkær for at tilse de fundne sjældenheder. Hr. Virring havde bedt Malmkjærs beboere lede efter talentfulde biologer, geologer, arkæologer, palæontologer og dinosaurtalenter til at komme på dagen, da hans gamle øjne kunne få brug for hjælp. Heldigvis er Viktor og Arthurs klassekammerater meget talentfulde, og de blev derfor indbudt.  




 
Vi fejrede to fødselsdage i dag... først kom Arthurs klassekammerater fra 11.00. - 14.00.  og to timer senere kom Viktors klassekammerater. Da gæsterne ankom blev de ved vejen mødt af en lille elskelig dinosaur, alias Arthur - som var iført den fineste dinosaurdragt min skønne og dygtige veninde Louise har lavet. 
  

 
 
Nede ved gården blev gæsterne mødt af dinosaurkirkegården.
Alle mine og onkel Steens gevirer, knogler og kranier udgjorde en meget effektfuld kirkegård.


Efter lidt røverhistorier om, at Hr. Virring sad dybt koncentreret i arbejdet og ønskede arbejdsro, kiggede drengene forsigtigt gennem vinduet ind i Hr. Virrings værksted. På listesko sneg vi os forsigtigt ind i hans værksted og kiggede os lidt omkring.

 
 
Hr.Virring alias onkel Steen
 
 
Hr.Virring alias min bonusfar
 
Og der sad han så, Hr. Virring og arbejdede med knogler, kranier og et fugleskelet under luppen.
 
Min onkel Steen er en rigtig "dinosaurekspert". Han har ved flere lejligheder været med til udgravninger af dinosaur, han holder foredrag og workshops på biblioteker og skoler. Sikke en onkel at have. I min onkels kælder er et skattekammer af fossiler, kranier, knogler... Hvad han har af gamle trææsker med kranier, søpindsvin, vættelys, døde fugle, knogler, æg..., - det er vildt, hvad der gemmer sig i hans kælder. Og i dagens anledning var en del fra skattekammeret pakket i bilen og taget til Malmkjær, hvor han spillede Hr. Virring.
 
Da Hr. Virring opdagende drengene, blev de sat ind i sagen. For at vise deres værd, havde Hr. Virring planlagt en ekspedition med forskellige udfordringer. Udfordringer der ville afsløre deres evne til samarbejde, viden, udholdenhed, smidighed, præcision og kreativitet. Hr. Virring ville under ekspeditionen holde øje med dem, og skulle det vise sig, at de unge mænd levede op til hans forhåbninger og forventninger, ville han belønne dem alle med et hædersbevis. 
Drengene blev derefter inddelt i hold -  og et,  "sæt i gang".
 

 
En af prøverne bestod i at udgrave dinosaurknogler. Drengene skulle med deres medbragte hamre, samt de remedier Hr. Virring stillede dem til rådighed vise, at de var i stand til at udgrave knogler uden at beskadige knoglerne.
 
Drengene og jeg var mandag efter skole en tur i skoven og indsamle knogler fra døde rådyr. Jeg viste fra mine gåture i skoven, hvor der var en del knogler, så i posen med dem. Allan støbte knoglerne ind i gips, og således var der en masse gipsblokke for drengene at vælge i mellem og gå om bord i at arbejde med. 
 
Drengene arbejdede flittigt med hamre, søm, spartler, pensler... - og de udgravede knogler blev sirligt puttet i de syltetøjsglas, de havde medbragt hjemmefra.
 
I indbydelsen  "Dinotidende" havde vi skrevet, at de til ekspeditionen skulle medbringe vandresko/støvler, forstørrelsesglas, hammer og syltetøjsglas - og rigtig mange af drengene havde det med - fedt!

 
Uden mand og drikke...
- Efter ekspeditionen blev der serveret dinosaurdrik på gamle patentflasker.
Min nabo er en samler, hvad Ib ikke har i gemmerne, har jeg og omvendt. Så da jeg besluttede, at jeg skulle have hældt dinodrikken (cola) på patentflasker, og ikke selv havde nok på lager, måtte jeg en tur ind til Ib.

Dinodrikken er cola hældt på patentflasker. Lidt trevlet brunt stof fastholdt om flasken med et reb, et manillamærke fra Søstrene Grene samt et plastickryb fra Søstrene udgjorde drikkevarerne.

 
Farmor havde bagt pølsehornene "Roarrrr" og min mormor havde bagt boller "dinoæg"




I den søde afdeling bød vi på:
Bagte vulkankager lavet af farmor - chokoladekager med orange og rød glasur.
Bagte knogler lavet af min bedstemor - marengs formet som knogler
Dinoekskrementer - små trøffelkugler jeg har lavet på "klam vis" af Remas hindbærroulade, mazarintærte ...
Dinonegle - Bugles chips
Sand, jord & grus - blandet slik i jordfarver fra Slikhuset


Og i den sunde afdeling
 Gulerods- og agurkestave, tomatpinde og saltstænger. - Det hele er fyldt i små plantekrus

 
Da vi skulle spise, fortalte jeg lidt om menuen. Særligt dinolortene vagte stor begejstring og fik mange kommentarer med på vejen. Selvfølgelig var der en pind i alle dinolortene, så man ikke skulle røre lorten for at kunne spise den. Det var så fantastisk  at se drengenes ansigtsudtryk, når de proppede den første dinolort i munden.
 
Jeg har unægtelig en del i mine gemmere - alt for meget faktisk, men ved lejligheder som denne, priser jeg min samlermani velkommen. På staldloftet hjemme hos min forældre har jeg med tiden oparbejdet et fyldigt lager. I gemmerne fandt jeg min fars gamle værktøjsskab, lysestager, æg, lidt knogler, dåser, flasker, tørrede planter, anskuelsestavler, kister, påfuglefjer, glas (og ja, jeg kunne sagtens have fundet mere). Og så gik jeg ellers i gang med at lege. Jeg synes virkelig, det er en leg at lave små tableauer og skabe en bestemt stemning i et rum.

 
 
 

 

Udsmykningen på bordet var en masse af min onkels søpindsvin og kranier samt store kronhjortegevirer, vi har fundet i skoven. For enden af bordet bandt jeg et udgået træ, lavede en rede i træet af lidt tørret græs og puttede at par gåseæg i reden.



 
I alle staldvinduerne var dinosaur og bregner
 
 
Og tilbage til ekspeditionen  ...
 
En anden af udfordringerne bestod i at finde Hr. Virrings ting. Han havde i hast "tabt" en del af sine ejendele, og nu skulle drengene finde dem, og dernæst fortælle farfar hvad de havde fundet.
 
I et afgrænset område placeres en masse ting der har noget med en dinosaurforsker at gøre.
- Spartel, pensel, kranie, dinobog, felthat, drikkedunk, kikkert, taske, jakke, æg...
På aftalt tid skal deltagerne lede i det angivne område, når tiden er gået, skal de fortælle, hvad de har set.  
 


Min mor fandt på den mægtig gode idé, at drengene på hendes post, skulle rulle på tønder. Hun fortalte drengene en historie om, hvordan dinosaurerne skulle gå på lava, og hvor svært det var for dem. For selv at prøve noget lignede skulle drengene nu rulle på tønder.

En bane tegnes op. Holdet skal nu hjælpe hinanden med at rulle tønderne i mål, men det må ikke gøres med hænderne. Kravet er, at man skal stå på dem, og ved egen hjælp eller ved at holde i hånd, rulle tønden i mål. 

Sjov idé mor!


Ved Allan skulle drengene i gennem tre forskellige tests, som stillede krav til deres præcision.
- Skyde med pile og ramme inden for skiven
- Klare en rebbane oppe i træernes kroner - der var en stige i begge ender til op- og nedstigning
- Kaste med lasso (garnnøgle) og ramme en dåse


Stakkels farmor, hun skulle vogte dinosauræggene, og så var hun så uheldig at tabe dem. Så på hendes post, skulle drengene lede efter æg og samle de op i kurven til farmor.

Æg i forskellige størrelser - andeæg, hønseæg ... koges så de er håndkogte. Derefter knuses skallen let og påføres grøn frugtfarve - og en smule af skallen pilles efter ca. 10 min. af ægget. Vupti - fine marmorerede grønne dinoæg


Min bror Kaspers post bestod i at sætte de rigtig navne på naturgenstande.
 
På manillamærker skrives navnene på forskellige genstande som ligger foran holdet.
Et mærke pr. ting.
Holdet skal nu parre ord og genstand 
- Krabbekugle, søpindsvin, dådyrgevir, kronhjortegevir, Sikahjort gevir, påfuglefjer, vagtelæg, hønseæg, gåseæg, strudseæg, vættelys, kranie, koral
 
 



Og på den sidste på post blev holdene modtaget af faster Annie og min halvbror Jesper.

Sidste udfordring bestod i, at man som hold med kridt skulle optegne en dinosaur efter eget valg. Dernæst skulle dinosauren opbygges med kampesten. En rigtig sjov post, hvor der blev samarbejdet, slidt og slæbt.
Hr. Virring var meget tilfreds med resultatet. Og det så virkelig også flot ud, da fire store stendinosaur havde indtaget bagsiden af gården.  




Efter alle havde været gennem samtlige udfordringer blev traktoren med lad kørt frem, og så gik turen ud over marker og enge for at kigge efter dinosaur.
Dagen sluttede med, at Hr. Virring kaldte hver enkelt deltager op til sit arbejdsbord; 
Geolog Viktor. K. S. Laursen, biolog Alexander W, Museumsinspektør af Geocenter Møn - Theis S osv. og under klassekammeraternes klapsalver underskrev og overrakte Hr. Virring et bevis til samtlige ekspeditionsdeltagere på, at han nu havde udnævnt den pågældende som værdig dinosaurforsker.


Fantastisk dag!
Heldigvis trådte min fantastiske familie igen til og hjalp mig/os i kampens hede - med poster, madlavning, remedier, ideer, lokalitet mm
Jeg ved det, jeg finder på i et væk... - og jeg er sjældent god til at involvere mine omgivelser i mine forberedelsesplaner. Ved nærmere eftertanke, tror jeg, det er fordi, jeg planlægger og finder på indtil sidste minut. For det er ingen hemmelighed, at mange af posterne blev hittet på i aftes. Og den endelige historier stykkede min bror og jeg sammen kl. 22.00. i aftes, da vi var på vej til vores onkel efter de sidste remedier.
- Men sikke en herlig dag. Mine drenge var glade, stolte og trætte da de sammen med kusine Dagmar i aftes kravlede til køjs. Og jeg føler mig overbevist om, at drengene der deltog i ekspeditionen også havde en dejlig dag.
Om det var det hele værd? - Så absolut!

 
 

14 kommentarer:

  1. Det er ganske simpelt den mest utrolige dinosaurfødselsdag jeg nogen sinde har hørt om. Hvor er du fantastisk og hvor er du heldig at have sådan en skøn familie der hjælper med alle dine skønne og skøre ideer.

    SvarSlet
  2. Vender lige tilbage simpelthen fordi det er sådan en fantastisk fødselsdag med masser af gode ideer. Tror du jeg må låne et par billeder så jeg kan lave en henvisning til dig en af dagene. Det er ikke noget jeg gør så tit, men jeg har gjort det en gang før og som sagt dette er den vildeste fødselsdag jeg har set.

    SvarSlet
  3. Ja, og hvor er jeg heldig, at jeg "har" dig! Du er altid SÅ sød til at kommentere mine skæve og skøre ideer her på bloggen. Det var virkelig en "fed" dag! Og ja, jeg er mere end HELDIG at være beriget med en fantastisk familie, der talstærkt møder op og hjælper til med udførelsen.

    SvarSlet
  4. Selvfølgelig Marina! Sikke en lykke hvis andre kan bruge ideerne. Billederne er ikke alle lige gode, desværre var der ikke meget tid til over til at knipse med kameraet - men brug endelig hvad du kan. Og skal jeg skrive mere må du endelig sige til, det gør jeg gerne.

    SvarSlet
  5. Hvor er det bare kreativt og fedt - er sikker på, at alle gæsterne havde en skøn eftermiddag i Landet For Længe Siden.
    Der er godt nok gjort alt for, at de skulle have en rigtigrigtig sjov og spændende dag :D

    - Anne

    SvarSlet
  6. Anne, vi havde virkelig en skøn dag. Tak for din søde hilsen.

    SvarSlet
  7. Jeg synes billederne er super skønne også selvom du selvfølgelig har ret i at man sådan en dag har andet at lave end at lege fotograf. Der går nok et par dage før jeg linker. Tænker måske jeg vil kombinere det med lidt flere links, måske til lette ideer som folk der ikke har et kæmpe areal og en fantastisk familie kan bruge.

    SvarSlet
  8. Du gør præcis, som du ønsker :) - og super at kombinere det med flere links - dem vil jeg glæde mig til!
    Jeg er bare glad for, at du kan bruge det.
    Kærligst Kristina

    SvarSlet
  9. Fantastisk indlæg om en skøn fest. Som socialpædagog, kan jeg bruge masser af dine ideer. Kan så godt lide at alle sanser inddrages, så børnene "indfanges", får frisk luft og brugt deres fantasi og krop.

    SvarSlet
  10. Kære Karin - Rigtig dejligt at høre. Hvor det glæder mig, at du kan bruge nogle af ideerne.
    Mange hilsener
    Kristina

    SvarSlet
  11. F-A-N-T-A-S-T-I-S-K (!!!)
    *SMIL* fra Lisbet

    SvarSlet
  12. Kære Kristina,
    Ingen tvivl om at du er fantastisk kreativ. Det har helt sikkert været den skønneste fødselsdag. Det jeg imponeres mest over, er dine æstetiske evner. De billeder ersimpelthen så smukke og viser på fineste vis dine evner. Jeg håber familien værdsætter dem.
    De bedste hilsner,
    Teresa

    SvarSlet
  13. Kære Lisbet - Tak for din kommentar! Det var virkelig en skøn fest :)

    SvarSlet
  14. Kæreste Teresa - Hvor dejligt at høre fra dig igen. Håber, I er kommet godt på plads og er faldet til i jeres nye hjem...
    Og tak for dine ord - de gjorde mig GLAD.
    Kærligst Kristina

    SvarSlet