tirsdag den 19. februar 2013

Tid til stilletid... -midt i en hektisk tid

 

Hverdagen tager igen livtag med os, og batteriet er efter endt arbejdsdag egentlig ikke ladet op til at fortsætte projekt børneværelser. I går var svigermor igen forbi, og vi fik sat tapet op på Arthurs værelse... der blev sorteret lidt mere i legetøjsbunkerne, puttet i kurve, gemt væk - og smidt væk.
Faktisk var jeg ret ihærdig i aftes indtil jeg blev "forstyrret". I drengenes bogsamling nåede jeg frem til et par bøger, som rev mig ud af min hektiske gøren og indbød til lidt stilletid...
 
 
Til sommer er det 12 år siden mine søskende og jeg mistede vores far ... den sommernat sidst i juli bankede det midt nat på min havedør, - med søvnen siddende i kroppen, lukkede jeg forvirret havedøren op og blev mødt af min elskede papfar - "Kristina, vågn op ... jeg er ked af at skulle fortælle dig det, men din far er død". Nådesløst, brat og uden varsel ... sådan kan døden også indtræffe, det mærkede vi den nat, havde vi mistet vores far. Enhver der har mistet ved, at der følger en lang og smertelig proces i arbejdet med at blive hel igen. I arbejdet med at lære at leve med tabet, fordi der ikke er andre muligheder. Det er ingen hemmelighed, at der for mig også ventede et stort og smerteligt arbejde i at få sluttet fred med min far. Vores historie med hinanden var ikke ukompliceret, uden at der dog skal herske nogen tvivl om, at jeg elskede min far, og at det var gengældt. Min far blev 47 år. Nu hvor jeg selv nærmer mig de fyrre, sætter det jo unægtelig hans unge alder endnu mere i et perspektiv, han nåede alt for lidt af livet... nåede ikke at se mine søskende blive voksne, nåede ikke at se og lære mine to drenge at kende... - og ham og jeg nåede ikke alt det, vi så gerne ville have nået sammen. Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg mærker, at min far og jeg dog alligevel har nået en masse sammen efter hans død, fordi han får lov til at leve videre i mig. 
 
Det er meget vigtigt for mig, at mine drenge kender deres morfar. Derfor følger de mig, når de har lyst, med en tur på kirkegården med blomster, lys eller med vandkanden. Viktor blev født 3 år efter min fars død - Arthur 5 år efter. For min faster og bedstemor var og er det også vigtigt, at drengene hører om deres morfar. Min faster har til begge drenge lavet de fineste dåbsgaver. Til Viktor var det en stor bog, hvori hun har klistret billeder af deres morfar og skrevet om hans liv. Til Arthur har hun lavet en billedbog - i min bedstemors album har hun fundet fotos af min far og hende som børn. De fotos har hun malet på små stykker lærred og skrevet tekster til om deres barndom. Det er sådan nogle smukke bøger, sikke en tid hun har investeret i det og i dem.
Så i aftes satte jeg mig - midt i alle bunker og læste i Viktors bog - smilede, græd og glædede mig over, at min faster på så fin en måde har banet vejen for, at jeg kan fortælle drengene om deres morfar. 
I dag lod jeg bunker være bunker - og læste i Arthurs bog.
 
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar