søndag den 21. oktober 2012

Og Berlin har ramt os - igen

Og Berlin har ramt os igen. Det sker hver eneste gang, vi besøger Berlin, vi taber hjertet og bliver ramt. Ramt af byen, livet her og af historien. I dag har vi været på historisk rundtur i det jødiske kvarter... - dagen startede dog, som søndage på Friedrichshain bør, nemlig med loppemarked på Boxi. Egentlig var jeg mest på loppejagt efter gamle julekugler, jeg har været mere end heldig, med at gøre rigtig gode fund og kup her - men at finde julekugler i oktober er bare lige en postgang for tidlig, så jeg er nok nødt til at komme igen i november eller december. I stedet var der rigtig mange fine hånddukker, mine drenge mente dog, at de var blevet lidt for store til dem - desværre.


Efter at drengene havde leget og jeg snuset rundt på markedet, tog vi til Mitte ... Vi startede med en tur rundt på Museums Insel, hvor der også var loppemarked, noget mere ordnet og professionelt end det vi kom fra på Friedrichshain, men jeg er nok alligevel mest til Boxis ufriserede vildskab og overraskelserne der. På Museumsinsel var der i dag børnenes dag på Bode Museum, udenfor museet stod to fine piger og blæste kæmpesæbebobler udover pladsen, smukt - Arthur og Viktor havde sammen med en masse andre ihærdige børn travlt med at fange boblerne. Jeg forelskede mig fuldstændig i "sæbeboblekasteren", som var hjemmelavet. En bambusstang med et stykke monteret hønsetråd formet som en fin kurv pyntet med perler, sikke dog en fin ide. Efter at have fanget utallige sæbebobler gik turen videre. Første stop var den jødiske Neue Synagoge. Bygningen er fantastisk, med den smukkeste guldbelagte kuppel med jødestjernen øverst. Vi var helt oppe i kuplen, hvorfra vi kiggede udover kvarteret og fik også andre kendte bygninger set fra oven. Desværre er det strengt forbudt at fotografere i synagogen, så ingen billeder hverken udefra eller indenfor.


Derefter gik turen gennem det jødiske kvarter. Det er et smukt område, hvor den ene hyggelige baggård (höfe) efter den anden, lokker med hyggelige cafeer og gallerier. Viktor og Arthur var begge meget optaget af at finde snublesten. Jeg har tidligere skrevet om disse sten og betydningen af dem  her på bloggen. Jeg må bare igen skrive, at jeg fascineres over, hvor smukt og effektfuldt man kan mindes. Drengene fandt på vores tur rundt i kvarteret rigtig mange sten. Jeg læste navnene, fødsels- og dødsår - det affødte en række spørgsmål, som ikke alle er så lette at sætte de rigtige ord på. Vi fik også regnet meget på, hvor korte liv mange af jøderne fik, grimme regnestykker. Jeg bliver igen ramt af Berlin, og bliver taknemmelig over, at jeg kan lære mine børn at forstå den grusomhed jøderne og andre mennesker led under 2. Verdenskrig, fordi historien er lige rundt om os. Jeg tror, at den måde at lære og forstå historie på er den, der går rent ind, sætter sig fast og forbliver - og jeg synes, at jeg som mor og som lærer, har et forbandet stort ansvar for, at mine børn forstår den historie. 
På vores tur kom vi også forbi den gamle jødiske kirkegård og forbi Blindeswerkstatt Otto Weidt. Otto Weidt er Berlins svar på Schindler. Otto var børstefabrikant og det lykkedes ham mirakuløst nok, at redde sine jødiske ansatte fra at blive sendt i koncentrationslejr ved at skjule de ansatte i baglokalerne, forfalske deres papirer og bestikke Gestapo.    

 

Sidste stop på vores tur rundt i det jødiske kvarter var Clärchens ballhaus. Af alle de steder jeg hidtil har set i Berlin, er det ubetinget det sted, jeg holder allermest af. Jeg har flere gange været der, og har også overværet to koncerter i bygningen - magisk. Allan og drengene har indtil i dag haft tilgode at se stedet. Kender I det, når man selv er så begejstret for et sted, så kan man blive helt nervøs for at vise det frem? Fordi man er så bange for, at dem man viser stedet, ikke finder at det er noget særligt. Sådan havde jeg det i dag. At Viktor og Arthur ikke syntes at stedet var magisk, havde jeg ligesom forventet, men jeg kunne bare mærke, at min mand skulle forstå det. At jeg derinde hvor noget virkelig betyder noget ønskede, at han også mærkede magien og suset af det sted.
Udefra syner det ikke af noget særligt, men skindet bedrager, for bag døren venter en tidslomme. Stedet er opført i 1913 - det var Berlins første dansested, og jeg fristes til at sige, at ikke meget har ændret sig siden da, i hvert fald ikke siden krigen. På stueetagen pryder gammel blylametta stadig væggene, der sereveres wienerschnitzeler, musikken spiller og der DANSES. Sådan rigtig danses. Tango, Cha cha cha, vals... - der er ingen fine fornemmelser, alle er velkomne, bare danseskoene er kridtet. Man mærker virkelig, at her er passion for dansen. Men det mest forunderlige, finder man på første sal. Her er den gamle spejsal, hvor herskabet tidligere dansede. Kæmpespejle pryder stadig væggene, en fantastisk lysekrone hænger i loftet, balkonen, smuk tapet, lys... alt sammen er det der, men i det skønneste forfald. Spejlene krakelerede fordi bygningen blev bombet efter 2. Verdenkrig , skudhullerne ses stadig i spejle og vægge. Søndag aftenener spilles der koncert i spejlsalen, det er ganske magisk - uanset om musikken rammer ens smag, så er oplevelsen enestående udelukkende fordi rummet emmer af historie, forfald, skønhed og magi. Min mand forstod det, måske ikke det hele, men han mærkede også suset og så det smukke - og tænk, han vil gerne med ind og høre en søndagskoncert, det ville jeg ellers ikke have sat penge på. Billederne giver et tarveligt indblik i, hvad stedet er - så luk i stedet øjenene og drøm jer til Clarchens Ballhaus. Skulle turen gå til Berlin, så snyd ikke dig selv for denne oplevelse, den slår efter min bedste overbevisning mange af de kendte attraktioner med mange længder. 

 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar