torsdag den 23. august 2012

Lyngtur i Søby

Ikke langt herfra ligger Søby. I området omkring Søby blev der fra 1940'erne - 1970 gravet brunkul. Da brunkulsgraveriet var på sit højeste, arbejdede der 1500 mand i lejerne, og der boede 1800 mennesker i Søbyområdet. Det bør for forståelsens skyld skrives, at Søby ligger midt i ingenting, og at den massive tilflytning derfor må have synes voldsom, for de få gårde der dengang udgjorde beboelsen i Søbyområdet.
Den store tilflytning til lejerne gjorde, at der opstod en hel by omkring lejerne med egen købmand, værtshus, læge, skole mm. Brunkulsarbejderne boede i hurtigt opførte intermistiske skure og barakker, aftjente rutebiler og togvogne.
Det var forbundet med stor risiko at arbejde i brunkulslejerne, og en del betalte med livet som indsats, men lønnen var for dem, der kunne klare mosten - ganske god. Rygtet lyder, at henvendte man sig på Herning banegård for at købe en togbillet til Søby, fik man udstukket en returbillet til helvede. Søby var dengang fra 40'erne og til 1970 kendt under navnet; Danmarks vilde vesten. Her herskede egne regler og love - hvor sortbørshandel og hasardspillet sekseren var en del af livet.
Jeg er dybt fascineret af den historie stedet omkring Søby skriver, og som man stadig finder levn fra, når man besøger området.  Min interesse for stedet blev vakt, da jeg under mit lærerstudium dagligt tog togturen mellem Herning og Jelling. Når jeg nåede Søby, trykkede jeg ofte næsen mod ruden og iagttog brunkulbissernes (sådan kaldes de også) små faldefærdige skure, for heldigvis er der stadig nogle af "husene", mange uden tegn på liv, og enkelte fungerer som sommerhuse for brunkulsbissernes nyere generationer.

Området omkring Søby er nu delvist tilplantet og fremtræder som et særpræget kuperet naturområde med mange småsøer. Indtagende smukt men ikke uden fare. I hele området frarådes man at bevæge sig væk fra stier, da der er fare for skred, og der er adgangsforbud i store dele af området.
Men der er steder, det er ok at færdes. Jeg hentede efter arbejde min bedste, så vi kunne komme til Søby og plukke lyng. Det gør vi hvert år, og lyngen forvandler hun til fine kranse.
Arthur tog med på lyngtur. Han var meget begejstret for den gamle brunkulsgravemaskine, som befinder sig som et pudsigt indslag midt i lyngen - en god reminder om, at der engang blev levet et liv i det område, som nu for de fleste af os, kan synes fjernt og svært at forholde sig til.

Efter lyngtur og aftensmad, hjalp bedste med at fæstne alle de løse ender på mine hæklerier.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar