Jeg har de seneste dage overvejet en lille køretur på egen hånd, og i dag gjorde jeg så alvor af det. Jeg har et hemmeligt sted, hvor der vokser store mængder af stjerneskærm. Når det kommer til den plante, kender jeg ikke til begrænsningens kunst, tvært imod - jo større buket jo bedre. Efter at have plukket favnen fuld, satte jeg kursen mod kirkegården.
Om ganske få dage er det tre år siden, jeg mistede min elskede veninde. Jeg savner hende stadig - heldigvis! Jeg savner hendes nærvær, hendes livvisdom (hun var 25 år ældre end jeg). Jeg savner hendes hævede bryn og bestemte tonefald, når hun velment men kontant klapsede mig af, når jeg bevægede mig ud på overdrev. Jeg længes efter vores kreative stunder - hun var noget ganske særligt, min store inspirator og læremester. Efter min bedste overbevisning er det kun ganske få mennesker forundt, at se med de øjne hun kunne. Jeg har forsøgt at suge til mig af hendes kunnen og skaberglæde. Når jeg idag kaster mig ud i kreative projekter, kan jeg sommetider høre hendes stemme - "nå, synes du det...?", så tænker jeg mig om en ekstra gang, for de ord var altid en hentydning til, det der kan du gøre endnu bedre. Jeg er hende inderlig taknemmelig for, at hun har været en del af mit liv. Hun lærte mig at se mig omkring ude i naturen, for ingen er større mester udi farvesammensætning, sagde hun ofte. Kig dig omkring det vrimler med små eventyr - også der havde hun så evig ret.
Stjerneskærm var også blandt hendes yndlings blomster. En buket er sat i vasen i den skønneste af de små haver på kirkegården.
Derefter kørte jeg til Skærbæk sø, hvor vi så ofte har gået tur sammen. Jeg skulle kende hende dårligt, hvis hun ikke også denne smukke aften, har set sit snit til at ledsage mig ved søen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar