mandag den 9. juli 2012

Mordgåde på Højriis slot

Et af mine absolut yndlingssteder er Højriis slot på Mors.
Så i dag gik turen mod en af sommerens tilbagevendende begivenheder - mordgåden på Højriis.
Højriis nævnes første gang i 1397. Ridder Johan Skarpenberg, var den daværende ejer.
Stedet ejes nu af Vibeke Schwerin, hendes bedsteforældre købte slottet tilbage i 1924. De første år Vibeke ejede stedet, var Højriis et Torneroseslot hvor eventyret om Tornerose udspillede sig. De seneste år har slottet i stedet dannet rammen om en mordgåde, som publikum skal løse. Hvert år har sin gåde. I sommerferien gøres mysteriet endnu mere levende, da skuespillere indtager slottet og spiller med i gåden. Som publikum bliver vi via deres små fortællinger og indbyrdes snakke ledt på veje/afveje, som kan være givende i det videre opklaringsarbejde.


I år handlede mordgåden om den russiske dukkermagerske Olga Malikov, hendes "niece" Anna Marionetskaja og den russiske enkekejserinde Dagmar. Samtidig med at disse er på slottet, er slottet også besøgt af det lille omrejsende teater Marionetten og af en kendt tysk professor. Og ellers bor tjenestefolk og hertugen af Højriis samt hans familie på slottet. Alle disse personer præsenteres vi for i Morsø Folkeblad.


Hvad mon venter os bag porten i riddersalen? Drengene er noget betænkelige, for et rædselsslagent kvindeskrig har netop lydt i gården.


Det er med at have alle antenner ude... læse breve og efterladte noter, lytte ved dørene og ellers se sig godt omkring. Også hemmelige rum, små kroge og den mørke uhyggelige kælder kan gemme på vigtige ledetråde. Her er det kokkepigen i køkkenet der fortæller, så øjnene er på stilke og ørene forsøger at opfange hvert et ord.

 

Uhyggeligt var det bestemt nogle steder - men denne gang synes drengene, det var mere spændende, end det var uhyggeligt.


Højriis er bare så fint - som et eventyr med tusindvis af smukke motiver.


Det lykkedes os, efter 3½ times snagen rundt, at løse mordgåden og få samlet alle de løse ender til et samlet hele. Fantastisk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar