torsdag den 5. juli 2012

Engelsholm slot

Efter et par hyggelige dage sammen med min søster, var det blevet tid til at sende hende til Engelsholm. Min søsters kæreste, Cecilie arbejder hele sommeren på Engelsholm.
Renæssanceslottet Engelsholm ligger mellem Vejle og Billund. Slottet er opført i 1592 af Knud Brahe - Tycho Brahes bror. I 1730erne påbegyndte Gerhard de Lichtenberg en restaurering og ombygning af slottet. De fire særprægende løgkupler er fra den tid. Cecilie fortalte, at løgkuplerne var typiske for Lichtenberg, og at man på vejen fra Engelsholm til Horsens kan se disse kupler på flere kirker, da Lichtenberg stortset ejede al jord på den strækning i 1700 tallet. Fra 1940 har slottet fungeret som højskole.
Cecilie fortalte også andre historier om stedet... i det ene kælderværelse under venstre tårn skulle Erik Lange (alkymist) stadig husere. Spøgelser eller ej... stedet er fantastisk, med voldgrave, park, sø, riddersal med guldtapet, kælder, vindeltrapper, lysekroner, stuk...  i den kommende tid, sover min søster i det højre tårnværelse på Engelsholm. Misundelse er en grim ting, så i stedet for at misunde håber jeg, at hun suger til sig, og ham Erik Lange gad jeg altså godt, at hun rendte ind i, så hun kunne fortælle en god spøgelseshistorie.
Vi pakkede madkurven ud nede ved voldgraven og nyd et par timer på Engelsholm inden turen atter vendte hjem, men jeg tænker, at vi er nødt til at besøge moster og Cecilie på slottet inden sommeren er ovre, for når benet kan klare det, gider jeg altså godt lige op i en af løgkuplerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar