fredag den 19. juni 2015

Min morfar NY

Nedenstående er skrevet i taknemmelighed til min højtelskede morfar - min mormor - min moster og til min mor.
At jeg deler her, kan måske undre, men jeg er nødt til at sætte ord og billeder på det intense forløb den seneste tid har været og da bloggen er mit frirum, bliver det så mit medie for nogle af mine tanker.



For min morfar sluttede livet torsdag aften for otte dage siden. Over længere tid har han været syg, først det ene og snart det andet - og det blev for ham en sej og ulige kamp mod sygdom og alderdom. Jeg ønskede mig til det aller allersidste, at han igen kunne finde kræfterne, så han kunne arbejde sig tilbage til hverdagen sammen med mormor. Sådan er det vel at elske, at man dårligt kan og ikke mindst vil se, når en af sine allerkæreste er ved at gå bort? For i min verden skulle min morfar blive 100 år, mindst - og ikke en gang da, ville jeg formegentligt synes, at han var blevet gammel nok. 



Jeg elskede min morfar højt - og han elskede mig..., derom har jeg aldrig været i tvivl. Uden de store ord, men i blikke og gennem handling mærkede jeg hans ømhed og, at han ville mig og mine. Nogle taler om et særligt bånd i mellem mennesker, findes der et sådant, må det have været mellem min morfar og jeg. Her skal så tilføjes, at jeg til alle mine tre bedsteforældre, har en meget stærk relation - og også til min moster og faster. Mit liv formede sig sådan, at det var nødvendigt, at de mennesker, sammen med min mor og far, tog stor atnsvar om den opgave, at jeg skulle vokse op og blive hel.  

Jeg ved ikke, om det var tilfældighederne, der gjorde, at det blev i mine arme min morfar udåndede, og egentlig er det også ligegyldigt, om det er eller ej, for i hvert fald var det sådan, det blev. Torsdag aften, den sidste halve time min morfar levede, løftede jeg hans hoved ind i mine arme mens jeg sang, så godt jeg nu kunne, for ind i mellem blev jeg ganske overvældet af sorg og smerte over den rædsel, at vi var ved at miste ham. Jeg sang... græd, hiksede, snottede.... talte om kærlighed og taknemmelighed, ... og sang igen. Mens jeg sang,  "Dejlig er Jorden" og om, at slægt skal følge af slægters gang, sov min morfar ind i mine arme. - smukt, stærkt og voldsomt på en og samme tid.  
Engang var jeg bange for døden, sådan har jeg det ikke længere... men jeg er fortsat rædselsslagen for den sorg og smerte, som døden medfører og efterlader  - for den gør så forbistret ondt, jeg har prøvet det før, og nu er jeg midt i det igen.



Jeg kendte min morfar rigtig godt, og alligevel var der også mange sider af ham, jeg ikke kendte til. Min morfar var på mange måder et meget privat menneske, ikke mange blev lukket ind, for det var noget, han havde svært ved. Alligevel har han gjort en forskel for mange, det hørte jeg flere sige i går under hans bisættelse, noget jeg er glad for og stolt af. Der kom også historier og sider frem, som jeg ikke kendte, men som jeg stykker sammen med det, jeg kendte.
Han var egn min morfar, - vild, anarkist, tænksom, ufriseret og stærkt begavet ..., men mest af alt var han min morFAR. Jeg har oftest været stolt af ham - fordi han var helt sin egen og ikke skævede til, hvad andre måtte tænke og mene om hint og andet, han stod fast. (her må gerne læses ind, at han også var en stædig rad, som ikke rokkede en sig en tøddel - i hvert fald ikke uden stærk argumentation og længere tids overvejen for og imod).
Ind i mellem kunne jeg blive så rasende frustreret over ham, mest når han ikke ville rette ind. Senest, fordi han ikke ville til læge, og ikke ville tage den medicin, han skulle. Det førte til vores første - og heldigvis også eneste store skænderi. Ingen af os kunne være i det, og vi besluttede os derfor efterfølgende for, at vi aldrig ville skændtes igen, og sådan forblev det - et ord er et ord.

Han var sin egen - i mine teenage- og ungdomsår kunne jeg blive flov over at følges med ham, når han var iført kedeldragt og fedtet kasket - sidenhen har jeg elsket ham for det, og stolt fulgt ham i byggemarkeder og ved købmanden.



Min morfar kørte motorcykel, selvfølgelig! Historierne om motorcykelture med min mormor, min mor og moster - og med hans venner er talrige, morsomme, vilde og hæsblæsende. Selv har jeg kun kørt motorcykel med min morfar én gang, det blev jeg aldrig rigtig vild med, og det tror jeg godt, han viste. Men jeg husker stadig turen - lugten af læderjakke og hvordan han bad mig holde fast om livet af ham, som for en 17-årig føltes lidt grænseoverskridende. Lige nu ville jeg gerne have overvundet min motorcykelfrygt, og ville have elsket at holde ham om livet for at få endnu en tur med ham.



Jeg har over den seneste tid søgt langt tilbage - til min tidlige barndom - for at forstå, hvorfor min morfar fik den store betydning i mit liv. Jeg tror, det er helt normalt og sundt, når man mister, at man gør status, i hvert fald var det også sådan, jeg havde det, da jeg mistede min far og min gode veninde Margit. 
Minderne om min morfar er talrige og stærke.
Om min morfar og jeg i hans smedeværksted, begge i kedeldragt og træskostøvler med jernbeslag. I det værksted lærte jeg at sparke til jernspåner. Lærte, at noget værktøj var farligt og forbudt - og at andet var okay for et barn at kigge på og lege med. Vi spiste makrel, når fiskemanden kom forbi, og vi spyttede fiskebenene ud på værkstedets grove cementgulv. Sammen bandt vi porten med jernkæderne, så var den låst - og den store forhammer blev sat bag ved jernknuden, for først da var den rigtig låst. I det værksted lærte jeg vist også at bande, ikke at han lærte mig det, bevares - men jeg tog vel bare ved lære. I hvert fald husker jeg stadig min mormors bebrejdende blikke rettet mod min morfar, når svovler og eder væltede ud af mig som den naturligste ting i verden.  
Om aftenen sov vi på divaneseren sammen, han i kedeldragten og jeg i hans armhule, hvor verden var tryg og god. I følge min morfar, er jeg den eneste, der nogensinde har rost ham for lugten af kedeldragten, men jeg elskede den, som jeg elskede ham - og de to ting hang uforløst sammen i min verden.
Når mormor var færdig med rengøringen i børnehaven, hentede vi hende ofte i deres Datsun, hvis hun da ikke cyklede hjem. Så lavede hun mad over gaskomfuret, og vi spiste sammen. Sommetider var min moster og mor der også, hvis de ikke læste lektier, eller var på arbejde. Hunden Babsen, som jeg elskede og skændtes med, som var det en søskende, var også en vigtig del af min lille verden på Løvbakkevej. Morfar røg pivtobak, hørte radioavis og læste Herning Folkeblad. I min erindring udgjorde den ramme en tryg verden. 
Jeg blev større, afhængigheden af mormor og morfar mindre, men når min verden blev for uoverskuelig, var det hos mine bedsteforældre jeg søgte i ly. Som voksen er min kontakt til mine bedsteforældre igen blevet meget nær... de lyttede fortsat interesseret til mine beretninger om mit liv og færden, de passede fortsat på mig og jeg nu også på dem.




Min morfar var fra Salling ... og dialekten slog til tider igennem, når han talte. Jeg elsker udtryk som lommelampe, lumsk lort (husk, udtale med å) og varmeapparat. Min morfar og alt det der var ham, vil jeg gemme dybt i mit hjerte. Jeg er ham så taknemmelig for al den tid han har investeret i mig - i form af det kærlighed til hinanden medfører af håb, bekymringer, glæder, sorger og smerte.


I går blev min morfar bisat - den seneste uge er i høj grad gået med praktiske gøremål, og heldigvis har jeg givet mig selv tid og mulighed for at tage del i alt det omkring bisættelsen. Min morfar var vild, og intet gav for mig og mine mere mening end, at hans kistepynt skulle være vild og ufriseret. Søde og dygtige Karen, lavede af vilde blomster og græsser fra grøftekanten, blomster fra mormors og fra min have tilsat silkepæoner, skabiose, stjerneskærm og riddersporer den smukkeste kistepynt. Kransen fra os alle er også lavet af Karens dygtige hånd og det lille hjerte på de nederste billeder blev kreeret på mit køkkenbord, hvor jeg med rystende hænder stak blomster i oasishjertet. Alt sammen føles rigtigt og fint. Blomsterne ligger nu på kirkegården - hvor min morfar og sidenhen mormor skal bo sammen i skoven på Nordre Kirkegård, hvor også flere af deres tidligere naboer ligger.  


Takket være Mette kunne vi efter bisættelsen spise de dejligste lagkager, som både var en fryd for øjet og ganen.
At spise lagkagerne i kirkestuen med til udsigt til de marker, hvor min mormor og morfar boede det meste af deres liv sammen, og hvor min mor, moster og til dels jeg er opvokset, gav rigtig god mening. Meget giver, når jeg gør status, rigtig god mening ,- men tabet af min morfar er stort, og at leve uden ham som en del af mit liv, synes lige nu ganske uoverskueligt. Men mest af alt er jeg ked af det på min mormors vegne, for hende er tabet af morfar en grænseløs sorg, som jeg dårligt tror, hun kan komme sig over. 


Jeg elsker dig morfar - du vil altid være en vigtig del af mig. En rigtig "pæn pige" det bliver jeg aldrig, men det kan man vel næppe bebrejde mig. Det giver jo mening, når man ved, at jeg har sjosket rundt i træskostøvler med jernbeslag i et smedeværksted med makrel i mundvigen.
Nu passer vi godt på mormor, som jeg har lovet dig, at vi gør. Jeg satser på, at vi ses igen - alt andet eksisterer ikke og giver ej heller mening i min verden.

En kærlig tak for alt til dig - min højtelskede morfar... Håber, du der hvor du måtte være læser med og ved, at hvert et ord er hentet i mit taknemmelige sind.

Kærligst Kristina


5 kommentarer:

  1. Kære Kristina - tak for din beretning, smuk og varm i tanke og ord. Nu sidder jeg her og tuder - vi har alle lidt tab af forskellig art, men mest med tanke på de tab som kommer og ikke kan undgås (jeg har heldigvis stadig begge mine forældre). Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det som vi ved kommer en dag om forhåbentlig rigtig lang tid. Kærlig hilsen Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Og blomsterne er utrolig smukke :-)

      Slet
    2. Kære Anne
      Tak for din søde hilsen. Tab af vores kære er ganske forfærdeligt. Vigtigt er det, at vi husker at elske og værdsætte hinanden i den tid vi har til rådighed sammen, så føles tabet ikke helt så smertefuld, da der ikke er så mange uafklarede der skal gøres op med. Heldigvis nåede jeg rigtig meget med min morfar, og for det er jeg dybt taknemmelig. Og ja, blomsterne var fantastiske :) Endnu en gang tak for din søde hilsen Kærligst Kristina

      Slet
  2. Kondolerer.
    Sikke en smuk beretning om et lige så smukt menneske. Når først sorgen har lagt sig
    og bliver til en varm ømhed hver gang du mindes, bliver du hel igen.
    Sådan havde jeg det med min morfar.
    Det er nogle ualmindelige smukke blomster.....varme tanker til dig.

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet