søndag den 17. maj 2015

Rejsetip Berlin nr. 7 - Zoologischer garten og Gedächtnis Kirche

Det har været lidt stille på bloggen med de Berlintips, jeg for en tid siden lovede. Stilheden skyldes til dels travlhed på arbejdet, men også uvisheden om, hvorvidt mine indlæg om Berlin var til glæde og inspiration? Forleden fik jeg en positiv tilbagemelding på mine indlæg om Berlin, det er næsten nok. I hvert fald det gav mig igen lyst til at finde tid til at skrive endnu mere om den by, som jeg holder så meget af.
 
Min familie og jeg er netop kommet hjem efter en dejlig Kr. Himmelfartsferie i Berlin. Denne gang nød vi byen i hyggeligt selskab med vores gode venner. Arthur fik lov at bestemme, hvad vi skulle lave fredag, og han valgte, til alles begejstring, - Zoologischer garten.
 
 

Zoologischer Garten er den ene af de to zoologiske haver i Berlin. For da byen var delt i to, lavede man også en have i det tidligere øst. Dette indlæg omhandler haven i det tidligere vest.
Haven blev åbnet d.1. August 1844, som den 9'ende europæiske zoologiske have. Kongen af Preussen Frederik Wilhelm lod sig overtale, og han afsatte et hjørne af Tiergarten til formålet. Siden er Berlin vokset så meget, at Zoo ligger midt i byen. 
Under 2. Verdenskrig blev haven voldsomt beskadiget -  ud af 3.715 dyr overlevede kun 91 – men i dag er den vokset til at høre til blandt verdens største og artrigeste zoologiske haver.

 

At det er en gammel have med historie, mærker man straks, man passerer påfugleporten ved hovedindgangen. Store gamle træer og aldrende statuer pryder haven og skaber en autentisk stemning af dyreHAVE uden for meget støj i form af iskiosker og anden tivolihalløj. 



Hovedattraktionen var i en periode isbjørneungen Knut. Knut blev verdensberømt, da hans tvilling døde ved fødslen, og moderen derefter afviste at amme ham. Knut blev herefter opfostret af dyrepasser Thomas Dörfein. Da Knutbølgen huserede på sit højeste, besøgte vi haven sammen med Viktor - han var dengang 3 år - sjældent har jeg set så megen opstandelse, og det endda med en isbjørn som hovedperson. Ærligt, det var sygt. I dag kan man ikke længere besøge Knut, da han døde at en hjernesygdom, men man kan i stedet nyde synet af andre isbjørne og alle de andre dyr. 



At arterne i haven er talrige ,hersker der ingen tvivl om. Desuden udemærker haven sig ved, at man flere steder kan komme helt tæt på dyrene, dog på en sådan måde, at dyrene altid kan trække sig bag indhegninger, hvis publikum bliver for nærgående.



Den sorte fugl oven for, lykkedes det mig at blive helt kærester med. Den ville slem gerne fotograferes, og faktisk var det til sidst mig, der blev forlegen og syntes, at den kom lige lovlig vel tæt på, da den upåagtet blev ved med at forfølge mig rundt i vogelvolieren.
Også pingvinerne kan man komme helt tæt på - og hvis man heldig, kan man stryge dem langs ryggen, når de kommer susende forbi i bassinet  


 

 

Ud over dyrehaven er der også et akvarium, som åbnede i 1913. Man kan ved indgangen købe en kombineret billet til begge attraktioner, men det er endnu ikke lykkedes os at se begge dele på én dag, dertil er der, efter min bedste overbevisning, for meget.
Når man forlader haven, foreslår jeg, at man benytter den smukke elefantudgang, og derefter skråner over gaden for at besøge endnu en seværdighed nemlig Gedäctnis Kirche.

 
Er man i området, kan man ikke undgå at bemærke Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, der i daglig tale kaldes Gedächtniskirche. Kirken står som ruin med knækket spir. Synet heraf minder os om 2. verdenskrig, hvor bomberegnen ødelagde store dele af kirken og for øvrigt også resten af Berlin.
Sådan en seværdighed og synlighed af 2. Verdenskrigs store tab - giver min endnu en grund til at holde så uendeligt meget af den by, hvortil jeg har tabt en del af mit hjerte.
 


Ruinen er kombineret med en moderne kirkebygning. Den nye kirke blev tegnet af Egon Eiermann og bygget 1959-61 i form af to bygninger: En høj søjle og en lav cylinder. De to moderne bygninger har øgenavnene 'Pudderdåsen' og 'Læbestiften'. I det delte Berlin fik kirken status som en slags vartegn for Vestberlin.
 
"Læbestiften" er under renovation og pt. godt gemt bag stilladser. Bag "læbestiften" ses ruinerne af den gamle kirke. Neden for et billede af kirkerummet i "pudderdåsen" med de smukke glasmosaikker og Kristusfiguren.



Efter at have besøgt den nye kirke, gik vi i den gamle kirke, hvor vi tændte lys. To lys placerede drengene i det badende lyshav - ét lys for min far og ét lys for Margit.
 

2 kommentarer:

  1. Jeg læser alt du skriver. Det er så spændende og mange fine billeder. Jeg ønsker mig en tur tIl BERLIN engang igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, kære Pia. Det er altid dejligt at blive bekræftet i, at det man skriver, bliver læst og er til glæde for andre.
      Hvis det ikke var tilfældet, var det jo unødvendigt at dele.
      KNUS

      Slet