søndag den 17. august 2014

Længe siden...


Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på bloggen.
Den nye skolereform og skolearbejde har taget stort set al min fysiske og psykiske tid... - jeg har været tom for ord, billeder og overskud til at dele.

Selvom jeg ikke har opdateret bloggen, er der selvfølgelig (og heldigvis for det) sket andet end skole, siden jeg sidst har delt her, og nu er det vist tid for en lille opdatering.

Min egen have bugner, mine forældres køkkenhave er et overflødighedshorn, og gårdbutikkerne er i øjeblikket et sandt slaraffenland. De seneste weekender har jeg haft fødselsdagsgæster - og hvilken rigdom, at kunne lave et helt måltid udelukkende af egen, mine forældres og gårdbutikkens frugt og grønt.








Projekt palleseng er endelig færdig. Forleden hentede jeg madrassen og puderne, som syersken har fået lavet færdig til mig. Sengen er taget i brug, man sover så dejligt derude under halvtaget i stearinlysets skær. Jeg tænker, at jeg skal tage mig sammen og male pallerne sorte, men det må lige vente lidt endnu, til jeg finder tid til det projekt.


 
I dag har jeg været på Formland messe med Louise & Marina. Vi besøgte b.la. pigerne bag (g)uld. Her fik vi lov hver især at farve et bundt garn med indigo. Plantefarvning af garn er spændende, og sikke smukke smukke farver (g)uld pigernes garner er. Nu hænger vores tre bundter garn til tørre på min tørresnor. Smukke er de alle tre, og hvor jeg da bare lige godt gad lære meget mere om plantefarvning. Derfor overvejer jeg i skrivende stund, om jeg kan se mit snit til at komme på plantefarvningskursus den første weekend i november. Skal lige overveje om det kan presses ind i mine andre planer, for jeg har tilmeldt mig to moduler i nordisk på Århus universitet - samt 6 aftener om store kunstnere, og så må jeg også hellere se at få lært lidt mere om bier - mmmeeennnn, det kunne nu være rigtig spændende.






På Formland besøgte jeg også Pernille Folcarellis stand. Hun laver efter min bedste overbevisning de smukkest tænkelige tryk af planter - geranium, skvalderkål, figenblade, padderokke, bregner - og også af fjer. Det var svært at vælge, for hun havde mange med - den ene smukkere end den anden.
Jeg flottede mig og investerede i to af hendes originale tryk. En fødselsdagsgave til mig selv, kan jeg jo kalde det.


 
Nedenstående blev valgt ... desværre gør gråvejret uden for trykkenes smukke farver uret.
 
Nu må jeg snarest en tur til rammebutikken, så jeg kan få dem rammet ind og hængt op.
 

 

4 kommentarer:

  1. Sikke mange lækre grøntsager!! Det er bare fantastisk når man selv kan gå i køkkenhaven og plukke det meste af det man skal bruge.

    Det er også en super lækker madras du har fået lavet. Det ser godt ud :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så fantastisk, at naturen er så gavmild.
      Madrassen er så fint, og jeg sover rigtig godt på den, så nu håber jeg, at sensommeren vil vare længe endnu, så jeg kan sove derude :)

      Slet
  2. Øv. Jeg blev lige så glad. Plantefarvningskursus, men vi er optaget den første weekend i November. Jeg skal åbenbart ikke lære at plantefarve lige nu. Men hvis du har lyst til det, så har jeg noget garn og noget Alun. Så kan vi da starte i vores egen have med egeblade eller efeu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi tager aftenkurset... og så skal vi da også i gang i haven, det kan da kun gå for langsomt...
      I gang med os to!

      Slet