torsdag den 8. maj 2014

Tanker ...

Snart er det to år siden .jeg skrev mit første indlæg på Ylvalishule. Siden er det blevet til mange indlæg ...(328 for at være præcis). Dengang viste jeg ikke, hvor bloggen skulle hen, og hvad jeg egentlig ville med den. Jeg måtte bare prøve det med at blogge, da jeg havde brug for at putte, holde styr på, og skabe ro i alle mine ord, ideer og billeder.
Jeg var fast besluttet på, at det skulle vise små glimt af min hverdag. Glimt, og netop glimt af de øjeblikke, som kan blive til selvfølgeligheder, hvis vi ikke værner om dem. 
Jeg samler på magiske øjeblikke med mine kære, i naturen og på arbejdet og opdagede, i endnu større omfang end tidligere, at mit liv er beriget med utrolig mange af disse.

 
Skærmblomster, fordi jeg i dag opdagede at de første er sprunget ud i grøftekanten

I første omgang tænke jeg, at jeg ikke skulle blive for privat på bloggen, da dette ville gøre mig for sårbar. Alligevel skete det efter ganske kort tid, at bloggen blev langt mere privat umiddelbart tilsigtet.
Jeg måtte dengang erkende, at jeg ikke kunne være i dette univers, hvor jeg ønskede at beskrive stemninger, uden også at røre ved de følelser, der var forbundet derved.
 
Siden overvejede jeg, om det at blogge var navlepilleri og kvalmende selviscenesættelse.  

Dernæst kom tiden, hvor jeg blev lidt sky og forlegen. En del i min perifere omgangskreds, konfronterede mig med, at de læste med, og jeg blev næsten forlegen. Endnu mere sky blev jeg, når mennesker jeg viste læste med, ikke sagde noget til mig. Læsertallet steg, men hvem sad bag skærmen og læste mine ord og kiggede billederne? - Det lyder måske underlig paranoid, faktisk kan jeg godt selv høre det, men mon ikke de fleste bloggere har det/eller har haft det sådan, jeg tror det.

 Min bedstes fine gamle hånd, fordi jeg bekymrer mig om hende i denne tid 

Jeg besluttede mig for at lægge det på hylden. Besluttede mig for at skrive, dele og være tilstede på en måde, så det føltes godt for mig. Og ville man læse med her, måtte jeg hvile i, at man ville mig det godt, ellers gad man vel ikke følge mig her?
Skulle det vise sig, at jeg blev skuffet, må jeg tage det til efterretning, men i hvert fald ikke tage noget på forskud.
 
I starten tog jeg billeder med mobilen, men efter en tid var dette ikke længere tilstrækkeligt. Med ordene, blev glæden og trangen til også at tage billeder endnu større.
Jeg er ingen ørn til det med billeder, og må med skam erkende, at jeg ikke har sat mig ret meget ind i kameraets mange muligheder, egentlig interesserer det mig ikke, i hvert fald ikke endnu. Men jeg kan lide at bruge øjnene, og når de fanger noget fint, knipser jeg uden den store stillingtagen til lysforhold mm. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt, kommer til det med at må have flere linser og tilegne mig større viden, men der går en rum tid endnu, kan jeg mærke.

Jeg havde ikke forestillet mig, at det at blogge skulle give mig det, som det gør.
Jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive næsten afhængig at skrive og sætte ord sammen. Bloggen er blevet en slags dagbog, hvor jeg samler det magiske og det forunderlige. Hvor jeg gør status over mine tanker, også selv om der er dage, hvor livet viser tænder og bider, så det gør ondt. Men skriveriet her giver mig tid til fordybelse og bearbejdning. Selvfølgelig er der mange ting, jeg ikke deler her, dertil er jeg heldigvis for privat.

Bare fordi ...
 
At bloggen også skulle skabe nye relationer og tilmed venskaber, havde jeg heller ikke umiddelbart forestillet mig - men hvilken elskelig gave, at også dette er tilfældet.
Jeg læser selv blogs, og jeg elsker og er næsten afhængig af mine daglige blogfix. Afhængig af at få lov til at kigge inden for hos de mennesker, som gennem deres blogs deler en del af det, der er deres liv.
Nogle læser jeg, fordi jeg finder gode kreative ideer, andre fordi de lever et anderledes liv end jeg, men et liv jeg fascineres eller tiltrækkes af, om end den måde at leve på ikke ville fungere for mig.   
Andre igen er fantastiske til at tage billeder, og med stor beundring nyder jeg, når nogen formår, at indfange det magiske gennem linsen.
Og så er der de bloggere som med deres ord og nærvær, rammer mig som menneske. De bloggere der kan sætte ting på plads for mig med deres iagttagelser og ord.


Og hvorfor så egentlig alt dette, helt ærlig det ved jeg ikke. Jeg er bare i en tilstand, hvor livet i den grad rammer mig - med kærlighed, omsorg, smerte og alvor - og en inderlig taknemmelighed over, at have mennesker omkring mig, som løfter mig i det virvar, som jeg knapt selv kan navigere i.
Og taknemmelig for at have et sted at putte det hele hen - er dette mon for privat, måske nok, og dog?

8 kommentarer:

  1. Jeg har tænkt over dit indlæg siden i aftes... spørgsmålet er jo væsenligt. Også for lærere som os. Ved du hvad, grundlæggende tror jeg, at man kan sondere sindet og spørge, om det er det, man er, sådan man føler, og hvis nogen kom og udspurgte dig: er det sådan du er? Så ville du svare ja, uden at føle at der var noget at forsvare eller skamme sig over. Er vi i virkeligheden ikke stærkere sådan... som følsomme mennesker der tør stå ved os selv? Så længe man ikke blander andre mennesker ind i det, og så i øvrigt altid liiige konsulterer sin fingerspidsfornemmelse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, for dine tanker - og kloge ord. - De gjorde mig godt og klogere.
      Kh. Kristina

      Slet
  2. Kæreste Kristina.

    Jeg elsker din blog og er så taknemmelig for at du skriver den. Du kan noget særligt både med nærværende ord og smukke billeder. Både billeder og ord bliver bedre når man sanser mere end man holder sig til teknikkens manualer. Og det er jo det du gør: du mærker livet og giver os her et lille indblik i det du har følt.

    Elsker det og har gjort det så længe.

    At mennesket bag bloggen så også er noget ganske, ganske særligt er jo vidunderligt. Blog og menneske passer som duft på skovsti eller bølge ved havet og det er fantastisk. Håber sådan at jeg får lov til at lære dig bedre at kende for der er så mange eventyr jeg ved vil være endnu mere fantastiske sammen med dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du får slet ikke lov til at blive fri for mig :) Vi har så meget vi skal se, tale om og opleve - det ser jeg virkelig frem til.
      Tak fordi du er dig, med "fejl og mangler", men jeg tager gerne det heeeeellllleeee med. Sådan er vi stærkest, ikke?
      KNUS & KRAM

      Slet
  3. Tak for fit fine indlæg. Jeg genkender dine tanker omkring det at blogge. Tror at mange af os har været disse overvejelser igennem. Og stadig er i dem.

    Tak for en dejlig blog.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak, kære Anna. Du var i mine tanker, da jeg skrev... for din inspirerer, tager de skønneste billeder og skriver nærværende og levede. Så et af mine daglige blogfix er netop dig!
      Kh. Kristina

      Slet
  4. Når jeg læser din blog tænker jeg den er ligetil, den er personlig uden at være privat, den er autentisk, og sidst men ikke mindst så er den ikke fyldt op med reklamer. Derfor elsker jeg at læse med herinde:)
    God weekend.

    MVH Dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK! - Hvilket kompliment ... det takker jeg virkelig for.
      Rigtig dejlig weekend til dig og dine.

      Kærlig hilsen
      Kristina

      Slet