mandag den 5. maj 2014

På strømpesokker i forårsregn

Arthur har været til fødselsdag, så Viktor og jeg har hygget os med at være alene hjemme.
Viktor har hovedpine, så vi har taget den med ro. Vi har hygget os under dynerne med læsning af børnebogen "Lånerne".  



Lige nu spirer og gror alting. På vores terrasse blomstrer klematis, men jeg må ikke gemme, at det også er her, solsorten har sit domæne. Vi har endnu ikke fået lavet en lydløs ordning, hvor jeg kan være der, uden den skal bekende kulør. Syrenen og blåregnen blomstrer lige om lidt. Sidstnævnte har jeg virkelig ventet på. År efter år har jeg ønsket, at den ville blomstre, men forgæves - forleden opdagede jeg så, at i år sker det, blåregnen kommer til at blomstre. Jeg glæder mig så ubeskriveligt til at se de blå ranker under taget. 
 

Over alt i haven vokser ukrudt og stauder. Det er netop nu, de friske grønne skud skal samles og bruges. Forleden samlede jeg granskud til snaps og olie.
I min have har jeg en del ramsløg. De beskedne små duske jeg for år tilbage gravede op og plantede i skoven, har til min store fryd bredt sig, og nu plukker jeg gerne af dem. 
Ramsløg er skønne i salat - og i år vil jeg forsøge mig med at lave ramsløgsalt. I bogen "Naturens spisekammer" af Anette Eckmann er der mange fine ideer til, hvilke spirer og planter der i den danske natur, kan bruges.
På strikkestrømpefødder, gummistøvlerne var uden for rækkevidde, og med kurv og kamera luskede jeg ud i den stille forårsregn. Sneglene var også på spadseretur, og pludselig huskede jeg hvorledes jeg som barn, når jeg gik hjem fra skole, samlede de fine sneglehuse, tog dem med hjem og placerede dem efter farve på vores trappetrin.




 Det med at samle snegle kunne man jo godt fristes til at prøve igen...
- Og heldigvis er der til stadighed ikke så lang fra tanke til handling
 

4 kommentarer:

  1. Hvis du mangler snegle så er jeg klar til en snegletur en aften i ugens/weekendens løb. Det var så hyggeligt sidste år.

    SvarSlet
  2. Jamen man mangler vel altid snegle :) Så lad os endelig komme af sted igen.
    KNUS

    SvarSlet
  3. Jeg mødte en vinberg snegl da jeg var på tur til Silkeborg og tænkte først på dig der holder af dem og derefter på mine forældre der havde mange af dem på deres grund da de boede i en lille skov engang. Tænk at den lille snegl skulle bære på så mange tanker. Heldigvis så den ikke ud til at lide det mindste under det.

    Glæder mig så meget til at se dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marina, jeg synes, at de er SÅ flotte. Godt den ikke led overlast. Og jeg glæder mig til at se dig. KNUS

      Slet