mandag den 10. februar 2014

"Marinas" grønne ærtesuppe

Jeg holder uendelig meget af at "tjekke ind" i Marinas skønne verden på årstidsbloggen, Badut.
Gennem ord og billeder skaber Marina hverdagsmagi og nærvær - jeg bliver i hendes nærvær, for det er det, hun kan, nemlig være nærværende, i et sådan omfang, at det når ud til læserne, godt underholdt, inspireret, klogere, gladere og til tider rørt. Hun rammer mig lige i hjertekuglen med en inderlig oprigtig- og ærlighed.  
Forleden læste jeg hos Marina et indlæg om, hvordan hun sammen med sin familie hver uge laver madplaner - tjekket, tænker jeg, som ofte planlægger aftensmaden fra dag til dag. I indlægget skrev hun, at de skulle have grøn ærtesuppe- det lød dejligt, og derfor spurgte jeg, om hun ville dele opskriften. Sød og hjælpsom som Marina er, kom et par dage efter opskriften på den skønne suppe. Sådan rigtig forårsagtig i farven og til at blive forårsglad i låget af.

I aftes gjorde jeg Marina kunsten efter, og lavede grøn ærtesuppe - Viktor og Arthur, var ikke helt så begejstrede, som Allan og jeg, men generelt er det ikke for de to, ikke suppe der hitter.
Jeg tilføjede Marinas opskrift min "Djævlechili" og ristede pinjekerner. Opskriften jeg videregiver her, er "Marinas", dog suppleret med vores små tilføjelser
- Marina har i sin opskrift andre skønne forslag til tilbehør, så tjek endelig hendes opskrift for yderligere inspiration.  

Opskrift på vårgrøn ærtesuppe

Opskriften her giver en stor portion suppe. - (vi har haft aftensmad til 2 dage)
Det tager knap en time at lave ærtesuppen. Heraf er ca. 20 minutter arbejdstid.

Ingredienser:
4 kartofler
1 pastinak
2 løg
3 fed hvidløg
lidt smør til stegning
1 ½ liter vand
1 stor skefuld urtebouillon
400 g frosne ærter
Salt og peber

2dl. piskefløde
1tsk. karry


Tilbehør:
Ristet parmaskinke.
Ristede pinjekerner
Karryflødeskum
Flutes

Fremgangsmåde:
Skræl kartofler og pastinak.
Rengør løgene
Skær alle grønsager i grove tern.
Smelt smør i en gryde. Tilsæt alle grøntsagerne og lad dem stege i ca. 5 minutter.
Tilsæt vand og en stor skefuld urtebouillon. 
Lad grønsagerne koge en halv times tid til de er møre. 

Tilsæt ærterne og lad suppen simre i yderligere 10 minutter. Det er vigtigt at ærterne ikke bulderkoger, og at de ikke koger for længe, hvis man vil have den flotte lysegrønne farve. 
Pisk flødeskum. Smag til med karry.
Rist skinken et par minutter på en hed tør pande.
Blend suppen.
Smag til salt og peber.

Tjek også lige Marinas smukke billeder af suppen. Jeg forsøgte her i aften at tage billeder af vores suppe, men mørket gjorde billederne, af den ellers smukke og velsmagende suppe, uret. Derfor henviser jeg endnu engang til Marina, hvor billederne taler sit eget sprog. Og giv så dig selv, hvis du ikke i forvejen kender hendes blog, god tid til at lade dig rive med i et overflødighedshorn af ideer, billeder og ord.

Jeg sætter i stedet et billede af mit hjemmelavede "Djævlechili" på indlægget, så det ikke "kun" er ord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar