onsdag den 26. februar 2014

Lidt (hjerte)tanker

Tankerne er i disse dage mange og tunge.
Min elskede bedste har de seneste dage været til scanning på sygehuset, en knude i endetarmen er, hvad vi afventer svaret på, og vi får først besked næste torsdag. Torsdag,... der er i min verden rigtig rigtig lang tid til torsdag.
Jeg er rædselsslagen. Den ene øjeblik afviser jeg på det kraftigste overfor mig selv, at der kan være noget, hvorefter jeg i næste øjeblik overrumples af angst og smerte.
Jeg er heldig, at jeg har en bedste på 87 snart 88 år, som er i fuld vigør. Jeg ved det, ualmindelig heldig, men jeg ved også, hvad jeg har at miste. Jeg ved alt for godt, hvor pokkers ondt det gør at miste, og hvor forbandet ond en sygdom som kræft er.
Kristina 40 år bliver på et splitsekund til Kristina 3 år, der stædigt barnligt ikke tillader, at alder eller at sygdom indhenter os, og at mine bedsteforældre ikke er udødelige. 
Jeg ville sådan ønske, at jeg tillod mig selv at tænke og tro på det positive, og lod mig selv hvile i troen på, at alt er såre godt til det modsatte skulle indtræffe. MEN sådan er jeg ikke - jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er en tænker, jeg er sårbar (læs gerne alt for sårbar), har let til smil og let til tårer - og ofte lader jeg følelser styre mig. Lader mig ofte styre mere af hjertet end hjernen, det er naturligvis i mange sammenhænge en god egenskab, men andre gange er det irrationelt og en belastning for mig og ikke mindst mine omgivelser. 
Be om at styrken finder mig, ellers bliver den forbandet lang uge.
 
 
Med posten kom i dag halskæden Joy fra Georg Jensen. Jeg har ønsket mig den længe, og slog derfor til da den pludselig dukkede op til en fornuftig pris. Joy, smukt navn til en smuk kæde. - Og lige netop nu, hvor mig eget hjerte rives i af angst, er det måske ikke så ringe endda med et ekstra hjerte.

2 kommentarer:

  1. Åhhh. Kender det alt for godt selv.
    Når jeg tænker på mine bedsteforældre (er så heldig stadig at have alle 4, og en bonus stedfarmor) har de, i mit hovede, ikke ændret sig siden jeg var en lille pige. Derfor kommer det som en overraskelse, hver gang jeg ser dem, at de er blevet ældre, og hver især har fået nogen skavanker med årene. Det er en lige stor overraskelse, hver gang de er blevet indlagt eller der er dukket hjælpemidler op i deres boliger, for det passer ikke ind i mit mentale billede af dem. Her er min farfar stadig ude i sin køkkenhave, og min farmor står ude i køkkenet, mens der i støt tempo kommer lækkerier ud af hendes kyndige hænder. Min morfar er stadig på kundebesøg, og min mormor har travlt med at gå til trompet, edbkursus, besøge naboer, og holde 200 kvm. hus
    Efter jeg har fået min søn (han er halvandet år), er det blevet utrolig vigtig for mig, at han oplever dem, og for nogle gode minder om dem. Helst de samme minder, som jeg har. Men jeg jo godt, at hans minder kommer til at være radikal anderledes en mine, og selvfølgelig er det, sådan det er. Han får jo sine fantastiske oplevelser med sine egne bedsteforældre, som jeg har fået med mine. Men jeg er ikke klar til at give slip :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Christina
      Tak... - for dine kloge og tanker ... det er også sådan, jeg har det!
      Kh.Kristina

      Slet