lørdag den 29. september 2012

Træk stikket ud!

 
Mørke skyer blæste i dag over efterårshimlen, men kun ganske få blev hængende over Bønnerup, hvor vi har været i sommerhus med farfar og farmor.
Hvor har vi bare hygget os!
Vi har været i fiskehuset på havnen, hvor vi handlede massere af fisk i fiskebutikken. Vi har gået tur ved standen, samlet fine muslingeskaller, krabber og kigget på brandmænd. Vi har været på en vild og spændende tur gennem høje tagrør, da vi ville skyde genvej til stien. Vi har plukket hyben og massere af brombær. Vi har siddet tæt sammen i sofaen, hvor vi har hygget os med tegnefilm, hækletøj og blade - stikket har været trukket helt ud.
Jeg vågnede flere gange i nat ved, at regnen silede ned. Jeg mærkede inderlig glæde over, at Allan og jeg sov tæt sammen med Viktor og Arthur i annekset, hvor der var varmt og duftede af træ. Jeg følte mig rig, lykkelig og privilligeret, ikke at jeg ikke normalt gør det, men i nat kunne jeg bare mærke det langt langt ind i systemet.
 
Vi er netop kommet hjem efter en hyggelig tur... Allan måtte på hjemvejen med lidt uvilje vende bilen i den silende regn, fordi jeg gennem mørket og regnen havde set et skilt med græskarsalg. Godt jeg fik ham overbevist om, at det var vigtigt at se de græskar på nærmere hold. To kæmpe græskar til uhørt lav pris blev bakset ind i bagagerummet, og jeg kan næsten ikke vente med at lave dem til lygter sammen med drengene.  
 


 
 
 



2 kommentarer:

  1. Det lyder så skønt og hyggeligt og dine billeder er dejlige fyldt med den ro du også beskriver så smukt.

    SvarSlet
  2. Du er så sød til at kommentere og komplimentere - TAK! Jeg kiggede inden for hos dig i aftes, hvor har du dog gang i mange hyggelige ting. Kakao med chokoladebåde er helt klar et must, som skal prøves. Rigtig dejlig dag til dig og dine.

    SvarSlet