søndag den 30. september 2012

Aktiv søndag

Jeg er nærmest væltet omkuld i sofaen. Det har været en aktiv dag, med mange og meget forskellige gøremål. Formiddagen bød på snigprimiere med mine drenge, hvor vi så "Far til fire til søs". Derefter hjem og sylte de brombær svigermor og jeg plukkede i går, det blev til fire små og et stort glas, hvilket jeg synes, er de talrige rifter på mine hænder og arme værd. Brombær er skøn skøn spise, men hvorfor de altid skal bo nabo til brændenælder, og oven i købet være krasbørstige i sig selv, er mig endnu uløst gåde.
Efter syltning af brombær tog jeg med min søster og et par naboerpiger til Brande. Vi var på Remisen, den smukkeste bygning, hvor der i dag var garnfestival. Der var mange fine ting... - smukke garner, knapper, tråd ... - og et væld af dygtige, entusiastiske og smukke kvinder med garnhang og strikkemani - meget inspirerende.
En tur hjem til min mor nåede vi også. Drengene fik prøvet de fine hjemmesko, min mor har strikket til dem.
I aften har jeg hjulpet Louise, med at gøre klar til ridderfest. Hendes søn fylder fire år i morgen, og han har inviteret børnehaven til ridderfest. Det bliver ganske mageløst - Louises far tropper op i børnehaven iført kongekostume og til hest... Børnene skal i optog gå bagefter hest og konge ned huset, hvor de bliver modtaget af bannere og en ridder med fakkel. Derefter venter der et stort telt i haven, som vi i aften har haft travlt med at pynte med langbord, skind, gevirer, riddergine, kogler, grene, våben... i loftet hænger en skøn vimpelrække Louise har hæklet. Vi har været i skoven og hente nøgne efterårstræer, de er bundet til alle stolperne rundt i teltet. Udover dette venter der børnene ridderløb med ringridning, tovtrækning og meget mere... inden de udstyres med skjolde, sværd og hjelme, nå ja... - og bespises med dragekage, ridderfigurkage og varm grillmad.
Jeg håber, Albert må få den skønneste fødselsdag - og at børnene som er inviteret med må få en forglemmelig oplevelse. Jeg ber vejrguderne om stilstand mellem bygerne, så ilden kan brænde i bålfadet og grillen kan tændes - wauw - det er så sjovt at lave sådanne fødselsdagstemaer. Louise og jeg var i gang med at overveje, om vi skulle stoppe lærergerningen, og i stedet starte Tante Grøn og Tante Bruns fødselsdagseventfirma. Jeg håber, at hun i morgen i kampens hede, når at få taget en masse skønne billeder.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar