søndag den 4. august 2013

Småland 4 - oplevelser

 
I Vimmerby besøgte vi Astrid Lindgrens verden. Sikke et sted... de er her alle... Pippi, Emil, Lotta, Niels, Rasmus, Madicken, Tvebak, Ronja, Kitte Kry, Karlsson, Kalle Blomkvist... og alle stederne, Mattisborgen, Borkafæstningen, Kirsebærdalen, Nangiala, Ulvesprækken, Ballademagergade, Junibakken...  Det er et paradis for børn, men også for os der elsker Astrids univers.
Henover sommeren sørger 60 skuespillere for, at Astrids verden bliver levendegjort. Det var så fantastisk... - jeg kunne have siddet den halve dag ved Mattisborgen og bare set røverne optræde, hvor var de dog dygtige... men heldigvis kom jeg videre ... for skuespillerne på Katholt, På Junibakken, i Ballademagergade, i Kirsebærdalen, og i Sydhavet og ved Pippis hus tog mig ligeledes med storm.

 
 
 
 
Mattisborgen besøgte vi af flere omgange. Vi så hvordan Mattis fangede Birk, for at tvinge Borkarøverne væk fra Mattisborgen, og hvordan Ronja sprang over Helvedesgabet for at redde Birk.
Skalde Per fortalte levende om livet i Mattisborgen - og røverne underholdte os med dans og sang. På vores vej fra Mattisborgen måtte vi gennem Mattisskogen - hvor de underjordiske lokkede os på afveje med deres sang... Rumpenisser og grådværge kikkede på os fra skogen og ulvesprækken måtte passeres.


Ballademagergade hvor Lotta, Grisbjørg og Frk. Berg bor.



Og en tilpas tyk mand i den bedste alder .... Verdens bedste Karlsson og lillebror.



 
Og i Niels Karlssons Puslings hus... Hvor alting føles meget meget stort, når mor og far ikke er hjemme.


 Og Pippi Lotta Viktualia Rullegardinia Krussamynta Langstrømpe i Villavillakulla ...
 - med en far der er negerkonge, en mor i himmelen, Prusselusken, Tomma & Annika, sørøvere, Kling & Klang, Blom & Dunderkarlson - og en hest  med prikker.
 

 Og så gik turen videre til Katholt, hvor Emil og Ida tog i mod ved lågen... På Katholt blev vi underholdt af den kærestesyge Line, mor Alma, Lille Ida, far Anton, elskelige Alfred, Alfreds gamle farfar, Tyttebærmaja  og et smålandsk husmandsorkester... som spillede alle Emilsangene mens skuespillerene sang til. En rigtig stor og god oplevelse.




Og så kan man jo lige prøve, om man selv tør tage turen fra værkstedet over i spisekammeret


Og Junibakken med Madicken, Lisbeth, Alva & Abbe - også blandt mine favoritter.


 Og turen gik videre til Kalle Blomkvist ... på politistationen, til Lottes hus i Ballademagergade, og til Sofie, Hubert og forræderen Jossi i Kirsebærdalen og videre til Rosendalen... En ganske eventyrlig rejse, som ikke slutter ved dette besøg - vi må snart af sted igen, og så skal vi have læst endnu flere at historierne, så drengene kan følge med i handlingerne de svenske skuespillere på formidabel vis spiller.
 

 
Vi har også været på glastpusteri, flere endda... da Lenhovda ligger midt i Sveriges glasrige.
Vi har besøgt Kosta, Boda, Orrefors og en del mindre pusterier. Det var ret fantastisk at se glaspusterne på Kosta forvandle glohede glassirupper til vaser og figurer. Der var meget at se og købe, men desværre er jeg ikke så meget til nyere glas, så jeg kiggede blot, men købte en fødselsdagsgave med hjem til min mor, så håber jeg, at hun kan lide det.
 

 
 På udflugt med svigermor til Huseby Bruk nær Växjö...
 





Og så har vi været på Loppis... Smålandske lopper er bestemt fine og tilmed  relativt billige, i hvert fald kan der gøres ekstrem gode køb, og der kom en del lopper med hjem... de er så små begyndt at finde deres pladser... - Men jeg nåede slet slet ikke nok loppemarkeder, og jeg fik heller ikke set en Elgpark eller Tage Andersens Gunillaberg, så det lugter meget af, at jeg snart må til Sverige igen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar