søndag den 6. juli 2014

Den lille biavler del 1

Det sorte bistade med bifamilie flytter hjem til os d. 21 juli


Viktor kom for nogle uger siden glædestrålende og begejstret hjem fra skole. Han havde i natur og teknik lært om bier og fortalte entusiastisk om biavl. Hans store begejstring og lysten til at lære mere har været intakt lige siden.

Begge vores drenge er selvfølgelig fantastiske og helt unikke på hver deres måde. Hvis jeg skal generalisere, er Viktor mest til stillesiddende og inden dørs aktiviteter, i hvert fald hvis han selv får lov til at vælge. Arthur vil gerne ud, og er i fuld vigør det meste af tiden. Derfor er det også oftest Arthur der er med, når jeg plukker svampe, frugt og bær, og det er også ham, der følger med i skoven og hjælper til i haven. Alt sammen noget vi begge nyder og noget, som giver os mange gode oplevelser sammen. Samtidig oplever jeg også, at Arthur får en masse viden om naturen, og at han er nysgerrig og videbegærlig om planter og dyr.
Arthur drives af en naturlig interesse, så kort kan det vel i virkeligheden skrives.

Viktor følger også med ud, men ikke med samme velvillighed og glæde som Arthur. Ofte er han med, fordi jeg vrider armen rundt og forlanger, at nu skal han ud og mærke luften. Ellers sidder han gerne og længe med computerspil og tv.
Derfor blev jeg ekstra glad og begejstret, da ønsket om et bistade i haven kom fra ham. Jeg kan i det projekt se, at Viktor og jeg kan have noget sammen, som er vores. Noget som forhåbentlig drives af lyst og engagement. Så biavlerdrømmen fra Viktor, har vi valgt at møde ham i.  

Nu har vi i den seneste tid læst og søgt på nettet. Forleden fandt jeg en biavler i Skive, som laver de fineste bistader. I dag kontaktede jeg ham, og nu er jeg kommet i lære.
I morgen skal vi have købt anorakker og slør, handsker, røgpumpe og kniv...
Mandag d. 21 juli skal vi besøge Kurt, som er biavler og se hans bier. Og så skal vi have vores eget bistade med hjem. Det bliver så spændende. 

Et bistade producerer under normale forhold ca. 30 kg. honning. Så at drengene planlægger salg af honning, er måske slet ikke så tosset endda.
De er allerede langt i deres overvejelser. Sidst jeg hørte de to snakke om honning, talte de om, hvilke smagsvarianter vi kan lave. Også skiltet, som de planlægger, skal stå ved vejen, er under udarbejdelse :) Det er da for skønt!

Jeg GLÆDER mig allerede til stadet i haven. Men mest af alt glæder jeg mig over, at Viktor er SÅ glad. Faktisk tror jeg ikke, at han havde turde håbe på at få et bistade. Det får han! Om 14 dage fylder vores skønne store dreng 10 år, og bistadet er fødselsdagsgaven. Faktisk kan jeg ikke forestille mig en skønnere gave at forære ham.





Også i dag vred jeg armen rundt på Viktor og tog ham med ud.
Vi har været i gårdbutikken efter grøntsager. 
Ved gårdbutikken er kommet en indhegning med geder, dem måtte vi selvfølgelig se. 
 


 
Og vi har plukket hybenroseblade, så vi kan lave mere hybenrosesalt. Alt det vi lavede for få uger siden er solgt, spist eller foræret væk... så nu er vi i gang med endnu en produktion. LÆS HER



 På vores vej hjem var der lige et par Highland kvæg, der skulle have lidt græs. Sådan nogle gad jeg faktisk også godt have i baghaven. Gad vide om de går godt i spænd med biavl? :)

6 kommentarer:

  1. Skønne, skønne billeder!
    Ja, sådan en ko kunne være herlig at have i haven :o).
    De ser så søde og bløde ud. Og så kunne man måske slippe for at slå plæne?

    Rigtig god sommer til dig.
    Kh Maj

    SvarSlet
  2. Kære Maj
    Selvfølgelig! Det er da sådan jeg skal sælge den for manden, ko - ingen græsslåning :)
    Rigtig dejlig sommer til dig og dine kære.
    Kh. Kristina

    SvarSlet
  3. Hvor spændende med bier - vi skal også have nogle - men først til næste år. Glæder mig til at følge med i hvordan det går :-)

    Knus Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nina - hvor hyggeligt, at du også fandt vej til mig. Biprojektet er virkelig spændende, og jeg tænker, at det måske havde rent "biavlermæssigt", været klogest at vente til næste år, men det er nu interessen er der, og derfor vælger vi at følge trop nu. Det ville være dejligt med endnu en nybegynder at udveksle erfaringer med, så jeg glæder mig til at I kommer i gang.
      Rigtig dejlig dag.
      Kh. Kristina

      Slet
  4. Neeej, hvor fantastisk - sikke da en "familieforøgelse" :-D Jeg glæder mig til at høre mere om det, og se den første produktion af honning ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Trine ... det er virkelig spændende. I moren henter vi bistadet og vores bifamilie, og så må vi se, om vi kan nå at få lidt honning i pr, jeg tror det, ellers må vi tålmodigt vente til det bliver forår.
      Kh. Kristina

      Slet